Af Sandra Holm

Der er sket meget siden Dennis Hopper og Peter Fonda i 1969, skrev, instruerede og selv spillede hovedrollerne i Easy Rider og dermed skabte New Hollywoods første Independent Film(Indie Film). Det begyndte i teorien som et økonomisk alternative til de store MGM produktioner og indebar at mere end 50 procent af filmens budget skulle komme fra et af de små studier, eller fra et ”af egen lomme”-sponsorat Som det oftest sker, skaber nye veje, nye udtryk og der gik ikke længe før, der ikke kun var en økonomisk, men også en stilistisk forskel på Indie produktioner og andre Hollywood produktioner. Under Indie opstod mange retninger, i Danmark bla. Dogme, men i USA er det især Sundance genren der har slået igennem. I 1991 fik den sin egen filmfestival, Sundance Film Festival, hvilket udbredte genren yderligere og hjalp filmperler som Little Miss Sunshine ud i det meste af verden. En mindre kendt genre er mumblecore genren, i Europa i hvert fald. I den amerikanske Indie verden har denne genre været populær i nogle år nu, og takket være Cinemateket er det ikke fuldstændig fremmed i København. Mumblecore er kendt for at tilføre det improviserede udtryk, der ofte kendetegner Indie, en humoristisk lavmælthed. Og Aaron Katz, der har skrevet, instrueret og klippet Cold Weather, og i 2007 vandt BendFilm’s jurypris for filmen Quiet City, er indbegrebet af mumblecore.

Efter et close-up af en rude med tætte regndråber, der fint understreger titlens betydning, åbner filmen stille op og præsentere os for dens to hovedpersoner, Doug(Cris Lankenau) og hans søster Gail(Trieste Kelly Dunn). Doug er netop hjemvendt fra Chicago, efter at have droppet sine studier i retsmedicin og må flytte ind hos sin søster i Portland. Doug får et job, på en isfabrik. Her møder han Carlos(Raúl Castillo) og gennem Dougs forkærligheds for Sherlock Holmes finder de en fælles interesse. Herfra går tingene sin stille gang. Doug og Gail nærmer sig hinanden med forsigtige skridt, men deres langsomme tilnærmelser får et skub, da Dougs ex-kæreste Rachel (Robyn Rikoon) besøger byen og dernæst forsvinder på mystisk vis. På bedste detektivmanér begynder Doug, Gail og Carlos at opløse mysteriet Det viser sig at være et større komplot, men det slår dem ikke ud, – tvært imod.

Der er mange underfundige øjeblikke i Cold Weather. Portland er indfanget i kølige klare nuancer af filmfotograf Andrew Reed. Et evigt gråt regnvejr skaber en charmerende og hjemlig følelse. Filmens fine by-, vej- og industristills, endnu et typisk Indie træk, er akkompagneret af et corky og livligt soundtrack, komponeret til filmen af Keegan DeWitt. Hermed er rammen sat, stemningen er etableret fra første øjeblik og nysgerrigheden vakt. Både billede og lyd fortjener en stjerne for sin formåen. Desværre følger resten ikke helt trop. Den lavmælte mumblestil synes i dette tilfælde ikke kun at gælde måde af udtrykke sig på, men også på mængden af udtryk. Indie er kendt for ikke at bøje sine pointer i neon, men dette manuskript synes at have været udsat for decideret reduktionisme. Som når man har gået med en tanke længe, har udviklet og omdefineret den så mange gange, at når man endelig formulere den for nogen, kan de ikke følge med, fordi alle mellemregninger er gået tabt undervejs. Det skal ikke opfattes som at filmen er svær at forstå, det er absolut ikke tilfælde, den er snarere blevet så forenklet, så ”blot antydende”, at den fremstår en smule svag og opstillet. Og det er synd, for ideen er fin. Kombinationen af Garden State, Brick og Sherlock Holmes er original og interessant, men bliver til en frustrerende følelse af tabt potentiale. Der går dig absolut en hyggelig oplevelse i møde hvis du tager vejen forbi Cinemateket, men du forlader den sammen med biografsalen og det er ikke meningen. En Indiefilm skal rumstere.

Filmen vises hver dag kl 19.15,  fra d 17.-27. feb, med undtagelse af mandag d 21. feb, hvor Cinemateket som bekendt har hviledag.