Paul Giamatti har længe været en af denne anmelders personlige indie-favoritter. Hans uforglemmelige rolle som den neurotiske Miles i rødvinskomedien ’Sideways’ kan stadig sætte gang i lattermusklerne.

Og derfor skuffer Giamatti naturligvis ikke i rollen som… ja, sig selv. I filmen kæmper skuespilleren Paul med en lidt umulig rolle som den fortvivlede onkel Vanya i et stykke af den russiske instruktør Mikhail Tjekhov.

Paul er bekymret for, om han kan magte rollen, men finder en mulig løsning på problemet i en artikel – her tilbyder et firma sine kunderne at få mere perspektiv på tingene ved at fjerne deres sjæle og få dem opbevaret et sikkert sted. Forvirret?

Man accepterer hurtigt den besynderlige præmis, at firmaet ’Soul Storage’, og den tiltalende Dr. Flintstein (spillet af den sublime David Strathairn fra bl.a. Good Night and Good Luck) kan suge sjælen ud af dig og opbevare den i et lille bæger. Helt absurd og hylende morsomt bliver det dog, når Paul Giamatti skal se sin sjæl. Skuffelsen er selvfølgelig stor, da han opdager, at den ikke er større end en kikært.

Nu går det ellers derudaf med vanvittige indfald, som når Giamatti pludselig får berøvet sjælen af det labre russiske ’sjælemuldyr’ Nina (spillet af Dina Korzun). Nina stjæler Giamattis sjæl til sin chef, hvis kone vil have en sjæl fra en berømt amerikansk skuespiller. Men Al Pacino og Robert De Niro er ikke til at få fat på, så hun tager til takke med Giamatti.

Den russiske chef handler med sjæle på det russiske marked, hvor fattige russere kan sælge deres sjæle – hvorefter Nina får dem transporteret til sjæle-lystne købere i USA. Ulempen er bare, at rester af alle de sjæle, hun har transporteret, hober sig op. Sjældent har begrebet sjælemuldyr givet nogen mening. Uden sjælen er Giamatti med ét blevet et meget lykkeligere menneske, men en forfærdelig skuespiller. Derfor vil Giamatti have sjælen tilbage, men den er væk. Hvad nu?

Nej, ’Cold Souls’ er ikke en Charlie Kaufman-film. Men ånden fra ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ’Being John Malkovich’ lever videre i denne lille herlighed. Den absurde handling lægger dog op til mere, end den umiddelbart kan indfri.

Sophie Barthes er, som en anden Gondry, fuld af smukke visuelle idéer, men sammenlignet med Kaufman er hun lidt for velopdragen og konventionel end alter egoet, hvilket gør filmen mindre skør og mere tilgængelig. Men det er bestemt en meget seværdig film, særligt takket være Giamattis tankevækkende og underholdende portræt af en mand på jagt efter sit sande jeg.

4 ud af 6 stjerner

– Christian Grunert Pedersen