Med Mark Wahlberg i hovedrollen som den forhenværende smugler, der tvinges til et sidste job over grænsen mellem Panama og New Orleans, er Contraband en kupfilm med en høj puls lånt fra actioninstruktør Tony Scott tilsat remedier og plottwist fra Egon Olsens overskudslager. Filmen mangler på nær en fin præstation af J.K Simmons i en mindre rolle som skulende kaptajn det engagerende skuespil, der for alvor kan engagerer tilskueren i det store skibssmugleri.

Marky Wahlberg har med islandske Baltasar Kormakór begået en film om den forhenværende smugler Chris Farraday, nu selvstændig elinstallatør med speciale i tyverialarmer og en familie med konen Kate (Beckinsale) og to børn. Sammen med hende er han til bryllup ved filmens start, da de får nyheden om svogeren Andys(Caleb Landry Jones) indlæggelse på hospitalet. Han er blevet overfaldet efter et mislykkedes forsøg på at smugle stoffer med en fragtbåd. Den tabte fortjeneste skal dækkes og så må Chris træde til meget imod Kates(og i mindre grad sin egen) vilje.

Med sit kendskab til skibsbranchen hjælper vennen og den tidligere smuglerpartner Sebastian(Ben Foster) Chris og svogeren med på et skib, hvor de kan samle sig et hold til at smule falske dollarsedler fra Panama til USA. Sebastian der nu er på vej op med sit eget firma, råder kraftigt Chris til at smugle stoffer, da han mener at det er det eneste som vil indbringe  penge nok til at betale narkogælden. Chris insisterer dog på at gøre det på hans måde.

I takt med at planen udvikler sig fra det forudsigelige såsom mistroen fra skibets kaptajn Camp(J.K Simmons), til de mere uforudsete problemer med de falske penge i Panama City over til de stadigt mere alvorlige trusler fra narkobagmanden Lukas(Giovanni Ribsi), stiger presset på vores helt for at returnerer undsluppet fra politi, kystvagter og skydegale bandemedlemmer inden at de lokale gangstere dræber hans familie.

Som det sig hør og bør i film i denne genre af forbryderfilm, fodres tilskueren undervejs med ledetråde og beretninger om hvor dygtig Chris(hvis efternavn viser tilbage til en af pionererne inden for udforskningen af elektromagnetismen; Michael Farraday) er til at smugle, omgås alarmer og elektriske systemer, så man aldrig er tvivl om hans forbryderiske evner. At han samtidig insisterer på ikke at ville smugle stoffer, gør at Wahlbergs karakter på trods af at han ikke afstår fra vold, tyveri og sågar et bankrøveri. er arbejderhelten, som alle holder med.  Samtidig gør den islandske instruktør fint brug af nærbilleder af tilsyneladende ubetydelige ting, a la i den klassiske fortælling der involverer et gevær over en kamin. Så er det for tilskueren bare om at gætte hvordan og hvornår disse ting får deres rolle i scener skåret efter ”reddet i sidste minut” devisen. Disse dele af filmen virker som sådan fint nok, men da filmens uundgåelige plottwist aldrig virker synderligt overraskende, og lidt for mange af karaktererne ikke udvikles meget mere end det åbenlyst stereotype, mangler filmen det ekstra lag af charme der eksempelvis kendetegner Oceans Eleven.

Contraband er håndværksmæssigt glimrende lavet kupfilm, der dog hverken overrasker synderligt hos tilskueren endsige stikker af med den store gevinst upåagtet af at Mark Wahlberg som altid leverer varen, som vor tids ufrivillige actionhelt.

Fotos: UIP

– Nicolai Eskesen