Captain America og Iron Man splitter The Avengers til hver deres side i en superheltefilm, der spiller på veludviklede karakterer og jordnær konflikt.

Det er efterhånden blevet ret svært at anmelde de mange superheltefilm, der bliver spyttet ud med jævne mellemrum. For hvordan sidestiller man en farverig action blockbuster, der hiver millioner af dollars ind på box office, side om side med Oscarfilm eller små japanske dramaer om bønnemos? Er underholdningsfilm partout dårligere, bare fordi de netop sigter efter at være underholdende? Jeg ved det ikke. Måske skal man bare slå hjernen lidt fra og anmelde med hjertet i stedet. For mig har Marvel filmene været knald eller fald. De sidste par stykker ’Avengers: Age of Ultron’ og ’Ant Man’ sagde mig ikke voldsomt meget, mens ’Captain America: Winter Soldier’ virkelig sparkede røv. Derfor havde jeg også glædet mig rigtig meget til Kaptajnens genkomst og åbningen af Marvel universets tredje fase.

Et problem man kan føle på
’Captain America: Civil War’ er den tredje film om Captain America, og hvor den sidste ’Winter Soldier’ afskar ham fra de fleste af de andre Avengers, er denne seneste installation fyldt til randen med Marvel superhelte. ’Civil War’ udmærker sig ved at sætte fokus på et helt essentielt og nogle gange måske lidt overset problem, om den ødelæggelse The Avengers efterlader sig rundt om i verden, når de i godhedens tegn forsøger at stoppe diverse superskurke fra at udføre deres onde planer. Hvem kender ikke følelsen af at sidde som publikum og tænke på alle de stakkels mennesker, der bliver fanget i nedstyrtende huse eller eksplosioner, når diverse superkræfter udfolder sig i gaderne. Det er i hvert fald svært for mig ikke at tænke på billeder af 9/11 angrebet – også selvom der flyver CGI rumvæsener rundt på lærredet.

Det i starten skarpe fokus på civile dødstab gør problematikken enormt jordnær og relevant. Verdenslederne vil stille The Avengers til ansvar og indlemme dem under FN. Tony Stark, der til dels stadig plages af PTSD, ser helst at gruppen siger ja. Det vidner for det første om en enorm stor karakterudvikling, da han jo var den allerførste til at tage sagerne i egen hånd i den første ’Iron Man’ film. Men det er ikke længere så awesome at være Iron Man. Captain America og hans altid skarpe moralske kompas ser derimod det at arbejde under FN, som en fratagelse af at kunne vælge deres egne missioner. Og så er mor og far altså oppe og skændes og børnene bliver tvunget til at vælge side. Det er ikke noget der lige bliver ordnet med et par smækkede døre og sure miner, men snarere med knyttede næver og cirkelspark i solar plexus.

Mange bolde i luften
Ud over problemerne på hjemmefronten, er der en regulær menneskejagt på Captain Americas barndomsven og svage punkt Bucky Barnes aka Winter Soldier, en prins af Wakanda på hævntogt, og den mystiske Helmut Zemo, hvis planer ikke er helt klare. Der er altså rigtig mange karakterer og problemer at holde styr på i den to en halv time lange film. Men Russo brødrene, der står bag bag kameraet, formår at holde alle de mange bolde i luften, så der aldrig er et kedeligt øjeblik eller en karakter som for alvor bliver sidestillet. Selvfølgelig nogle helte mere marginaliserede end andre, men alle får deres øjeblik, og udfylder fint deres funktion i plottet. Selv Ant Man (Paul Rudd) og den helt nye Spiderman (Tom Holland) opfylder kravet om en comic relief karakter på hver side af konflikten, samtidig med at spille godt ind i de virkelig velkoreograferede kampscener.

Markedsføringen af ’Civil War’ har forståeligt nok spillet på, at man helst skulle vælge side. #Teamcap og #Teamironman lugter langt væk af Twilight og #TeamEdward og #TeamJacob nonsens, men filmen fremstiller det heldigvis ikke så sort og hvidt. De har jo begge ret og deres beslutninger grunder dybt i hver deres personlige ideologiske holdninger. Det er en enormt god præmis, og for mig meget forfriskende ikke at have en eller anden superskurk eller egentlig antagonist, som bare skal slås til plukfisk, så alle bliver glade. En film er kun lige så god som dens skurk, og skurken er bedst, hvis der er en dyb personlig relation til protagonisten, som det sås med Loke og Winter Soldier.

’Civil War’ er alt hvad jeg havde håbet på. Det er virkelig en af de bedste Marvel film indtil videre. Det er storslået actionfyldt underholdning, der alligevel ikke tillader, at man slår hjernen helt fra –og hvis man inviterer karakterne ind i sit hjerte og virkelig lader sig påvirke af splittelsen mellem Avengers holdet, er man helt sikkert også garanteret gisp og gråd til slut.