I dag begynder festivalen i Cannes. Filmmagasinet Nosferatus skribent Christina Munk fortæller om sit personlige forhold til den legendariske filmfestival, ser på de fire film, hun glæder sig mest til i år, og udfolder instruktørernes universer. 

I næsten tredive år har jeg fulgt filmfestivalen i Cannes.

Det var festivalen, der for alvor fik mig til at elske film. Jeg forelskede mig i de film, der ikke blot ville behage eller underholde. Film, der ville mig noget. Film, der fik mit følelsesliv og min intellekt til at buldre.

På festivalen hyldes filmkunsten. Her må filmen godt kræve noget af tilskueren. Her vises film, der overrasker, udfordrer, skræmmer, provokerer og rykker grænserne for, hvad film kan. Her må film godt være mærkelige, langsomme, ækle. Her bliver det mærkelige faktisk hyldet.  

Her oplevede jeg for første gang filminstruktører med så kraftfulde personlige udtryk, som en kunstmaler sætter med sin pensel.

Cannes har med årene skænket mig så mange gaver i form af film, instruktører og skuespillere, der ikke bare har givet mig berigende oplevelser, men også har spillet en vigtig rolle i forhold til at skabe den person, jeg er i dag. De har i årenes løb gjort mig klogere på det menneskelige sind og på verden.

Jeg vil være afdøde journalist og forfatter Ole Michelsen evigt taknemmelig, for det var igennem ham, jeg fik kendskab til festivalen. Han havde, udover sit ugentlige filmprogram ’Bogart’ i perioden 1985-2002, en årlig hel times Cannes-special, hvor han rapporterede fra festivalen og interviewede skuespillere og instruktører, samtidig med han kastede sit personlige skarpe og kløgtige æstetiske blik på begivenhederne.

Jeg drømmer stadig om selv at komme til festivalen. Tænk, hvis det en dag blev muligt.

Film, jeg håber, får premiere i de danske biografer

’Stars at Noon’ instrueret af Claire Denis

Den franske instruktør debuterede i 1988 i festivalens prestigefulde hovedkonkurrence med filmen ’Chocolat’, som ovenikøbet var hendes egen debut.

Hendes værker har gang på gang åbenbaret rum med mennesker i krise, mennesker, der prøves i ekstreme situationer. Som i ’Salauds’ (Svinene), der deltog i hovedkonkurrencen i 2013, hvor en mand desperat forsøger at hævne sin nieces død.

Selvom det kan være krævende at se Claire Denis film, hvor katastrofen altid ulmer under overfladen, bliver det aldrig sensationelt eller usmageligt. Nej, det er en intelligent afsøgning af menneskets psyke.

Hendes blik er overraskende og originalt, som i ’Beau Travail’ (Godt arbejde) fra 1999, der følger en gruppe soldater fra fremmedlegionen på en militærbase i Afrika. Kameraet betragter intenst deres kroppe og bevægelser. I min yndlingsscene lader hun en af legionærerne danse en ekspressiv akrobatisk dans til halvfemser-hittet ’The Rhytm of the Night’.

Filmen, instruktøren præsenterer i år, er hendes anden engelsksprogede og handler om to elskende, en engelsk forretningsmand og en amerikansk journalist, der forsøger at flygte ud af Nicaragua under revolutionen i 1979.

Hvis Claire Denis kan holde samme høje niveau som i hendes første engelsksprogede film, kan det kun blive kræs.

’Les Amandiers’ (Mandeltræer) instrueret af Valeria Bruni Tedeschi

Den fransk-italienske instruktør og skuespiller er en flittig deltager på festivalen, for udover at instruere og spille med i sine egne film medvirker hun ofte som skuespiller i andre film, der bliver udvalgt til at konkurrere – eksempelvis i flere af Francois Ozons værker.

Hendes charmerende, stilige, kugleskøre og meget morsomme film kredser om mennesker, der farer vild i deres eget følelsesliv. I ’Actrices’ (Skuespillerinder) fra 2007, som også blev vist på Cannes-festivalen, er hovedkarakteren skuespillerinden Marceline, spillet til perfektion af Valeria Bruni Tedeschi selv, i en dyb livskrise. Hun mestrer ikke kærligheden og har mange forliste forhold bag sig. Samtidig er hun voldsomt skruk. Hendes meget levende fantasi fremtryller hendes afdøde far og den rolle, hun gestalter i sit seneste skuespil, hjemsøger hende.

Filmen, hun præsenterer i år, handler om to unge skuespillere, der er blevet optaget på en meget anerkendt, fransk teaterskole. Nu er de for alvor på vej ud i voksenlivet, hvor såvel lykke som tragedie venter på dem.

Det er en fryd, at instruktøren igen udforsker teaterverdenen. Jeg håber at karaktererne igen farer vild i deres egne følelser.

‘Frére et soeur’ (Bror og søster) instrueret af Arnaud Desplechin

Arnaud Desplechins film kredser om menneskelige relationers kompleksitet, og han evner at lave dramaer, som emmer af følelsesmæssig smerte og samtidig er elegante og humoristiske, uden at det på nogen måde negligerer de alvorlige dilemmaer, karaktererne befinder sig i. Man kommer til at holde uendelig meget af personerne, og selvom de ofte er utålelige, får jeg lyst til at være i deres selskab.

Som i ’Un conte de noël’ (Et juleeventyr) fra 2008, der dystede i hovedkonkurrencen, hvor alle medlemmer af en familie samles for første gang i mange år for at fejre jul. Druk, skænderier, slåskampe og forsøg på at nærme sig hinanden kommer til at fylde barndomshjemmets mange rum.

Flere af instruktørens film har en eventyrlig stemning, som bidrager med en fantasifuld lethed, der skaber en perfekt kontrast til det dramatiske og hjerteskærende.

I ’Frére et soeur’, som instruktøren præsenterer i år, tvinger tragiske omstændigheder et midaldrende søskendepar til at have kontakt efter mange års adskillelse.

Det er så skønt, at Desplechin fortsætter i samme tematiske univers, som han hidtil har mestret til perfektion.

 ’Crimes of the Future’ instrueret af David Cronenberg

Den legendariske canadier er dét, man kalder en Cannes-darling. For udover at have været præsident for hovedkonkurrencens jury har mange af hans film dystet i selvsamme konkurrence. 

Senest var det i 2014 med den desværre ret forglemmelige ’Map to the Stars’. MEN hans seneste værk ser bestemt ikke ud til at skuffe. Han er nemlig vendt tilbage til en historie, som tager udgangspunkt i menneskekroppen. 

Cronenbergs værker har altid størst tyngde, sanselighed og uhygge, når de har et stærkt fysisk udtryk. Som i ’Crash’ fra 1996, der også var udvalgt til det års hovedkonkurrence, hvor sex, bilulykker og fascination af teknologi flyder sammen i en fremmedgjort verden. Han skaber verdener fulde af uhygge og perversion, som man både væmmes og fascineres af og ikke kan fjerne øjnene fra. Fordi de taler til de forbudte drifter og mørke sider, vi alle har i os.

I ’Crimes of the Future’, som instruktøren præsenterer i år, er mysteriet om en skyggeorganisation og en mand, der bruger sine egne kropstransplantationer til at skabe kunstværker med, omdrejningspunktet.

Hvis niveauet holder, kan Cronenberg atter berige og chokere os.

Det ser lykkeligvis ud til, at jeg igen i år bliver følelsesmæssigt engageret af filmkunst på højeste niveau. Længe leve filmfestivalen i Cannes!