Her sidst på efteråret er det meget normalt at blive ramt af influenza. Et faktum der ikke stopper alle i at tage på arbejde og brokke sig over, dem de nu mener, har smittet dem(samtidig med at de så selv smitter andre).  Contagion handler i alt sin foruroligende, men vellavede enkelthed om, hvad der ville ske, hvis influenzaen en dag muterede og dermed blev en menneskedræber på lige fod med den spanske syge eller middelalderens pestudbrud.

Steven Soderbergh er en travl filmmand. Siden han brød igennem internationalt med Sex, Løgn og video i 1989 har den succesfulde instruktør og producer været involveret i projekter, der på den ene side tæller Hollywood hits som Oceans-filmene til genindspilningen af den russiske science-fiction kunstfilm Solaris.  Nu har Soderbergh, så i forbindelse med premieren på Contagion, udtalt at han leger med tanken om at stoppe med at lave film. Der er dog ingen træthed at spore i filmen, som seriøst kandiderer til at være årets paranoia Blockbuster!

Contagion starter med et nærbillede af en sløj Beth Emhoff(Gwyneth Paltrow) i snak med sin ex-kæreste over telefonen. Hun hoster alt i mens hun bevæger sig ud i lufthavnsgaten og det sidste stykke vej hjem til familien efter hendes forretningsrejse til Hong Kong. Et par dage senere ligger hun død på hospitalet efterladende en måbende ægtemand i skikkelse af Matt Damond, der ikke ved sit levende råd. En tilstand der snart skal gribe om sig i takt med, at vi følger lederen for det amerikanske Center for Disease Control and Prevention spillet af Laurence Fishburne og hans folk kæmpe med at finde en antivirus. At kampen imod tiden langt fra er deres eneste modstander står hurtigt klart, da bloggeren Alan(Jude Law) får nys om sagen via en videooptagelse af en af de første dødsfald. Gennem sin stadigt voksende fanskare stiler han spørgsmålstegn ved Ellis og regeringens arbejdsmetoder, som han mener, går  mere ud på at redde de velbjergede og magtfulde end menigmand.

En af de mange facetter, som gør Contagion til så meget mere end en dystopisk katastrofefilm er filmens multiplotstruktur, hvor følger flere nationer og menneskers ageren og kamp, herunder den WHO udsendte læge Leonora(Marion Cottilard), der i sin jagt på virussens udspring bliver offer for storpolitik i en globaliseret verden.

Der hvor filmen for alvor tager stikket hjem er, at den ikke lægger fingrene imellem i beskrivelsen af den panik en epidemi vil forudsagde på stort plan(og den går heller ikke af vejen for at slå et par filmens stjerner ihjel undervejs) uden samtidig at miste blikket for den personlige historie, indfanget så sigende i Matt Damonds ansigt, da han fortæller datteren at hun ikke må se hendes kommende kæreste af frygt for smitte.

Contagion er et nuanceret og velkomponeret (skræk)scenario over hvordan vores moderne globale samfund vil reagerer overfor en så undseelig og ellers ufarlig mikrobe som en influenzavirus! At Soderbergh og Co. har undgået genrens mange klicher er en ting, men måden hvorpå den skarpe og til tider kradse samtidsdiagnose er spundet sammen med de personlige historier båret af et væld af gode skuespillere som Matt Damon og Kate Winslet for bare at nævne et par af mange, gør at filmen er meget mere end en film om angsten for en ukendt sygdom. Det er samfundsfag, fremtidsforskning og et psykologisk stemningsportræt i en stor forklædt pakke underholdning! Også selvom ham bagved dig i biografen hoster så mærkeligt hele tiden…