Kommende Marvel-instruktør danner makkerpar med den nyeste gysermester, Jordan Peele, i en efterfølger til klassikeren fra 1992. Og vandrehistorien er mere skræmmende end nogensinde før.

Du kender nok historien om Bloody Mary: Sig hendes navn tre gange i spejlet i et mørkt rum, og hun vil dukke op i spejlbilledet for derefter at kradse dine øjne ud.

Sagnet om Candyman ligner det meget, ligesom den klassiske bøhmand eller ’American Horror Story’s fortolkning med Piggy Man. Alle har de det tilfælles, at det er et væsen, man selv hidkalder.

Ligesom ’Candyman’ fra 1992 er en fortolkning af Cliver Barkers originale fortælling, ’The Forbidden’, så genfortolker Nia DaCosta endnu engang legenden. De to er en perfekt double-feature, og 2021-filmen bygger let videre på dens forgænger. Ja, måske endda overgår den.

Myten genoplives

I hovedrollerne finder vi Yahya Abdul-Mateen II (’The Trial of The Chicago 7’) og Teyonah Parris (’WandaVision’) som kæresteparret Anthony og Brianna, der flytter ind i de nye lejligheder bygget på det nedrevne kvarter Cabrini-Green.

Anthony er en kunstner, der har mistet inspirationen; lige indtil han undersøger den gamle by og hører om de forfærdelige mord, der hjemsøger området den dag i dag.

Han finder Helen Lyles (hovedpersonen i den oprindelige ‘Candyman’) optagelser, og det viser sig at være lige den vision, han manglede. Men som vi lærte af den første film, er det ikke super klogt at rode med mytiske sagn og spøgelseshistorier, og Anthonys liv ændres for altid.

Mens 1992-filmen var revolutionær med en sort mand som den legendariske Candyman (noget man sjældent ser i gysergenren, berygtet for at dræbe sorte og queer-karakterer som de første, hvis der da overhovedet er nogen tilstede) bygger DaCosta videre på historien ved at understrege det budskab, der mest er metaforisk i den originale.

Nyt liv, nyt perspektiv

Nu får vi et nødvendigt sort perspektiv på en historie, der ellers havde hvide mennesker i centrum.

Sagnet om ’Candyman’ fra 1992 blev et symbol på den smerte og frygt, sorte amerikanere har været underlagt på grund af racisme i flere årtier, helt tilbage til mennesket bag legenden: en ung kunstner i det 19. århundrede, der blev brutalt myrdet af faren til sin hvide kæreste.

Samtidig er Helen billedet på hvidt privilegium og ignorance, når hun gentagne gange opsøger Cabrini-Greens beboere for viden om sagnet, til trods for at de advarende beder hende om at blive væk.

Legenden lever på frygten; historien hviskes mellem børn og voksne og huskes dermed generation efter generation, uanset hvor meget historien fordrejes. Derfor opsøger Candyman også selv Helen, da hun tvivler på, om han overhovedet eksisterer.

Den nye fortælling bygger elegant videre på den gamle uden at henligge sig klassikeren. I stedet er den eksplicit, der hvor den forrige tøvede, og hovedpersonen langt mere sympatisk – specielt når man tænker på den originale films tvivlsomme tredje akt.

Måske er Anthonys passion grotesk, hvor Helen Lyles nysgerrighed var alt for naiv. Men det er netop derfor, at den fungerer; den arrogante kunstner spejler sig i den forpinte sjæl bag kunsten og er dermed villig til at gå langt.

Fortiden banker på

Abdul-Mateen II imponerer på alle fronter i ’Candyman’. Følelsesladet, talentfuld og charmerende, så man ikke kan andet end at holde med ham, selvom hans valg kan være lidt tvivlsomme.

Han er naturlig og blændende i spotlyset, og jeg håber på, at han forbliver dér.

Lige så forrygende er Parris, der allerede brød igennem som Marvels Monica Rambeau, og som fortsat skal arbejde med Nia DaCosta i ’The Marvels’.

Det er kun godt at høre, når instruktøren forstår at skabe gåsehud på hele kroppen og endda smide sadistiske jokes midt ind i drabet på en flok teenagepiger – det giver god mening, at hun samarbejder med Jordan Peele.

Derfor er det en anelse mystisk, at så meget af filmens trækplaster er Peeles navn; Nia DaCosta kan nu allerede skrive sig ind blandt mange af de interessante kvindelige instruktører i horror-genren, når hun gør historien til helt sin egen.

Med skyggespillet, indtryksfulde jumpscares og den karisma, der flyder over fra castet, bliver både rammen om fortællingen og budskabet tydeligt – det er ikke længere fejet ind under gulvtæppet. I stedet er behovet for at skrige om smerten så stort, at det ikke kan holdes inde længere.

’Candyman’ er ikke et monster; han er en bøhmand skabt af sorte menneskers frygt og hvide menneskers skyld.

Han lever videre, fordi cyklussen af racisme gentager sig selv gang på gang, og for nogle beboere i Cabrini-Green gør han endda volden lettere håndgribelig. Derfor er det kun endnu mere tragisk, hvor meget af dette, der giver genlyd selv i dag.

’Candyman’ er en myte, der blander sig ind i virkeligheden, spøgelse som metafor for Amerikas (og resten af verdens) blodplettede historie, og en sjæl, hvis smerte aldrig lettes eller hævnes.

Tør du kigge frygten og fortiden i øjnene?