Lukas Dhonts prisvindende Cannes Gran Prix-film er henrivende i mere end én forstand i dette fortryllende og rørende venskab spillet af debutanterne Eden Dambrine og Gustav De Waele.

Overgangen fra barndom til ungdom er svær, specielt i samfundets snæversynede maskulinitetsnormer og -idealer. Lukas Dhonts prisvindende drama ’Close’ sætter fokus på netop dette.

Vi følger et idyllisk venskab mellem Leó (Eden Dambrine) og Rémi (Gustav De Waele) som skildres gennem Belgiens smukke natur, hvor solens skær fylder blomstermarkerne med drengenes fantasifulde leg, som det mest uskyldige i verden.

Venskabet føles som en smuk drøm man aldrig vil vågne fra, synliggjort med en blanding af Eden Dambrines og Gustav De Waeles fantastiske skuespilpræstationer, og med et fuldstændig eminent syn af fotografisk og kunstnerisk præcision, som fanger harmonien på magisk vis.

Ingen grænser for nærhed 

Kameraets nærbilleder skildrer deres smukke platoniske kærlighed til hinanden med en intimitet som er svær at slippe når man går fra biografen. Intimiteten forstærkes af Dhonts brug af nærhed og kropslighed mellem Leó og Rémi, som i den første del af filmen konstant har en fysisk nærkontakt – også når de sover i samme seng. Et sjældent og smukt syn i venskabsfilm mellem drenge.

Nogle vil måske misforstå Dhonts kropslighed og intimitet mellem drengene som homoseksuelt, og lige netop derfor er scenerne med kropskontakt så vigtige – for hvorfor opfatter vi intimitet mellem drenge som homoseksuelt? Den forståelse prikker Dhonts mesterværk til.

Kampen mod socialt pres

Selvfølgelig varer idyllen ikke ved. I takt med drengenes nye skoleår fremskrider usikkerhed, identitetskrise og socialt pres, specielt hos Leó. Man opfanger tydeligt et stemningsskift med skolegårdens kaos, larm og intimidering, og det uskyldige og barnagtige sind erstattes med selvbevidsthed. 

Homofobiske tilnærmelser fra klassekammerater insinueres mod drengene, også selvom Leó forsikrer om, at de udelukkende er bedste venner. Leó har svært ved at modstå det sociale pres om maskulinitetsnormerne, og opsøger derfor ’drengegruppen’ hvor fodbold og ishockey fylder mere end tætte relationer. Mere og mere afviser han nu sin bedste ven – og venskabet er ved at gå i stykker. 

Når glæde bliver til sorg

På trods af forudsigelighed med venskabets brud indtræder noget dramatisk og hjerteskærende, hvor der opstår en så stor stemningsændring i filmen, man som seer umuligt kunne have forudset. Den billedskønne og yndefulde første halvdelen af filmen erstattes med en brutal virkelighed fyldt med en tungsindig og sorgfuld stemning, og kontrasten er enestående. 

Drenge græder også…

Da filmen nåede sin ende, måtte jeg blive siddende i biografsædet for at samle mig – både fordi ’Close’ rørte mig på et niveau jeg ikke har oplevet længe, men også fordi sådan en film fortjener refleksion. ’Close’ formår på smukkeste og sørgeligste vis at adressere maskulinitet, venskab og sorg. I en verden hvor drenge og mænd har svært ved at udtrykke deres følelser er det en befrielse af se en film som viser tårer som en helt naturlig del af livet og anerkender den udfordring drenge står overfor i overgangen fra dreng til mand. 

Sjældent har jeg oplevet en film så gennemført til mindste detalje. En følelsesmæssig rutsjebanetur af venskab og tab. ’Close’ får fuld plade herfra.