I 2009 udgav onlinemagasinet Cracked.com en liste over verdens mest uhyggelige steder. Nr. 1 på listen var Prypiat – den ukrainske by, der blev evakueret på få minutter, da det nærliggende atomkraftværk, Tjernobyl, sprang delvist i luften i 1986. Siden er der gået adskillige rygter og skrøner om de mennesker, der aldrig nåede ud. Det ligger selvfølgelig lige til højrebenet at lave en film om den radioaktive spøgelsesby. Det er nu sket med Chernobyl Diaries. Desværre har man valgt kun at gøre, hvad der lå lige til højrebenet, og resultatet er en ufarlig og upersonlig undskyldning for en gyserfilm.
En flok lækre unge mennesker er på roadtrip igennem [blank 1]. Her møder de den mystiske [blank 2], som viser dem [blank 3]. Men stedet viser sig at have grusomme hemmeligheder, og da [blank 4], er de fanget i deres livs værste mareridt.
Ja, du kender jo skabelonen. Den er blevet brugt utallige gange de sidste fyrre år. Resultaterne bliver aldrig mere end gode og oftest betydeligt mindre, afhængigt af hvilke ord der skrives ind i de blanke felter. I Chernobyl Diaries lyder udfyldelsen som følgende:
1: Europa
2: Uri
3: Prypiat
4: Startkablerne i deres bil klippes over
Konceptet kunne sådan set godt have fungeret nok til at nå helt op på skabelonens topkarakter, “okay”. Desværre er det ikke tilfældet, da hver scene, hver forskrækkelse (eller forsøg på samme), hvert plotpunkt og hver karakter også følger en skabelon for deres respektive felter. Jeg er ikke speciel horror-nørd, og alligevel var alting så genkendeligt, at jeg vidste alt, hvad der ville ske, før det skete. Og det er en meget kedelig fordel at have, når man ser gyserfilm.
Der er stor forskel på at mestre konventioner og at bruge dem blindt. Filmens debuterende instruktør, Brad Parker, bruger dem slet og ret blindt. Og her må jeg også skuffe selv horror-entusiasterne, der dyrker det kiksede og explicitte gys. For der er intet glimt i filmens øje, ingen selvrefleksion eller -ironi, og der er ikke engang særligt meget blod. Så altså heller ikke kultpotentiale.
Tilbage står kun et konceptuelt potentiale. For det kunne være blevet godt. Historien om, hvordan de mange tusinde arbejdere fik fem minutter til at samle deres ting og løbe fra hus, hjem og den ekstreme stråling, er spændende med eller uden filmatisering. Og det bliver kun bedre af rygterne om, hvordan nogle af dem blev tilbage og lod sig stråle. Man kunne som filmmager gå i en subtil-syret Vandringsmanden-retning eller prøve at fange en Boyle-isk stemning fra hans nær-apokalyptiske thrillere i forsøget på at lave en film om den ukrainske atomkatastrofe. Eller man kunne have prøvet sin egen stil af. I stedet er filmen bare blevet ualmindeligt upersonligt og doven.
Eller med andre ord: En god idé er gået til spilde. Alligevel skal den nok finde nogle tøser at ruske op i, så deres dates kan spænde muskler og holde om dem i biografsalens mørke. Det håber jeg inderligt, for så kommer der da i det mindste noget godt ud af Chernobyl Diaries. Ellers har jeg svært ved at finde fordele.
