Instruktøren Wim Wenders står bag konceptet til denne film, hvor 3D bruges til at portrættere nogle af verdens vigtigste arkitektoniske kulturelle bygninger. Seks forskellige instruktører har skabt seks forskellige film om seks forskellige bygninger. Alle indeholder de hver deres udgave af menneskelig kultur og arv, alle er de noget helt særligt at se, og filmene taler hver især deres eget kunstneriske sprog om disse katedraler bygget til kultur.
Det er netop sjælen i bygningerne, der er fokuspunktet for ’Cathedrals of Culture’, og det resulterer i seks meget forskellige film. Det gør også ’Cathedrals of Culture ’til en film, der næsten er nemmest at påskønne opdelt, men den overordnede rolige stemning binder filmene sammen og lader den røde tråd gå fint igennem.
Bedst fungerer de af filmene, der ikke lader selve arkitekturen få fokus men i stedet den kunst og de mennesker stedet er bygget til. Arkitekturen i Berliner Philharmonie, Halden fængslet i Norge, Oslos operahus og Pompidou Centeret i Paris kommer til udtryk, netop fordi de respektive instruktører lader musik, fanger/vagter, ballet og museumsbesøgende være fokuspunktet. Filmene lever og bliver til tider både rørende og inspirerende, når de formår at skildre hvad vi som mennesker har skabt, hvorfor vi skaber og hvordan en uforklarlig og til tider sørgelig magi er at finde i den moderne kultur.
’Cathedrals of Culture’ er med sine 156 minutter en forholdsvis tidskrævende og sommetider langtrukken affære og med undtagelse af filmen om Holden fængslet er en interesse for arkitektur påkrævet. At bruge 3D til at vise andet end kampscener og special effects er et modigt og interessant valg, desværre er resultatet sjældent mere end bare nogenlunde. De meget forskellige bygninger portrætteres meget forskelligt, hvilket er befriende og også ganske medrivende trods filmens langsommelige tempo. Vi føres fra det lidt sentimentale, musikalske portræt af Berlin Philharmonie, til den maskuline fortælling om Nationalbiblioteket i Sankts Peterborg og til Robert Redfords besynderlige skildring af Salk Instituttet, der, trods sin imponerede arkitektur og vigtige historie, minder mere om en intern, lettere selvsmagende info-video. Smukkest er Michael Madsens lille mesterværk om fængslet i den norske skov, der indeholder en hel lille verden med sorger og glæder, rædsel og skønhed.
’Cathedrals of Culture’ er i momenter en genial og bevægende film om den menneskelige natur og kultur, mens den til tider også er temmelig langtrukken og uden meget passion. En film for ægte arkitekturelskere, og for de, der nyder film der tager sig tid, meget god tid.
