Af Sandra Holm
Da 3D for alvor blev en realitet i de danske biografer var vi mange der jublede og uden skyggen af kritik sugede de nye effekter til os. Det var ikke altid lige godt, ofte uskarpt, anstrengende eller decideret irrelevant, men det lagde vi ikke mærke til i vores begejstring. Den tid er forbi. At en film vises i 3D er ikke længere en sikkerhed for at den vil være en succes. For det er ikke alting man har behov for at betragte i overnaturlig dybde og størrelse. Men da filmbranchen er kendt for sin Learning by doing-tilgang til nye succeser måtte det jo ske. De har taget os med til fremmede planeter, eventyrlige fantasiverdener, ned i jordens indre og ind i cyperspace.. Så, mine damer og herre: Royal Opera House i London.
Det er Georges Bizets Carmen der er fusioneret med tidens førende 3D-aktører, RealD, og som den første opera nogensinde er blevet produceret i 3D. Udstyret med handy cams, steady cams, booms og dollies har produktionsholdet over fire live opførelser i juni 2010, indfanget operaen fra hver mulig vinkel, og giver publikum mulighed for at opleve dramaet usædvanlig tæt på de udøvende kunstnere. Den overdådige produktion er iscenesat af Francesa Zambello der modtog stor ros for sit scenearrangement af både anmeldere og publikum, da den blev opført sidste sommer. Med velklingende og velkendt, livlig og hjerteskærende musik, sunget af nogle af verdens dygtigste sangere og en storslået scenografi er det ikke underligt at Carmen til dato er en af de mest populære operaer på teatre verden over. I rollen som Carmen ses og høres Christine Rice. Overfor hende har vi elsker nr. 1, Done José, inderligt udført af Bryan Hymel, og elsker nr. 2, Aris Argiris, der leverer en yderst autentisk performance som den stolte Escamillo. Rollelisten bugner, bogstavelig talt, – mængden af medvirkende er imponerende. Det store kor og de mange statister skaber en dynamisk og livlig stemning. Og så lyder det helt fantastisk når de akkompagneres af Royals store orkester med Constantinos Carydis i spidsen.
Selve filmen, rammen uden om, er instrueret af Julian Napier, som også har klippet den og derfor må antages som værende ansvarlig for det faktiske udtryk. Det virker desværre som om han, som den eneste, ikke er kommet sig oven på filmverdenens tekniske muligheder og at den at skabt for effekternes skyld, frem for at være en komplimenterende hjælp til kunstnerne. Opera er ofte en misforstået kunstart. Den kæmper med den moderne verdens behov for at genindspille og genopsætte med et tidssvarende udtryk. I dette tilfælde er det ikke en succes. Opera vinder intet ved at udspille sig i gigantisk størrelse på skødet af dig. Særligt ikke når udsynet er begrænset til et nærbillede af en knoklende, svedende sangers øvre torso. Eller de velproportionerede kordamers yndige vriden-sig i kostumer og arrangementer der lavet til at brillere ved en minimumsafstand på ca. syv meter. Opera er storslået og smuk i kraft af sin helhed og (sang)styrke. Skønhed i detaljen findes i musikken, i sangen, ikke i det visuelle. Operasangere er ikke skuespillere eller dansere, et close-up har ikke den samme kunstneriske, forklarende effekt, som den har på film. Tvært imod kan det blive decideret uskønt og distraherende at skulle betragte sangernes anstrengelser så tæt på. Det minder mere om en dokumentarisk skildring af en sportsudøver. Magien forsvinder. At pausen skal tilbringes i popcornsdunste med lydsporet til de skiftende trailers på upcoming blockbusters hjælper absolut heller ikke.
3D’en i sig selv er godt lavet, men det er en misforståelse af den har kastet sig over opera. Hvis man ønsker at udforske opera som teknik, skal man se en dokumentar om det. Og hvis man ønsker at se opera som den kunst den er, så skal man stadig slå vejen forbi Operaen, sætte sig ind i den smukke sal, og lade sig overvælde af den helhed der udspiller sig på scenegulvet.
