Dette show hylder teater- og filmhistorie, og giver sjæl til hele forestillingen, ved at inddrage publikum og deres input. Vi kan alle gå derfra med den skønne tanke om at have været med til at skabe en unik oplevelse for alle.

Teater ZeBu lægger endnu engang hus til de tre kammerater, Andreas Buchtrup, Lasse Lind og Michael Hedstrøm med impro-comedyshowet ’Chamber Games’. Efter 4 års arbejde og finpudsning, bliver publikum inddraget i en forestilling, der har et særligt fokus på filmhistorie. Forestillingen varer cirka 1 time og 15 min, og formår i det tidsrum at skabe 4 forskellige historier, der har hver sin filmgenre i fokus.  

Før forestillingen begynder, får man som publikum allerede i foyeren mulighed for at komme med sit input til forestillingen ved hurtigt at skrive en lille seddel og proppe det ned i en glasbeholder. 

Efter lidt sniksnak og hygge i baren, bliver man ført hen til salen, hvor man kan mærke spændingen suse igennem kroppen. Lyset slukker, der bliver musestille, man venter spændt i totalt mørke og så, lige pludselig, begynder det. 

Finger-pistoler og ensidig kærlighed

Vi bliver smidt direkte ind i den første historie, hvor vi som det første får øje på en mand på knæ med en brun stofpose rundt om hovedet. Der bliver kørt ping-pong dialog med de to på scenen, og allerede i den første scene bliver publikum involveret. En seddel bliver trukket, og den styrer, hvilken retning artisternes samtale skal bevæge sig i. 

Uvisheden hos både publikum og skuespilleren er i sig selv med til at gøre forestillingen komisk, da skuespilleres reaktion på publikums input næsten er lige så sjovt som selve inputtet, og det der skal spilles ud fra det, hvilket skaber et stærkt bånd mellem tilskuer og performer. 

På trods af, at én historie kun er i gang i 15-20 min, formår både skuespilleren og pianisten (Mads Kronborg) at udfolde en god og underholdende western, der stille bevæger sig væk fra dialog og over til finger-skyderier, heste-jagt, tyveri og bedrag. 

Der er nogle mennesker, som bliver glade, når de hører, at publikum vil blive inddraget i en forestilling. Jeg er ikke et af de mennesker. Jeg må indrømme, at jeg nærmest frygtede det, men da forestillingen først var gået i gang, glemte jeg helt min frygt, og lod mig i stedet drive til latter. 

Inden den anden historie skulle til at gå i gang, trådte vores tre skuespillere ud af karakter og spurgte publikum om en genstand, en lokation og en scorereplik, så de kunne fremføre deres allerede forberedte rom-com-fortælling, som i samspil med publikums input blev til en performance, der var helt unik for den aften. 

Historien var relaterbar og hverdagsagtig. Vi hørte om den smaskforelskede Daniel Martin gennem hans dagbog. Udgangspunktet i dagbogen gjorde dialogerne og hovedpersonens indre monolog komisk på en anden måde end i western-fortællingen. Vi starter i hans ydmyge kollegieværelse og bevæger os videre mod Lalandia, hvor hans forelskelse får ham så langt ud, at kvinden han er forelsket i, tilkalder politiet. 

Lidt for langt

Den tredje historie improviseres mest i. Publikum får til opgave at komme med et årstal, en genstand og efternavnet på en af tilskuerne, som i dette tilfælde var Kirkegaard. Skuespillerne bruger deres paratviden, og herfra bliver vi suget tilbage i tiden, og oplever historien om en tidligere Kirkegaard, der ender med at skulle sætte ild til ufattelige mængder af afføring.

Denne del har både sine styrker og svagheder. Det er utroligt, hvordan skuespillerne på stedet kan få stablet en veludført og sjov historie på benene baseret på tilskuernes første tanke. Dog kører de lidt meget i de samme jokes eller noget, der i hvert fald minder meget om. De bliver ved med at tydeliggøre, at der er forskel på jyder og københavnere gennem hele historien, hvilket man egentlig har forstået helt fra starten.

I sidste del af forestillingen, Kammerspillet, bliver vi hængende i samme periode fra sidste historie, hvilket godt kan virke lidt langtrukkent. Skuespilleren havde dog i forvejen lige hurtigt opsummeret hele konceptet med Kammerspillet; et lidt længere stykke, der udspiller sig i det samme afgrænsede sted. 

Det var veludført, og de fik lige de sidste grin ud af os, selvom det blev lidt tungt til sidst. Andreas Buchtrup, Lasse Lind og Michael Hedstrøm formår, med deres talenter inden for optræden og impro, at holde vores opmærksomhed gennem hele forestillingen med hjælp fra pianisten Mads Kronborg. Som vennerne selv siger: ”Chamber Games altid impro. Men også comedy. Men også teater.”, og det kan jeg kun give dem helt ret i. Hvordan mon forestillingen udfolder sig næste gang?