En grundlæggende stærk fortælling ender i ’Concussion’ med at drukne i følelsesladet kærlighedsfnidder uden personlighed.

Antydninger. Tvetydighed. Rum for eftertanke. Sådanne begreber synes at være voldeligt udslettet fra instruktør og manuskriptforfatter Peter Landesmans sind. Det er svært at forestille sig, at en fremragende og ikke mindst sand historie kan fortælles mere identitetsløst end i ’Concussion’, og filmen står tilbage som et skoleeksempel på en Hollywoodfortælling, der savner respekt for sit publikum.

Kunstnerlægen tager kampen op
Det er stjerneskuespilleren Will Smith, der på fin vis spiller den amerikanske immigrant Dr. Bennet Omalu; en retskaffen neuro-patolog, der på næsten kunstnerisk vis udfører obduktioner med største omhu. Det med kærlighed kan han ikke finde ud af, men bare rolig, det skal der nok blive rodet bod på.

Da Dr. Omalu efter grundige undersøgelser opdager, at de voldsomme sammenstød i amerikansk fodbold ligger til grund for mange udøveres senere hjerneskader, bliver han hvirvlet ind i en klassisk David-mod-Goliath fortælling. Den lille mand mod systemet. Dr. Omalu mod The National Football League.

Virkeligheden simplificeret
Historien er baseret på virkelige hændelser og kampen mellem den godmodige læge og en kapitalistisk organisation, der vil gøre alt for at opretholde deres gode image er helt elementært godt filmstof.

Leder man efter bekræftelse på, at håbet altid lever, lige meget hvor hårde oddsene er, så er ’Concussion’ et forbilledligt eksempel. Man kan godt overvinde det store onde og endda finde kærligheden undervejs. Men vidste vi ikke godt det efterhånden? Er det – meget åbenlyse – budskab ikke allerede udtrykt på film? Jo det er det. Hundredevis af gange endda.

Patosfyldte skæbnefloskler
’Concussion’ ønsker at levere et sympatisk helteportræt af en mand, der gjorde en vigtig forskel for andre, men hyldesten bliver næsten for tydelig. Noget der understreges af filmens meget følelsesladede brug af virkemidler.

Det skorter ikke på banal dialog om Gud og skæbnen, og lydsiden bruges mest af alt som et ekspressivt vandfald af strygere og effektlyde, hvis formål er at antyde, hvornår vi skal føle hvad. Eller det vil sige, en antydning er det ikke så meget som det er en højrøstet, insisterende befaling.

Læg så en oversimplificeret og klichefyldt kærlighedsfortælling oveni, og så er der efterhånden ikke et eneste flueben, der mangler på checklisten for en konventionelt fortalt Hollywoodhistorie. Det føles som genbrug – som en tilbagevenden til 1940’ernes studiesystem, hvor forfattere var fastansat til, på fabriksagtig vis, at levere skabelonskårne manuskripter på samlebånd.

Middelmådigheden længe leve
Nuvel, ’Concussion’ er ikke en forfærdelig film, og den fungerer som dramatisk underholdning med (meget lidt!) stof til eftertanke. Den er kompetent skruet sammen, ser godt ud og indeholder ikke som sådan deciderede fejl. Men den er letlæselig, melodramatisk så det batter og blottet for bid. Middelmådigheden længe leve.