Anmeldelse af Carrie Skrevet af Andreas Saxild for Filmmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen, www.nosferadio.dk

Kedsommelig teenagegyser forløser ikke sit potentiale. 

Carrie er en genindspilning af Stephen Kings 70’er gyser om den underkuede Carrie (Chloë Grace Moretz), der bare gerne vil være ligesom alle de andre teenagere i hendes lille provinsby. Der er bare den lille detalje, at Carrie ikke er ligesom alle de andre. Hun har nemlig telekinetiske evner, som gør hende i stand til at bevæge ting med sine tanker. Evner som hun, efter gentagne ganges kollektiv mobning, har svært ved at holde for sig selv, og til sidst retter mod de mennesker der har gjort hende ondt til en ”prom night”, som de færreste nok vil glemme.

Derhjemme bliver hun af sin religiøse mor (julianne Moore) tvunget til at angre sine synder i et kosteskab og forbudt al deltagen i den normale verden. Julianne Moore gør det rigtig godt som den fanatiske mor, der med sit buldrende temperament også får etableret et klart magtforhold derhjemme, omend faderen spøger i sit fravær.

Fortællingen om den underkuede teenager er efterhånden blevet en af de mere populære fortællinger i vores tid, og især med talrige skoleskyderier på amerikanske skoler virker det da også relevant at genindspille tragedien om Carrie. Mærkeligt er det til gengæld, at man har ladet hendes miljø være lige så karikeret som det i et Freddie Prinze Jr teen flick. Lækre overkroppe, lange ben og ”whatever” mentalitet bliver således den normal som Carrie drømmer om at være en del af.

Carries milde, dybsindige sind hører ingen steder hjemme, hverken hos sin tossede mor eller i det blankpolerede teenageunivers der omgiver hende med al sin falskhed. Man sidder da også lidt og håber, at hun afslører den falske venlighed for den rendyrkede narcissisme den er, og bruger sine kræfter på at ødelægge al den overfladiske glitter som hun ellers drømmer om.

Helt sådan kommer det dog ikke til at gå. I stedet rettes hendes vrede imod Chris Hargensen – Carries ærkenemesis. Chris er klart filmens ubestridt bedste karakter. En prima kælling der er hæmningsløs i sine forsøg på at skade Carrie mest muligt, og som desuden hellere vil lade sig smide ud af skolen end at lade sig føje til falsk medlidenhed. En ubestridt ærlighed omgiver hendes karakter, og det er skam ganske fornøjeligt at bevidne hendes fuldstændigt hæmningsløse påfund.

Mindre absurd og hæmningsløst bliver det desværre med beskedne Carrie White, når hun skal tage hævn over sine fjender. Det er virkelig ærgerligt, for jeg synes i høj grad, at man kunne have truffet nogle valg, som ville have ladet kæben stående åben i den sidste del af filmen. Det gør den bare ikke, og man sidder efterladt med en noget tom fornemmelse.

Carrie er ligesom din gennemsnitlige teenagefilm, men med et overnaturligt twist, lidt a la The Craft (1996). Karaktererne er desværre lidt for tyndt etableret, og længslen efter at tilsøle det skabte univers i en stor fed lort bliver aldrig forløst. En god ”antihelt” i Chris Hargensen og Julianne Moore, som jo altid er god, redder filmen fra at være utilgiveligt kedelig.