Af Sandra Holm
Der er intet som en god diskussion. Tilfredsstillelsen ved langt om længe at få udtalt de tanker, man har formuleret nok så mange gange for sig selv, kan være ekstatisk. Refleksioner vendes, meninger offentliggøres og man træder i karakter som menneske. Men der er en fin balance mellem den sunde diskussion og det destruktive skænderi. Hvor gammelt nag, usagte smerter og sårede følelser bruges til overraskelsesangreb og følelsesmæssig manipulation.
Roman Polanski (Rosemary’s baby, Chinatown, Ghostwriter) har altid balanceret på grænserne. Som menneske og som kunstner og har i mange år arbejdet med forholdet mellem kærlighed og had, vanvid og sandhed, morale og ansvar. I sin nyeste film Carnage har han på en næsten gammeldags, klassisk måde skabt en ramme der på fineste vis giver plads til det han i virkeligheden helst vil beskæftige sige med; ord.
På en legeplads i Brooklyn kommer to 11-årige drenge op at toppes, resultatet er en flænget læbe og to tabte fortænder. Der må gøres noget, og som de pæne civiliserede mennesker forældrene nu engang er, mødes de for, i fornuftigt fællesskab, at skrive en erklæring og undskylde denne uacceptable handling. Men hvad der begynder som en overfladisk opretholdelse af de pletfri facader, kommer hurtigt til at handle om andet end børneopdragelse, nemlig det tabuiserede minefelt der ligger bag; er børnenes handlinger et resultat af deres forældrenes liv? Og i så fald; hvem skal så sige undskyld og hvem har ansvaret? Der skal mere end almindelig ro og beherskelse til at fastholde smilet.
Manuskriptet til dette satiriske og psykologiske drama er baseret på Yasmina Rezas skuespil ”Le dieu du carnage” fra 2006. I 2009 fik det premiere på Broadway, handlingen blev overført fra Paris til Brooklyn, og det er denne udgave der ligger til grund for Polanskis film. I samarbejde med Reza har Polanski ikke blot overført manuskriptet, men også stykkets klassiske teaterbegreber til film . Filmen er således skudt i realtid; 80 min. i den samme lejlighed med de samme fire personer.
Det siger sig selv at der skal nogle dygtige mennesker til at få filmen (diskussionen) og de følelsesmæssige overgange til at virke både naturlige og interessante. Polanski har da også allieret sig med nogle stærke, karismatiske skuespillere. Jodie Foster (The Silence of the Lambs, Panic Room) og John C. Reilly (Magnolia, Chicargo, The Aviator) danner således den ene front som Mr. & Mrs. Longstreet, overfor Kate Winslet (Revolutionary Road, Finding Neverland) og Christoph Waltzs (Inglourious Basterds, Water for Elephants) Mr. & Mrs. Cowan. Som udgangspunkt. For som facaderne krakelere og de pæne middelklasseborgere kommer til kort, skifter alliancerne pludseligt på kryds og tværs. Karaktererne er ikke særlig nytænkte, ej heller er castingen særlig udfordrende, men det er et (forhåbentligt bevidst) godt strategisk træk blot at forstærke det de nu engang kan hver især, da oplevelsen bliver meget ægte og opmærksomheden ikke spildes.
Enkelte gange låser teaterstrukturen sig lidt for tæt om situationen og samtalen bliver enten lidt stiv eller de råber for meget., men omvendt måtte undertegnede de resterende minutter tage hatten af for den klassiske, minimalistiske og velskabte håndhævelse af Less is more konceptet – og desuden placere den over munden for ikke at blande sig i diskussionen.
