De dødes dans er uhyggeligt ledløs.
I fællesskab med en utællelig størrelse af slanke smukke mennesker, taber man hurtigt sin tidsfornemmelse foran lærredet. Det er svært at koncentrere sig, om hvad der bliver sagt i de indledende auditionvideoer, fordi det afspillende fjernsyn er omkranset af videofilm med advarende titler. ’Suspiria’ og ’Harakiri’ står der blandt andet. Og det er ikke kun vildledende.
Som seer konfronteres man fra start af med en usynlig medtilskuer, man ikke ved hvem er. Hvem sidder foran fjernsynet og ser med, hvem stiller danserne spørgsmål i samtalen på videoen. Der er både en mand og en kvinde, der taler, og en snigende klaustrofobi.
Konkret handler ’Climax’ om en masse dansere, der skal danse som trup og er taget på øveweekend på en efterladt skole. De centrale begivenheder udspiller sig med udgangspunkt i en sangriapause, hvor tingene begynder at falde fra hinanden. Der drikkes, sniffes, råbes, skriges og danses.
Kronologien er smadret glas
Gaspar Noé kommer med et forfriskende spin på verfremdungseffekt, der er forvirrende og fascinerende på samme tid. Da filmen blæses i gang på lærredet, føles det som en teknisk fejl i operatørrummet, hvor de er kommet til at starte filmen bagfra. En pige løber blødende omkring på en snefyldt mark og kollapser. Så ruller rulleteksterne. Så går filmen i gang, og det er langt fra sidste gang den klassiske fortælleteknik smadres mod væggen som et krystalglas af en aristokratisk drankerfrue. Det er bevidst vildledende. Og jeg lader mig ufejlbarligt vildlede, og det meste af tiden aner jeg ikke, hvad jeg synes. Heller ikke når kameraet er uskarpt på mærkelige tidspunkter.
Dans til du dør
En ting jeg ved jeg kan lide er de dødes dans. Koreografierne ser fantastiske ud, selvom de finder sted på et grimt lakeret gymnastikgulv, flankeret af et bord med en mere end tvivlsom bowle med sangria og et par af 90’ernes ultimative udskammede møbler, brune lædersofaer.
Hver gang en af danserne fremfører en soloserie omringet af de andre, lader de sig falde ned på jorden i en særlig forvredet positur, den menneskelige udgave af fugl versus glasrude.
Hver og en falder de om på gulvet, og dør i dansen. Som ekstra lag af symbolistisk lokkedue smækkes gudscitater henover over skærmen i ny og næ. Rundt omkring i salen klippes der ind til et par dansere ad gangen i samtale, flere af dem taler om gud og satan. Jeg forstår ikke særlig meget af, hvad de mener med det. Jeg tror Gaspar Noé er pænt ligeglad.
Kan en kunstfilm være for uforståelig?
Der er utvivlsomt stof til analyse, men ikke nødvendigvis til eftertanke. Oplevelsen af filmen efter den er slut gennemvædet af total mangel på forståelse. En slags artfilmisk nederlag. Jeg har følt, jeg har væmmedes, jeg har ladet mig narre af instruktørens leg med mine forventninger til at blive skræmt. Som Sofie Boutellas danseleder Selva fører mig rundt i ring på den afsides skole, og jeg om hvert hjørne forventer satan, djævelen, noget håndgribeligt skræmmende. Men netop det ulækre består i følelsen af at være faret vild i yderkanten af et computerspil, hvor der ikke er mere grafik at krydse ind i. Et univers der bare stopper, når man når til kanten.
Først og fremmest kan jeg fra ’Climax’ huske de fantastiske trin, hvor arme kører og snor sig slangemenneskeligt rundt. Lemmer der er besat af noget der er velkomment og forkert på samme tid.
