Af Martin Wolsgaard

Chongqing Blues er en film, der favner bredt. Det er en dybt emotionel fortælling om modernitet og urbanisering i Kina, og familieforhold (navnlig mellem en far og en søn) og så om venskab og dét at vokse op. En helstøbt og gennemført komponeret fortælling om fædre og sønner.

Den handler om skibskaptajnen Lin, der vender hjem til sin tidligere hjemby efter mange år, da han finder ud af, at hans 25-årige søn Lin Bo er blevet skudt af politiet. Lin Bo havde taget et gidsel i et supermarked, men blev til sidst overmandet af politiet og dræbt. Hele forløbet er fanget på et overvågningskamera, hvilket giver faderen Lin muligheden for at forsøge at finde mening i sin fortabte søns gerninger. I særdeleshed forsøger Lin at få besvaret spørgsmålet om, hvordan det nogensinde er kommet så vidt for Lin Bo. Som historien udfoldes, og Lin bliver klogere på sin søns liv og omgangskreds, begynder han at forstå indflydelsen af sit (næsten totale) fravær fra sin søns liv.

Chongqing Blues er en smagfuld og artistisk eksistentiel detektivhistorie, som fortælles af instruktør Wang Xiaoshuai med imponerende flow og elegance. Rollen som Lin Bo spilles af Xueqi Wang, der på rørende vis formidler en indre smerte over en faders tab af sin søn. I kraft af Lins fravær fra sin søns liv bliver han en slags antihelt, der dels sørger over sit tab og dels pines af skyldfølelse over måske at være den latente årsag til sønnens vildfarelse og død.

Samtidig er Chongqing Blues utrolig kinesisk i sin fortællestil og i de omgivelser historie skildres i. Der bydes på en antropologisk rejse gennem arbejderbyen Chongqing, der sjældent beskinnes af solen, da den på grund af smog er overdækket af toge. Titlens symbolske dobbeltmening er således utrolig tydelig, dels i forhold til det generelle budskab omkring arbejdernes trænge kår og dels i forhold til faderens smertende følelse, der direkte kan oversættes til Blues. Filmens bredtfavnende symbolik transporterer således den umiskendeligt kinesiske fortælling ud til et mere internationalt publikum, og gør den mere spiselig. Det er netop hvad kinesisk cinema har behov for, og det er netop, hvad Chongqing Blues har succes med. Undertegnede har svært ved at sætte finger på, hvad filmen kunne gøre bedre.

5 af 6 stjerner.