Sophie Thatcher indtager skærmen som den nye prinsesse af horrorgenren igen og igen – denne gang som en final girl, lidt ud over det sædvanlige.

Hvis du har lidt deja vu allerede, så forstår jeg det godt. Sophie Thatcher går fra den ene gyserfilm til den anden, og fejer konkurrenterne ad vejen så let som ingenting.

For blot et par måneder siden kunne man se hende som en sky mormonsk ung kvinde, der kæmper for sit liv mod en modbydelig Hugh Grant. Ellers er hun til at finde i den udsøgte serie ’Yellowjackets’, som hun endnu engang vender hjem til i februar.

Hun har i den indtil videre korte karriere fået erfaring med at spille karakterer på begge sider af genren, fra final girls til onde teenagepiger, og nu kulminerer hun i en rolle, der ikke helt er, som den ser ud til. 

Romantikken ser ingen ende

’Companion’ åbner som en hyperstereotyp, glansfyldt rom-com. I et supermarked møder Iris (Thatcher) for første gang sit livs kærlighed, Josh (Jack Quaid), i et lige cute og cringe øjeblik, hvor han vælter en hel kasse appelsiner på gulvet.

Det nye par griner sammen, og deler et længselsfuldt øjeblik i stille øjenkontakt med hinanden. 

Deres parforhold ser derefter også helt perfekt ud, med to smukke, unge mennesker, der sammen er blevet inviteret til en rig bekendts feriehus midt ude i skoven. Iris er lidt nervøs, da hun er rimelig sikker på at særligt Joshs veninde, Kat (Megan Suri), ikke er meget for at inkludere hende i vennegruppen.

På trods af en akavet velkomst har de dog stadig en festlig aften, hvor intet ser ud til at være uden for normalen.

Lige indtil Iris vender tilbage, fra hvad der ellers skulle have været en afslappet morgen ved søen, og går ind i stuen badet i blod.

Det perfekte selskab

Som ’Ex Machina’s bastardiserede lillesøster, brillerer ’Companion’ på trods af et ellers rimelig forudsigeligt princip med, at den gemmer på en endeløs skat af komik.

Det er ingen hemmelighed, hvis man har set Quaid i ’The Boys’, eller Harvey Guillén i ’What We Do In The Shadows’, at de oser af charme, og mestrer at løse stemningen midt i en film ellers præget af intens stress og højt tempo.

Hos Quaid ligger den ynkelige, incel-kæresterolle også lige til højrebenet, og det er utroligt skønt at se ham gå nye veje, i stedet for den ’The Boys’ typecast, han ellers hurtigt kunne lande i.

Det er dog stadig Thatcher, der bærer hele kaosset og vidunderet på sine skuldre. Hun er forrygende selvsikker, stålfast, elskværdig og frygtindgydende på en og samme tid. Det er svært at forestille sig nogen anden end hende gøre denne film til andet end bare endnu en film, der er blevet lavet mange gange før.

Thriller med et smil

’Companion’ er debutfilmen for instruktør Drew Hancock, og er produceret af blandt andet Zach Cregger, som tidligere havde stor success med ’Barbarian’.

Det er et smukt partnerskab, og ’Barbarian’ gennemsyrer praktisk talt hele filmens tekniske og visuelle side, hvilket her udelukkende er en god ting. Kække musikvalg og nøje valgte nærbilleder teaser konstant publikum i en endeløs dans, hvor vi kun vil have mere.

Det er sandt, at ’Companion’ måske ikke har det største eller klogeste plot twist nogensinde, og at den måske ikke siger noget, der ikke allerede er sagt før.

Men det er også sandt, at ’Companion’ finder en ny måde at sprænge forventninger på, og gøre moderne horror præget af frygten for teknologisk udvikling og AI blændende smukt, fandens charmerende, og så pokkers morsomt, at man nærmest ikke kan få armene ned.

Sophie Thatcher er en perle, og dette er blot endnu en film, der beviser dét, jeg har sagt i flere år nu; hun kan, hvad end hun vil, og hvad end hun sætter sig for, og det skal verden bare give hende lov til.