iPad’en fungerer ikke længere blot som sutteklud, men derimod som et monsters turpas til barnesindet. Den skræmmende simple præmis gør gyserfilmen til en fortærsket fortælling uden reelt gys.

Oliver har sit at se til! Han er en otteårig, stum, autistisk dreng, der bliver mobbet i skolen, mens hans forældre gennemgår en skilsmisse på hjemmefronten. Hvis du tænker, at det lyder som lidt for meget dårligdom i én drengs liv, så frygt ej – Oliver har nemlig sin iPad!

Han bruger uendelige timer foran skærmen, hvor tegneseriefiguren SvampeBob Firkant tager ham i hånden og fører ham langt væk fra virkelighedens grusomheder. Desværre findes der bag skærmen også et andet væsen, som ønsker at fjerne Oliver fra den virkelig verden, nemlig monsteret Larry.

Kikset fortælling med et teknologisk tvist

Den nye gyserfilm ‘Come Play’, der har Azhy Robertson (sønnen fra ‘Marriage Story’) og Gillian Jacobs (kendt fra Netflix-serien ‘Love’) som hovedrolle-indehavere, er ikke ligefrem proppet med nye, banebrydende idéer. Faktisk vader den rundt i ældgamle gyser-klichéer, og flere elementer virker som direkte stjålet fra gyserfilmen ‘The Babadook’.

(For) meget går igen i filmene, men ‘Come Play’ adskiller sig dog alligevel på to måder: Den er betydeligt dårligere end ‘The Babadook’, og den introducerer et teknologisk aspekt.

En stor del af filmen foregår nemlig ”igennem” teknologien. Larry finder frem til Oliver fra ”undersiden” af en telefon, og i størstedelen af filmen kan Oliver kun se Larry ved hjælp af en iPad-skærm.

Teknologi-aspektet fungerer godt i forhold til at understrege Olivers ensomhed og distance til den virkelige verden, men det virker som en noget søgt præmis, hvad angår gyserdelen. Indførslen af iPad’en bliver snarere et forfejlet forsøg på at bringe filmen ind i den digitale tidsalder, end det bliver et egentligt bidrag til uhyggen.

Larry, lad være

Apropos uhygge så er monsteret Larry filmens udgangspunkt for netop dette. I de første 2/3 af filmen portrætteres Larry kun i tegninger fra en gammel børnebog, og det taler i høj grad til hans fordel. For han er altså ikke særlig uhyggelig i virkeligheden.

Larry er høj og ranglet og ligner mest af alt en anorektisk dinosaur. Hans største ønske er at få en ven, og det skal ske ved at kidnappe Oliver til en anden verden. Oliver lykkes dog konstant med at slippe væk, fordi Larry i den virkelige verden lunter langsommeligt og klodset rundt.

Hvis et otteårigt, autistisk barn kan overliste Larry gang på gang, så er han altså svær at se som en reel trussel. Jeg følte i hvert fald ofte, at jeg kæmpede en bravere kamp for ikke at miste interessesen, end Larry gjorde for at fange Oliver.

Larry er ulækker og uhyggelig, men det er samtidigt også synd for ham, for han vil jo bare gerne have en ven. Resultatet bliver et ufrivilligt komisk uhyre, man som seer hverken frygter eller føler med.

En relation uden kompleksitet

Larry ligner på mange måder Oliver. De er begge misforståede og ensomme, og de er begge kun i stand til at udtrykke sig gennem en stilfærdig mumlen.

Denne klare sammenligning havde såmænd været god nok, hvis Oliver på et tidspunkt fattede sympati for Larry og måske ligefrem søgte ham i et desperat forsøg på at få en ven.

Men Oliver spejler sig ikke i Larry, og han finder ham både frygtindgydende og frastødende (hvis bare det samme gjorde sig gældende for seeren). Hovedrollens forhold til ”monsteret” er altså det samme som i næsten alle andre gysere førhen, og det komplekse element i Larrys natur resulterer dermed ikke i noget nyt.

 Et lys i mørket

Larry har en tendens til at ødelægge alle former for lys omkring sig. Derfor omhandler halvdelen af filmen elpærer, der går ud og efterlader karaktererne i bælgravende mørke. Her er det heldigt, at én ting skinner igennem: Oliver!

Med sine mørke, melankolske øjne og konstant let-åbne mund fortæller Oliver igennem filmen en hel masse uden egentlig at sige noget. Han leder tankerne mod Danny-karakteren i Kings/Kubricks ‘The Shining’, og han indfanger på fineste vis den ensomhed og den altomsiggribende skræk, kun et barn kan besidde.

Netop fordi Robertson (skuespilleren bag Oliver) er så dygtig, fungerer de scener, der omhandler Olivers udfordringer i forhold til ensomhed, mobning og hans rolle som ”anderledes” rigtig godt. Det er evigt relevante, vigtige emner, som Robertsons skuespil sagtens kan bære. Måske disse skulle have været filmens omdrejningspunkt, og at Larry i stedet helt skulle været skrevet ud af ligningen.