Af Sandra Holm
Meget har forandret sig siden Conan i 1982, dengang i skikkelse af en stort set ukendt Arnold Schwarzenegger, første gang svingede sit sværd og spillede med musklerne. Og dog, sværdet er det samme, musklerne er i den grad repræsenteret og Conan er stadig en mand af få ord. Hvilket, stadig som dengang, er med til at øge filmens kvalitet.
Conan er et remake af den oprindelige historie, skrevet af ’sword and sorcery’genrens skaber, forfatteren Robert E. Howard – tilsat de i mellemtiden opfundne nøgler til blockbustersucces. Velvalgte referencer og åbenlys inspiration er ikke noget man skal være flov over, så længe man står ved det, og den credit skal Conan så absolut have. Lord of the Rings har for altid ændret the face of movies (slagmarker og tænder), så har jeg ikke sagt for meget
Filmen har, tro det eller ej, en historie. Conan (Jason Momoa; Game of Thrones) bliver meget bogstaveligt (og yderst illustrativt) født på slagmarken, tildelt et navn og en skæbne og trænet til krig fra da af. Hans fader Corin (Ron Perlman; Hellboy) er den Kimmeriske barbarstammes ’konge’ og en perfekt (film)krigerfaderfigur. Da Conans stamme og særligt fader bliver slagtet, begår troldmanden bag massakren Khalra Zym (Stephen Lang; Avatar, Terra Nova), en stor fejl. Han efterlader Conan, meget vred og hævntørstig, i live…
Denne slags film anbringer én i et særligt dilemma. Om hvorvidt filmen skal betragtes udefra (i forhold til andre film og realiteter) eller indefra (filmen i forhold til sig selv). I teorien burde en retfærdig anmeldelse bestå af begge dele. ”Både ild og is” som de ville sige det i filmen selv, men det er dér problemet med objektivitet kommer ind i billedet. For realistisk set står man af så mange gange i filmen at det kan forstyrre seriøsiteten (og objektiviteten). Eksempelvis er det håbløst uddateret og stereotypt at tro man kan slippe af sted med at skabe en hovedperson kun bestående af muskler og sved, der tiltaler sin ’love’ interest ”kvinde!”. Men det håbløst stereotype er desværre også charmen ved filmen. Alle komplekser sat til side. Den hårde barbar der trods alt har et hjerte af guld.
Det er en flot film. Looket er meget autentisk, der er absolut kælet for detaljen, på en (igen) Lord of the Rings genkendelig måde. Lokaliteterne er bygget i reelle landskaber, make-up’en og kostumerne er ægte og så fungerer filmens ramme tilmed også. Instruktøren Marcus Nispel (The Texas Chainsaw Massacre) har tydeligvis set 1982-versionen, men har lige så tydeligt haft sin egen vision. En holdbar vision. Og skulle billedet blive for voldsomt, kan man lukke øjnene og lytte til musikken, komponeret af Tyler Bates (300, Sucker Punch, Watch Men og Dawn of the Dead), for han kan som ingen anden fange præcis den stemning og det udtryk der er alt afgørende for denne genre.
Det er en interessant tid, en mytologisk tid, der filmkategorisk placeres os et sted mellem Herkules, Xena the warrior princess, Alexander og Troy. Og en tid, historisk set, hvor sandhed og legende smelter sammen og gør fortællingerne evige, hævet over årstal og virkelighed. Det kan man bare på ingen måde mærke i denne version af Conan, og det er skuffende. Ganske vist har ordet ’barbar’ en anden betydning end den vi oftest bruger i dag. Ikke som udtryk for et brutal og voldsomt menneske, men som stammenavn for en stolt krigerrace med smukke principper, der tilfældigvis er mægtigt gode til at slå ihjel. Men det virker mere tilfældigt end gennemtænkt. For filmen skal helt sikkert blot tages for det den er. Intens underholdning i form af sex, blod og sved, og lidt mere blod. Og muskler. Og afhuggede hoveder. Og store sværd…mudder.. You know the drill.
