Af Jesper Nielsen

Hvad er det med den fransk filminstruktør og manuskriptforfatter Luc Besson og hans besættelse af kvindelige lejemordere? Et eller andet tiltaler ham tydeligvis, men denne nydelse deles desværre ikke altid med filmpublikummet, hvilket er tilfældet med Colombiana, hvor Besson og Oliver Megaton (Transporter 3, 2008) har skrevet filmen, mens sidstnævnte har stået for instruktionen.

Bessons aftryk på filmen er særdeles fremtrædende i plotstrukturen, og måske af den grund kommer Megatons instruktion ikke tydeligt nok frem, hvilket gør, at filmens helhed fremstår som en noget middelmådig fornøjelse. Colombiana er en emotionel actionfilm, som er set mange gange før, og som især leder tankerne hen på Bessons tidligere film så som Nikita (1990), Kodenavn Nina (1993) og Léon (1994). Specielt filmen Léon, hvor Natalie Portman som den 12-årig Mathilda mister sine forældre og derefter bliver toptrænet af naboen Léon (Jean Reno) til at dræbe, minder ualmindeligt meget om Colombiana. Nogle vil måske indskyde, at Colombiana er en hyldest fra Megaton til netop disse film, men uden at bidrage med noget nytænkende eller originalt fremstår Colombiana mest af alt som en dårlig udgave af en kvindelig Jason-Bourne type, hvor actionscenerne synes at være tyvstjålet fra Bessons tidligere film.

Efter at Cataleya (Zoe Saldana, Avatar) som lille pige overværede sine forældre bliver brutalt myrdet i Bogotá i Colombia har hun haft fokus på én eneste ting – nemlig hævn, og som der klichéagtigt står på filmplakaten ”REVENGE IS BEAUTIFUL” ved man godt, hvordan filmens opbygning og klimaks ender. Det betød, at denne anmelder kedede sig gevaldigt undervejs og blot ventede på det endelige opgør, hvor den koldblodige lejemorder Cataleya endelig står over for den colombianske gangsterchef Don Luis (Beto Benites). Inden dette opgør finder sted, har man set Cataleya blive toptrænet af sin småkriminelle onkel Emilio (Cliff Curtis) i Chicago, havde et ligegyldigt kærlighedsforhold til kunstneren Danny (Michael Vartan), drive gæk med de karikerede og stereotypiserede personer fra CIA og FBI samt henrette og udrydde alle Don Luis livvagter på en filmisk uopfindsom måde.

Filmens stærkeste del er helt klart åbningen, hvor Colombia fremstår smukt og mystificeret, og hvor et mindre bykvarter danner ramme om en hæsblæsende parkour jagt, fordi lille Cataleya har noget som Don Luis gangsterdrenge gerne vil have fingrene i. Derefter springer handlingen 15 år frem i tiden, hvor Colombia skiftes ud med Chicago samtidig med, at genren emotionel actionfilm som sagt tager over, hvortil intet opsigtsvækkende efterlades hos publikum, der snarere på dette tidspunkt må sidde med løftede øjenbryn og undrende tænke, hvorfor pokker er denne film at finde i de danske biografer. Sådan tænkte denne anmelder i hvert fald.