Det er aldrig sjovt, at flytte til et nyt sted, at skulle forlade sine venner, og bo sammen med en mor og far, der aldrig har tid til en. Det er set adskillige gange før i div. børnefilm, men i Henry Selicks “Coraline” er det så fornemt fortalt, at man ikke har noget imod en gentagelse.
Coraline flytter sammen med Mor og Far ud på landet i et lyserødt hus, hvor naboerne er excentriske, og naboens barnebarn irriterende. Coraline savner bylivet og sine venner. Coralines foraeldre er mest optaget af deres arbejde, og har aldrig tid til noget, hverken at lege eller lave ordentlig aftensmad.
En dag opdager Coraline en lille dør i  det nye hus. Den fører hende ind til en verden, der til forveksling ligner hendes egen. I den Anden Verden er alting bare bedre. Her er der ikke noget kedeliget hverdagsliv. Her er der en Anden Mor og en Anden Far, der laver god mad, og som altid har  tid til at lege. Her er naboerne sjove og naboens barnebarn ikke irriterende, der er dog bare lige det mindre foruroligende faktum, at alle har sorte knapper i stedet for øjne. Men pyt med det, for Coraline elsker den Anden Verden, men langsomt går det op for hende, at tingene i den Anden Verden ikke er det de ser ud til at være.
Filmen om Coraline og den Anden Verden er fantastisk, (vid)underlig og pænt uhyggelig. Neil Gaiman skrev historien om Coraline til sin datter, og der er en klar inspiration fra Alice i Eventyrland (en talende kat, har vi set det før?), men det gør ikke noget for det er en flot og detaljeret film instruktør Selick og Co. har begået. “Coraline” har nogle meget fornemme visuelle scener, disse kommer dog mest til deres ret, når Coraline befinder sig i den Anden Verden. Filmen befinder sig i den mørkere ende på eventyrskalaen, der er visse scener som selv voksne mennesker kan gyse med over.

Men det er heller ikke første gang, at Selick befinder sig i et morbidt dukkeland, han instruerede “The Nightmare Before Christmas”. Og ligesom sin forgænger er “Coraline” en super fed oplevelse, særligt i 3D formatet, hvor den sorte humor falder godt i spænd med det skøre stop motion univers.
Den engelske version har stjerner som Dakota Fanning, Teri Hatcher og John Hodgman, mens den danske kan prale af Louise Mieritz, Niels Olsen og Søren Spanning.  Den danske oversættelse er udemærket, men hvis du ikke vil gå glip af Gaimans fine rim, som “She spies on our lives through the little doll’s eyes”, så vil denne anmelder klart anbefale, at du ser den engelske version.

Skrevet af

ANNEMETTE TRABERG