Når film som ‘Captain America: The Winter Soldier’ indtager de store filmlærreder verden over, er det oftest til massiv nedsabling fra de etablerede kritikere. En stærk kontrast til den massive kommercielle succes sådanne film samtidig ofte opnår.
I popmusikkens verden findes der en meget simpel formular for denne succes. En ”best practise” kunne man fristes til at kalde det. Tre minutter og fyrre sekunder er der gennemsnitligt at fyre den af på, og så må omkvædet helst ikke blive præsenteret for lytteren senere end et halvt minut inde i sangen. Det lugter langt væk af masseproduktion og de første mange spørgsmål har nok rejst sig for den indre profitskeptiker. Hvor blev kunsten af? Hvor sætter kunstneren sit snit, når produktet allerede ér blevet snittet godt og grundigt til, præventivt?
Svaret på spørgsmålet er ikke så forskelligt musik og film imellem. Snittet sættes dér, hvor der er plads til det – lige midt imellem determinerede hollywoodressourcer og teknokratiske producenter.
O Captain! My Captain!
Og som med popnummerets tidsbestemte omkvæd går der nøjagtigt få minutter før Captain America, i skikkelse af amerikanske Chris Evans, befinder sig i nævekamp med udenlandske terrorister ombord på et kapret skib.
Vigtige dokumenter er nemlig ombord på dette skib. Dokumenter der viser sig at være uvurderlige for en ny fjende, der truer den patriotiske kaptajns arbejdsgiver S.H.I.E.L.D. og deres nye defensive værktøj: den top bevæbnede flådeeskadrille, Project Insight.
Og herfra i filmen følger ‘Captain America’ den vante strøm af dårlige punchlines, overeksponerede actionsekvenser og gennemskuelige plottwists. Lyder jeg som førnævnte kritikere, er det med rette. ‘Captain America: The Winter Soldier’ er en velsignelse for den dedikerede Marvel-nørd og en forventelig drejebog for alle andre.
Blev der så plads til det kunstneriske snit? Jo, velsagtens havde jeg en bagtanke med mit udlæg. For navnet på instruktørstolen bag den seneste Marvelproduktion er blevet skiftet ud, og brødrene Anthony og Joe Russos præg på den amerikanske folkehelts anden fuldlængde filmeskapade er ikke så småt sat endda.
It’s in the details
Som sagt slipper vi ikke for bulder, brag og bare brystkasser trods nye instruktioner. Men en detaljemæssig nyorientering af det visuelle element, er dér hvor snittet er lagt og det der gør netop denne film til mere end førnævnte rumsteren.
I ‘Captain America: The Winter Soldier’ er der ingen nazister med overnaturlige røde skelethoveder. Her er der pistolbevæbnede specialagenter, et elitehold af NATO-lignende regeringspersonligheder og en cyborg-håndlanger for et nazistisk styre.
Detaljer der alle har deres visuelle grundlag mere i James Bond sagaen end i det fantasifulde Marvel univers. Det er en ændring der legitimerer Captain America som mere end bare muskler af stål, og som samtidig løfter fortællingen om supersoldaten op til moderne niveauer.
Rendyrket kunst bliver ‘Captain America: The Winter Soldier’ aldrig. Men for biografgængeren der hungrer efter mere end en reproduktion af tidligere actionbrag er denne instans af Captain America-franchiset, i hvert fald på det visuelle plan, et kig værd.
