Den filippinske instruktør Brillante Mendoza har med sit gidseldrama Captive iscenesat virkelige begivenheder så det kan mærkes på både krop og sjæl.
Baggrunden for dette nervepirrende drama er kidnapningen af en gruppe vesterlændinge fra en filippinsk ferieø i 2001 af den muslimske terrorgruppe Abu Sayyaf, med det formål at skaffe kapital til gruppen. Den bortførte gruppe tages over havet med til junglen hvor de i over et år er i konstant bevægelse for at undgå regeringstroppernes befrielsesforsøg. Det er denne til tider voldsomme rejse gennem et mareridt af skræk og trummerum Mendoza inviterer dig til at vidne.
Centralt i gruppen af de bortførte er den kristne missionær og hjælpearbejder Thérèse, spillet af en af fransk films helt store kvindelige skuespillere, Isabelle Huppert. Som europæer har de muslimske bortførere store forventninger til den sum penge de kan få for hende. Hendes værdi er på den ene side en garanti for at hun bliver nogenlunde behandlet, på den anden en garanti for at hun ikke løslades da vesten af princip ikke indlader sig på forhandlinger med terrorister. Der er en særlig skrøbelig styrke over Isabelle Huppert som gør at hun præcist kan skildre en kvinde der i de første dage viser stor forurettelse og fortvivlelse over at se sine kasser med bibler kastet over bord af de muslimske mænd, men som også bliver gruppens anker, og den der til sidst har kærlighed nok i sig til at føle omsorg for en af de helt unge oprørere.
Captive er ikke en anmassende film, der med dybe dialoger og konstrueret dramatik forsøger at gengive den komplicerede relation mellem gidsler, bortførere, religiøs forskellighed og vekslen mellem håb og fortvivlelse. 
I stedet føres historien ind i krop og sjæl hos tilskueren med en nærmest dokumentarisk distance koblet med en sanselighed for de fysiske vilkår; først på havet, siden i junglen og via de små ting i det der bliver gruppens hverdag – mad, søvn, manglende medicin, sko og tøj. Undervejs er der nogen der dør, nogen der nærmest nonchalant løslades hvis familien har rystet op med penge nok, nogen der bliver sårede, gravide eller slået ihjel. Uhyrlighederne integreres på en nervepirrende, urolig og nærmest mondæn facon i Mendozas skildring og man kunne godt ønske sig der stod en krisepsykolog parat når man kommer ud fra salens mørke, så man lige kan få talt sine 120 minutters magtesløshed som medgidsel igennem, inden man igen kan træde ud i den fredelige del af verden, som er vores.
Af Dorte Winkler
