Af Dorte Winkler
Månedens dokumentarfilm i Cinemateket er et enmandsprojekt af Aaron Schock, som henover 21 måneder både har instrueret og skudt Circo, en fin ”behind-the-scenes” dokumentarfilm som handler om et lille omrejsende familiecirkus der turnerer rundt i Mexicos fattige landdistrikter.
Circo fokuserer på en gren af den 100 år gamle cirkusfamilie Ponce, og dens ti-personer store familie (hvoraf de fem er børn), som kæmper for at overleve som cirkus og som tradition, med at sprede spænding, magi og underholdning ud over en hård tilværelse i et trøstesløst og fattigt landligt Mexico. Circo dokumenterer i høj grad at cirkuslivet er et rakkerliv der består af 1-2 dages ophold, med hårdt fysisk arbejde, både på det rent praktiske plan med konstant at sætte telt op og tage det ned igen, pakke de store trucks osv, men også i forhold til cirkussets kerneydelse, numrene – som der skal øves og trænes på i det uendelige. Og i familien lægger børnene en meget stor del af arbejdet – både som artister, men i høj grad også det praktiske. I en scene hvor man ser den 12 år gamle Moises hamre en enorm teltpæl i med en voksens rutine i svinget, bliver man umiddelbart imponeret, men får med vanlig vestlig skyldfølelse også billeder af børnearbejde ind på nethinden. Det er nu hverken nemt eller muligt at gå unuanceret i klinch med de her børns rolle i familieforetagendet – for selvom de hverken kan læse eller skrive, er de stolte over deres fag, deres famlie og den tradition de er født ind i. Børnenes knokleri og manglende skolekundskaber og den trængte økonomi i familien er et voksende stridspunkt mellem deres forældre, hvor Tino Ponce, deres far, værner om en tradition hvor børn indgår som en vigtig del af hele forretningen, og hvor det er naturligt at det er Tinos egen far der skummer fløden af dette hårde arbejde. På den anden side står Ivonne, Tinos kone, som er udefrakommende og ikke vokset op i cirkus, men løbet bort med Tino i sin tid. Hun ønsker noget andet for sine børn, og har over årenes løb fået det mere og mere dårligt med denne tradition hvor hendes svigerfar skovler ind og alle andre slæber sig halvt ihjel. Ægteskabet er under pres og det bliver mere og mere tydeligt, som filmen skrider frem at et brud med enten cirkus eller ægteskab må ske.
Filmen veksler fint mellem interviews med de forskellige familiemedlemmer og billeder fra den daglige rutine og daglige problemer: endeløs træning af diverse numre, fabrikation af diverse snacks der skal sælges, madlavning, makeuplægning og omklædning, og en årligt familiesammenkomst på den mexicanske højtid ”Day of the Dead”. Vi ser desværre ikke nogle af numrene udført i manegen fra begyndelse til slut, hvilket gør at man ikke helt fornemmer børnenes spændvidde og talent eller muligvis mangel på samme. Men vi ser publikums betagede og dybt opmærksomme blikke og ved at familien Ponces cirkus gør en forskel i deres liv.
Circo er en backstage dokumentar, der ønsker at beskrive bagsiden af medaljen frem for en dyrkelse af performance og artisteri, men det er bestemt også en film om lange traditioner der er i opløsning, som verden forandrer sig og individet føler en større ret til eget liv frem for familiens. Circo vil tiltale alle cirkus- og dokumentarentusiaster med sine 75 minutter i og bagved manegens flagrende teltduge.
