Captain America – premiere den 11. august

Af Jesper Nielsen

Captain America er Marvels første superhelt, så selvfølgelig fortjener han en filmatisering, men at instruktør Joe Johnston (Jurassic Park 3, The Wolfman ) har formået at lave en så ringe film tilkommer ikke denne superhelt. Mon ikke skaberne af Captain America Joe Simon og Jack Kirby havde set deres værk anno 2011 ført noget anderledes ud end middelmådig action, forældet humor og generelt dårlig skuespil over hele linjen. Det er som om Joe Johnston ikke helt ved hvad han vil opnå med filmen udover lidt underholdning, hvilket desværre ødelægges af for mange sidehistorier (eksempelvis Captain Americas affære med Hayley Atwells figur Peggy), hvorfor han nok i stedet skulle have brugt lidt mere tid på den overordnede narrative struktur og mindre på de visual effects.

I 1941 rander en spinkel og lille fyr på bare 48 kilo rundt i Brooklyn ved navn Steve Rogers (Chris Evans). Han har det generelt svært ved tilværelsen (over for kvinderne og i forhold til sine jævnaldrende) og er af hele fem omgange blevet kasseret til militæret på trods af frivillig indmeldelse. Men som med så mange andre superhelte, der alle forinden var spinkle, usikre, mobbeofre mm, ender også Steve Rogers som overmenneske med ualmindelige kræfter. Den geniale videnskabsmand Dr. Erskine (Stanley Tucci, med opmuntrende skuespil som den eneste i filmen, dejligt underspillet og balancerende på grænsen mellem gal og genial) er undsluppet fra nazisterne og har til USA medbragt sig et eksperimentalt serum, der kan styrke et menneskes personlige natur og give denne uanede kræfter. Steve Rogers er så heldig, at Dr. Erskine udvælger netop denne fyr, uden der egentlig bliver redegjort for årsagen, og pludselig er Steve Rogers i militæret som en overmenneskelig viking. Et interessant intermezzo i filmen er den del, hvor Captain America som populærkulturel figur rejser rundt og optræder i landet som superhelt i en klassiske Stars and Stripes dragt med dertilhørende skjold og hjelm, hvortil der agerer dansepiger mens han slås mod en fiktiv Hitler. Denne optræden foran soldater og forældre med begejstrede knægte, skal give landet tryghed og oprejsning inden krigens alvor. Interessant er denne historie imidlertid, da Marvel skabte Captain America otte måneder inden USA indtræder i 2. Verdenskrig, og på den baggrund er han udviklet ud fra et bevidst politisk standpunkt. Denne historie er imidlertid et kapitel for sig, som desværre kun berøres ganske lidt i filmen.

I alle superheltefilm er der selvfølgelig også en superskurk. Inden Dr. Erskine drog i eksil blev han tvunget til at foretage et lignende eksperiment i Tyskland. Det frembragte naziskurken Red Skull (udmærket spillet af Hugo Weaving), en noget mindre sympatisk person end Captain America, hvis mission da også går på at udslette Red Skulls Hydra-organisation bestående af toptrænede kampsoldater med laservåben (Star Wars stormtropperne har ikke levet forgæves). Til rådighed får Captain America sin egen politisk korrekte bande bestående af asiater, afrikaner, europæer og latinoer, – så er hele det multikulturelle Amerika da også nævnt! Jeg har ikke sagt for meget når jeg siger, at der bliver lagt gevaldigt op til en efterfølger, men fans af Captain America kan allerede glæde sig over den kommende film The Avengers, hvor han er i selskab med 1960’er helte så som Thor, Iron Man og The Hulk.

Filmen vises i digital 3D, men kun i udvalgte biografer, tøv dog ikke med at se den i 35 mm, da denne effekt intet medfører ud over irritation over et billigt pr. stunt til ingen verdens nytte. Overordnet set er Captain America en overdrevet, karikeret og på ingen måde original superheltefilm, der desuden er alt for lang og med for mange ligheder med især Star Wars-filmene og Batman-filmene, hvad arkitektur og design af både soldater og biler angår. Som sagt intet originalt i denne film.

2 ud af 6 stjerner