Sin generations måske mest højprofilerede italienske instruktør, Luca Guadagnino, er tilbage med endnu et komplekst romantisk drama, som han denne gang indrammer i en enormt velstruktureret sportsfortælling

På en varm sommerdag er en lille gruppe mennesker samlet, omkring hvad der knap kan kaldes en tribune for at se finalekampen i en (på papiret) ubetydelig tennisturnering af lav kaliber i de professionelle rækker. En såkaldt ’Challenger’-turnering.

Fra hver sin side af nettet bliver den lille gule bold tæsket frem og tilbage mellem to gamle venner, der ikke længere er på talefod. Den afdankede verdensstjerne Art Donaldson (Mike Faist) og den 100+ pladser lavere rangerende, totalt ukendte Patrick Zweig (Josh O’Connor).

I  det absolutte centrum af minitribunen sidder Arts dygtige træner, Tashi (Zendaya). Den smukke, velklædte kvinde, der tydeligt skiller sig ud fra resten af publikum, er faktisk ikke kun Arts træner, men også hans kone. Og Patricks ekskæreste.

På vidunderligt struktureret vis hopper instruktør Luca Guadagnino og manusforfatter Justin Kuritzkes frem og tilbage i tid i fortællingen om, hvorfor der faktisk er utroligt meget på spil i finalen. Den ligner ellers på overfladen et sportsligt antiklimaks for alle tre hovedpersoner. En turnering, der bare skulle være et selvtillidsboost for Art og en lønseddel for Patrick, er pludselig noget helt andet.

Der er ikke tale om et konventionelt sportsdrama og ligeledes ikke et typisk romantisk drama. Derimod er der tale om en nærmest poetisk sammensmeltning af begge, hvori tre komplicerede karakterer støbes igennem et trekantsdrama.

Tennis som romantik

Æstetisk balancerer filmen lange, stille kameraindstillinger og autentisk koreografi med kunstnerisk elegance gennem leg med kameraet i præsentationen på banen, der kun sjældent tager overhånd. Udenfor tennisrammerne har æstetikken en sensuel ømhed, hvor karakterernes intimitet også fanges i lange fokuserede indstillinger. 

Det hele ledsages af et glimrende elektronisk soundtrack, der indkapsler fortællingens balancegang mellem det intense og det sårbare.

Det vises, hvordan ’Challenger’-finalens modstandere i deres unge dage som lovende tennistalenter og bedste venner møder og falder pladask for Tashi, der på daværende tidspunkt er et endnu større talent. En ungdomsstjerne af både sportslig og kommerciel kaliber, der minder om virkelighedens Williams-søstre.

Zendaya er fantastisk i rollen og kanaliserer sublimt den urokkelige drivkraft, skarpe intellekt og forførende elegance, der definerer Tashi både på og udenfor banen. 

I hendes forhold til de to andre hovedroller, og i den måde de forhold også præger og udfordrer forholdet imellem de to venner, bliver alle tre karakterer fascinerende. Rent dramaturgisk er hun i trekantdramaets centrum, men ikke i klassisk forstand. I ’Challengers’ er det så dynamisk, at der er komplekse spændinger mellem alle tre parter, både emotionelt og sensuelt.

Hele vejen igennem balanceres det romantiske og sportslige så gennemført, at det ene element aldrig bliver en eftertanke til det andet. ”Tennis is a relationship” siger Tashi, og den idé holder filmskaberne stædigt fast i. De karakteristikker, som definerer karakterernes dynamikker på tennisbanen, afspejler på velrealiseret vis også de personlighedstræk, der definerer deres forhold uden for banen. 

Yin og Yang

Den ’Challenger’-finalekamp, som filmen bliver ved med at vende tilbage til, bliver på mange måder en afspejling af det mangeårige komplicerede forhold mellem de to spillere. Krydsklippet mellem kampen og fortællingen omkring viser forrygende hvordan de to spilleres kvaliteter og fejl komplimenterer hinanden, og hvordan de bringer det bedste og værste frem i hinanden.

Talentfulde, fandenivoldske men stædige Patrick og skarpe, lærenemme men afdæmpede Art udfylder to vidt forskellige pladser i Tashis hjerte. Deres vej til denne lille ”ubetydelige” finalekamp er af samme årsag så vidt forskellige.

I sin iver efter at føre alle tematiske tråde perfekt til dørs tager filmen til tider en anelse stilistisk overhånd. I processen bliver værket mere fascinerende og intellektuelt stimulerende end decideret rørende. 

Manglende patos til side er ’Challengers’ stadig noget af det mest kunstnerisk udtryksfulde og dramaturgisk interessante, der længe er set i krydsningen mellem sportsdrama og romantisk drama.