Med verdensklasse animation og et skønt lydbillede skaber Studio 4°C en vidunderlig fabel om havet og dets dragende, mytiske storhed.

Man får en bestemt følelse af ærefrygt og vidunderlig afmagt, når man ser en storm rive et træ i stykker, eller når man dykker ud på havet, hvor man ikke kan se bunden. Eller når man stirrer op på stjernehimlen og bliver mindet om universets størrelse.

Filosofferne kalder den følelse ”det sublime”, og det er den følelse, ’Children of the Sea’ handler om – og en følelse den, i enkelte magiske øjeblikke, formår at indfange.

Sommerferie og magiske drenge

Det er sommerferie i en landsby på den japanske kyst. Det er den slags sommer, man ofte ser i anime – overdøvende cikader, kvælende varme, enkelte dage med voldsomme storme.

For teenagepigen Ruka er ferien ødelagt på første dag, hvor hun kommer op at slås med en holdkammerat på hendes håndboldhold. Men da hun tager forbi sin fars arbejde, et akvarie lidt uden for byen, møder hun den legesyge Umi – en magisk dreng, der voksede op blandt søkøer.

Umi og hans mere melankolske bror Sora har en spirituel og fysisk forbindelse til vandet, og Ruka bliver draget af dem. Men deres venskab er kortvarigt – noget stort og mystisk kalder på drengene, og hele havet samles om en magisk ”festival”.

Bevægende poesi

Hvad forklarer de mærkelige havfænomener, der forekommer dagligt? Har Ruka selv en magisk forbindelse til havet, der er ved at genopvækkes? Det er spørgsmål, ’Children of the Sea’ ikke handler om. Filmen er visuel poesi mere end et overnaturligt mysterium.

Og hvilken poesi det er! Hver gang, vi tager med Ruka, Umi og Sora ud i havet, er der nye vidunderlige syner at se.

Der er regndråber formet som levende fisk; violetglødende plankton, der oplyser stranden om natten; en endeløs stime af pukkelhvaler, der suser forbi; luftbobler fulde af stjerner.

Instruktør Ayumu Watanabe og hans animationshold Studio 4°C fanger ikke blot vandets naturlige eller overnaturlige bevægelser i fænomenal detalje, men synes at fremmane helt nye farver, når sommerlyset danser gennem det.

Karaktererne har en utrolig kinetisk frihed uden at miste deres form. Overtøjet blafrer i vinden, deres hår er utallige bevægende dele, og deres øjne funkler som havene selv.

Lyden er næsten så smukt og essentielt som billederne. De brusende bølger, den overdøvende stilhed under vandet og selvfølgelig hvalernes rungende sang bringer den fantastiske verden til live, og filmens storladne øjeblikke bliver mødt af smuk orkestermusik komponeret af Joe Hisaishi (’Det levende slot’, ’Prinsesse Mononoke’).

Det mystiske univers

Filmen omfavner det visuelle og emotionelle frem for det bogstavelige, og det hele kulminerer i en kvarter-lang sekvens, der gengiver universets fødsel og livets begyndelse i et abstrakt virvar af havstrømme og galakser. Det er nøjagtigt så ambitiøst, som det lyder.

Trods ambitionen er der en ydmyghed over ’Children of the Sea’. Den finder skønhed i uvisheden. Videnskabsfolk forsøger forgæves at udregne, hvordan Umi og Sora blev til, og filmen påpeger, at vi ikke kan svare på samme spørgsmål om os selv. Hvor vores viden ikke rækker, har myterne deres plads.

Denne tilgang betyder også, at karaktererne og plottet sakker bagud. Vi husker ikke Rukas personlige konflikt, men vi husker, hvordan hun sluger en meteorsten, der indeholder et lille univers. Soras personlighed er ikke mindeværdig, men vi farer vild i hans store, lyseblå øjne.

Hvis de personlige historier havde bundet sig bedre til de kosmiske følelser, ville filmens effekt være endnu større. Det siger ikke så lidt, for effekten i de bedste scener er svær at beskrive.

’Children of the Sea’ er et kærlighedsbrev til livets magi, som bør ses på det størst mulige lærred (eller skærm), så man rigtig kan lade sig opsluge af dens bølger af lyd og bevægelser. Det er den mest imponerende animationsfilm fra Japan i mange år.

‘Children of the Sea’ kan ses på VOID’s digitale festival fra lørdag den 27/2 klokken 17 indtil søndag den 28/2 samme tid.