En særpræget og selvsikker film med et kompliceret tema.

Den skandinaviske filmindustri oplever i disse år, at flere og flere instruktører med ikke-europæiske aner begynder at slå igennem. Det er vidunderligt. Med sig bringer de stemmer og erfaringer, som for os andre kan være uvante og dermed interessante. Iranskfødte Milad Alami er en af disse spirende talenter. Hans debutfilm giver fanden i dansk films genrekonventioner, og resultatet er medrivende!

Immigrant på damejagt
Hver aften indfinder en nydelig mand sig på en vinbar i indre købehavn. Iklædt et anonymt jakkesæt sidder han på spring for at charmere etablissementets kvindelige klientel. Manden hedder Esmail og er iraner. Han er taget til Danmark for at få opholdstilladelse, hvilket han planlægger at opnå igennem en dansk kæreste. Efter to år i landet er tiden dog ved at rinde ud og Esmail bliver mere og mere desperat, efterhånden som myndighedernes tvungne hjemsendelse begynder at lure i horisonten.

En aften møder han Sarah, der er datter af iranske forældre. Hun introducerer ham til det tætknyttede persisk-danske miljø. Sammen med Sarah begynder den forelskede Esmail for første gange at føle sig hjemme i Danmark.

Ufrivillig Don Juan
Lad os tage tyren ved hornene: filmens hovedkarakter er en asylansøger. Det i sig selv er et interessant udgangspunkt for en dansk film. Han spilles fortrinligt af svenske Ardalan Esmaili, i forvejen kendt fra ’Greyzone’.

Esmail er nødsaget til at dedikere sine nætter til jagten på ensomme kvinder. Han er god til det, og nætterne ender da også ofte i deres lejligheder. Men lige lidt hjælper det. Esmail er udsat for en konstant fetichering af hans partnere, der blot forsøger at bolle midtvejskriser væk med en ”eksotisk” elsker. Sexscenerne er meget udpenslede og ærligt talt lidt voldsomme, hvilket virker meget bevidst. Det eneste de kan bruge ham til, er en omgang dyrisk sex. På symbolsk vis altid bagfra, som om de end ikke rigtig ønsker at tage stilling til mennesket, de boller.

Man kan forestille sig hvordan det tærer på Esmails psyke. Manden er praktisk talt tvunget til at prostituere sig selv af hensyn til sin egen overlevelse, en overlevelse som i dette tilfælde er drømmen om et lykkeligere liv i Danmark. Han er sympatisk og intelligent, men end ikke de velmenende, velhavende og højtuddannede kvinder, der begærer ham, magter at respektere ham som et rigtigt menneske.

Velfortjent opgør med dansk socialrealisme
’Charmøren’ oser af film Noir-stemning. Størstedelen af den foregår om natten på den chikke, neon-belyste vinbar, i indre bys smalle gader og i svulstige herskabslejligheder. Esmails damebekendtskaber er iklædt blondekjoler i bedste 1920’er stil, og deres lejligheder er enorme; de er indrettet i klunkestil med en overflod af marmor, træ og store slyngplanter alle vegne. Det er som taget ud af et gammelt maleri.

Her er tale om endnu et interessant greb fra instruktørens side: ser det hele sådan ud i virkeligheden, eller er det en visuel analogi for Esmails syn på Danmark – landet der flyder af mælk og honning? Den overflod og materielle velstand han selv drømmer om?

Filmen er en meget tavs affære, men når der endelig snakkes, flyder samtalerne problemløst imellem dansk, persisk og engelsk. Der er masser af stærke skuespilpræstationer hele vejen rundt i et cast, der udover Lars Brygmann hovedsageligt består af dansk-iranere. Det spirende kærlighedsforhold til Sarah bør især fremhæves. Hun portrætteres på fremragende vis af elektropop-sangerinden Soho Rexanejad.

’Charmøren’ er et utrolig komplekst og meget, meget spændende karakterstudie, der gennem hovedpersons splittelse imellem to verdener formår at fortælle en smuk kærlighedshistorie og samtidig berører sarte emner såsom etnisk fetichering. Med et stilfuldt visuelt udtryk og stærke elementer af magisk realisme har Milad Alami skabt lidt af et unikum. Se den snarest!

Foto: kino.dk