Ældre lesbiske damer med afskårne hoveder i deres Louis Vuitton tasker. Det lyder umiddelbart som en gevinst i filmfestival lotteriet. Men er det dét?

’Chedeng and Apple’ skulle eftersigende være den mest morsomme film på MIX Copenhagen i år. Og jeg glædede mig til en LGBT komedie, i en tematisk verden der ellers ofte kan være fyldt af utroligt mange mere eller mindre sørgelige dokumentarer.

Plotkaos som opskriften på en vellykket komedie
’Chedeng and Apple’ handler om to ældre filippinske damer. Vi følger dem i dagene op til og efter deres mænds død. Den ene mand af naturlige årsager, den anden af et afskåret hoved. Herefter rejser Chedeng og Apple ud for at finde Chedengs lesbiske ungdomskæreste, som hun har tænkt på de sidste 40 år.
Den første kærlighed er jo i sig selv et ret velkendt filmtema, men denne komedie vil mere.
I den ellers klassiske opskrift klaskes endvidere mord, politijagt, lækre unge mænd, familieforhold og catfishing. Det kunne sagtens virke som opskriften på en interessant og morsom komedie, men det er det desværre ikke.

Komediekikser
Jeg blev dybt skuffet over filmen. Det er selvfølgelig altid nemt at blive skuffet, når man har høje forventninger til noget. Men jeg havde virkelig sat næsen op efter bare lidt mere, end hvad jeg fik.
Det primære problem for ’Chedeng and Apple’ er, at den ikke er sjov. Faktisk skal vi hele 50 minutter ind i den 86 minutter lange – såkaldte – komedie, før jeg overhovedet er tæt på at grine. Ikke fordi de ikke prøver at få mig til at le, det virker bare ikke.
For at sige det helt simpelt; de fleste humorrelaterede situationer har at gøre med hundelort og opkast. Det er under niveau for filmen, der sagtens kunne have været mere.
Manuskriptet fanger i virkeligheden en hel del spændende situationer, og er ikke som sådan dårligt skrevet. Så det undrer mig, at de ikke formår at trække komikken op på et højere niveau.

Utroværdig vold og karikerede følelser
Det er ofte lidt svært at vurdere skuespil på sprog, man ikke forstår. Her er jeg ikke i tvivl – Skuespillet fungerer ikke. I store dele af filmen fremstår karaktererne direkte utroværdige. Særligt er det tydeligt i halvhjertede gengivelser af spark og lussinger, der (som noget af det eneste) næsten bliver komiske i deres absurd dårlige eksekvering.
Problemet er størst hos Elizabeth Oropesa som spiller Apple. Jeg bliver konstant i tvivl om de følelser hun portrætterer er ægte, eller de skal være ironiske eller om jeg måske bare har misforstået noget? Det gør jeg primært fordi, de er overspillede, men også fordi der ofte virker til at være en mindre misforståelse af hvordan følelser i realiteten ser ud.
Det er eksempelvis tydeligt i en scene lige efter Apple har dræbt sin mand, hvor de to veninder diskuterer, hvad de skal gøre med liget. Pludselig rejser Apple sig op, stiller sig helt stift lige direkte overfor Chedeng. Hvorefter hun med en udstrakt pegefinger rettet mod medspilleren næsten råber ”Kalder du mig en kriminel?” denne bevægelse afløses pludseligt af høje karikerede hulkekramper, som senere skifter direkte over i latter. Dette er kun et af mange eksempler på, at skuespillet hele vejen igennem fremstår karikeret og dermed bare ikke rigtig fungerer.
Den anden hoverolle Chedeng (Gloria Ciaz) spilles meget mere troværdigt, og hendes karakterark er i virkeligheden også fed nok at følge. Man får medfølelse med hende og hendes mere klassiske jagt på lykke. Men det er ikke nok til at redde filmen.

Alt i alt har jeg set langt værre film end denne, men det ærgrede mig virkelig, at ’Chedeng and Apple’ ikke levede op til mine forventninger. Det var et klassisk filmfestival gamble, denne gang endte det bare langt fra lykkeligt.