I østrigske Jessica Hausners film `Club Zero` bliver store emner som klimaforandringer, vestens overforbrug og spiseforstyrrelser udforsket i en absurd og ubehagelig virkelighed, der sætter ungdommens opførsel på spidsen og placerer et spejl direkte foran seeren.

På en International kostskole bliver en ny ernæringsunderviser ved navn Ms. Novak (Mia Wasikowska) hyret af skolens imagefikserede rektor Ms. Dorset (Sidse Babett Knudsen) til at undervise i et helt nyt fag, “Conscious Eating”.

Her lærer man, hvordan man spiser med måde, ved at fokusere på processen i at spise, fra gaflen til munden. På holdet er der syv unge mennesker, alle sammen med forskellige mål for faget, og med en ”vegan is so out” attitude, der giver nutidens ungdom et dårligt ry.

De vil gerne mindske deres fedtprocent, trods deres uhyggeligt tynde ydre. Mindske deres CO2 aftryk, trods deres lidt uvidende og naive kendskab til videnskaben bag. Blive mere udholdende i deres elitesport, der udmunder sig i en sløj omgang trampolinspring og middelmådig ballet. Lære om selvkontrol, og for en enkelt elev, bare få en bedre standpunktskarakter.

Ms. Novak er veltalende og nærværende i de unges liv, der er fyldt med usikkerheder og ungdommelige kvaler, og hun forblinder i sidste ende både forældrene, rektoren og de unge med sin håbefulde og nærmest spirituelle tilgang til verden.

Undervisningen handler om den tilstand, man skal være i, når man spiser. En form for trance, der stopper dig fra at spise for meget, og i sidste ende helt fra at spise.

Trods den blinde tiltro blandt mange af eleverne, begynder flere og flere at sætte spørgsmålstegn ved Ms. Novak og hendes banebrydende undervisning. For hvor langt vil man gå for at forbedre sig selv og den verden, man lever i?

Visuelle rædsler i en rædselsfuld verden

Filmen er sat i en verden, der føltes velkendt og dog utrolig fjern. Skolen er et 70’er-agtigt murstensmareridt med minimalistisk indretning og bombastisk arkitektur. På mange måder ligner det, hvad jeg forestiller mig, en sportshal lugter af. Gammel trælakering, fritureolie og læderbolde, der burde være skiftet ud for flere sæsoner tilbage.

Eleverne er alle iklædt, hvad der muligvis er verdens grimmeste uniform. Neongule poloskjorter med brækgrønne undertoner, nedstoppet i lange beige khaki-shorts med knæhøje sokker i mørkelilla. Det er hæsligt, og off putting og passer helt perfekt til resten af filmens audiovisuelle sansebombning.

Hos Ms. Dorset dominerer mørk eg og sorte lædersofaer, med rektoren placeret i midten af det næsten uhyggeligt store kontor. Her sidder hun med sine smukke satinkjoler i dybe farver og ekstravagante smykker, der udstråler narcissisme og selvbegær.

I lydtapet hører man eksotiske trommer, der pludselig går i gang som små breakers mellem de lange og mentalt krævende scener. Kameraet skifter mellem at zoome langsomt og hurtigt ind på elevernes foruroligende hverdag, der føltes som om at være til stede i en anden verden.

Alt sammen skaber det hos seeren en følelse af ubehag og nysgerrighed, som intensiverer i takt med, at de unge menneskers verdenssyn forandres til det værre.

Sammenhold i “kulten” 

Mia Wasikowska og Sidse Babett Knudsen spiller forrygende som de troværdige voksne, der står i kontrast til de ofte ugidelige og fjerne forældre, der har sendt deres børn på kostskole af forskellige årsager. De fleste af forældrene stoler blindt på Ms. Novak med hendes urtete og meditation, hvad enten det er på grund af deres manglende interesse i deres børns liv eller deres egne drømme om at tabe lidt kilo.

Der er ikke noget at sige til, at de naive elever søger mod den spændende lærer med de nye ideer om verden og selvudvikling. Alle eleverne taler staccato og er nærmest uhyggeligt velformulerede. De smiler sjældent, kun når de opnår en ny form for tilfredsstillelse gennem deres manglende indtagelse af mad.

I en scene sidder de fem elever tilbage på kurset og skal til at spise aftensmad. De sidste to er stoppet da Ms. Novaks spirituelle tilgang til ernæring er gået for vidt for dem. På deres tallerkener er der mere mad, end de har spist i meget lang tid. Roligt og smilende tager de maden op til munden, kigger hinanden i øjnene og lægger gaflen ned igen.

De simulerer at spise maden, for dermed at få mæthedsfornemmelsen uden kalorierne. Her eskalerer Ms. Novaks ritualer, og det virker som om, at de unge har tabt sig selv i troen på Ms. Novak, der viser sig at være en del af en organisation kaldet Club Zero. Man har indtil videre stillet sig kritisk til de unges umodne tilgang til “conscious eating”, men nu ser man, at der ingen vej er tilbage. De er blevet medlemmer af en kult helt uden at opdage det.

For ligesom Ms. Novak og alle andre ekstremistiske ledere fortæller, er de nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de er blevet lært i skolen, fordi “folk der ikke spiser”, bliver ikke tolereret. Det skræmmer andre mennesker, hvis man ikke følger lige præcis deres sandhed.

Og jo længere de unge mennesker bevæger sig ind i grænselandet mellem fornuft og sekteriske ritualer, bliver deres relation til sig selv og hinanden kompliceret og forvirrende.

I en beskedkorrespondance mellem to af gruppens mest tillidsfulde medlemmer oplever man den nye virkelighed for de selvkritiske unge kvinder.

”Hej Elsa, jeg har ikke spist i dag. Jeg føler mig høj”

”Hej Ragna, hvis jeg ikke spiser, så behøver jeg ikke at kaste op”

De bliver bundet sammen af deres fælles tro og begynder at opføre sig utilregneligt. Måske fordi de ikke har spist i flere dage.

Denne besynderlige samtale og generelle stil giver associationer til instruktørerne Ruben Östlund og Yorgos Lanthimos, med visuelle krøller og uforudsigelige replikker der veksler mellem hyperrealisme og unaturlige vrangforestillinger.

Det er mærkeligt, det er sjovt, og det er frustrerende på en tilfredsstillende måde.

Et væld af vigtige tematikker

Filmen vil så meget. Den handler om trendy monodiæter, mindfulness, kropsidealer, spiseforstyrrelser, kapitalisme, konspirationsteorier, ungdom og fællesskaber. Ligesom Östlund, har Hausner et kritisk og satirisk blik på verden og dens hykleri.

Med et afsæt i nutidige ernæringstendenser, var jeg faktisk enig med de første dele af Ms. Novaks undervisning. Om bæredygtighed og en øget bevidsthed om det, man spiser. Det mindede om forsker Nicklas Brendborg og hans bog “Gobler ældes baglæns”, der fortæller om, hvordan man kan forlænge sit liv ved hjælp af blandt andet fasting.

Haunser vælger dog at blande alle emnerne sammen, både de positive og negative, og følelsen man ender med, er derfor en smule uklar. Hvad ville den her film egentligt? Budskaberne var tydelige, men der var for mange af dem.

På trods af, at filmens genre er en mørk komediethriller, er der ikke meget at grine af. Man fnyser af den absurditet, der omfavner alt i filmen, men ikke af nogle jokes eller finurligheder som sådan. Thriller-elementerne giver én ondt i maven, komedie-elementer er næsten ikke til stede.

Den udeblivende humor manglede for at bryde med de hårde emner. Og ville passe perfekt til det gakkede univers, som filmen var sat i. Det var næsten kun Sidse Babett Knudsen, der fik mig til at trække på smilebåndene, og som en reaktion på elevernes vilde statements. Et ”sagde hun virkelig det” smil.

Trods for mange og ofte lidt for tunge budskaber, er Club Zero en skør og veleksekveret film. Man sidder tilbage med et hul i maven (af ubehag og muligvis sult), og noget at tænke over. Den er flot, ubehagelig, overraskende og giver mig lyst til at se resten af Hausners prisvindende bagkatalog.