Dokumentarfilm af den traumatiske slags.

Fra de obskure gadehjørner af Moskva til skyggen af en filmkæmpe, her er fortællingerne om de fortabte og glemte sjæle. Efter at have gennemgået CPH:DOXs alsidige program, kastede jeg mig ud i de første historier fra festivallen, med uventede paralleller som uventet resultat. Læs med i CPH:DOX blog opslagene for at følge den sammenvævede rejse igennem årets dokumentarfilm.

Når jeg ser dokumentarer, er det altid en mulighed for mig at blive udfordret, at se nuancerne af vores verden. Fiktion er fascinerende, men hvis du graver bare en lille smule under huden på historier, finder du sandheden, og der opstår dokumentarfilm.

Russisk hundeopvækst

’Lek and the Dogs’ er er et billede på posttraumatisk stress, og hvis nogen spørger hvordan dét ser ud, så skal man forestille sig et post-apokalyptisk Rusland, ifølge instruktøren Andrew Kötting. Som en voice-over stemme fortæller, kan den generelle dommedag være nemmere at se i øjnene, fordi det er nemmere at acceptere verdenens undergang end ens egen.

Vi følger Ivan Mishoukov i forsøget på at afdække hans indre kampe. Da han blot var fire år gammel løb han hjemmefra og ente på gaderne af Moskva, hvor det kun var gadehunde som tog sig af ham, og han tog sig af dem. Billederne af hvor Ivan sidder og nusser sine hunde og pludre med dem er måske det mest relaterbare øjeblik for en hundeelsker som mig. Denne historie er dog ikke ligetil, da filmen ikke gør det nemt for sig selv – det hele foregår igennem montage-agtig drømme sekvenser, fyldt med forstyrrende lyde og grafikker.

Film der kan mærkes

Det grænser tæt op af stor utilpashed når de hvinende lyde skær igennem dit øre og billeder af industrielle og efterladte Rusland lyner efter hinanden på skærmen. Du er skræmt. Du tænker på Ivan, når han fortæller hvordan han næsten blev kidnappet på gaden, men at hundene kom og beskyttede ham i sidste øjeblik. Du tænker på hvordan at han prøvede at vende tilbage til et hjem fyldt med vold og forsømmelse fra hans forældres side. Filmen skildrer trauma og smerte på sådan en måde at det ikke bare skal relateres til, det skal føles.

Imellem sekvenserne af Ivan, der genfortæller hans oplevelser kommer der nogle andre uidentificerede stemmer, der reflekterer over post-traumatisk stress og livets determinisme. Ivan er ikke ked af hans oplevelser – han mener, at smerten har ledt til gode ting i hans liv. Alt det han har gjort har ledt til hvem han er, og det er okay. Han er villig til at ofre sit liv for at fortælle denne historie, dette symptom på et hærget samfund.

 

Forstyrrende, mørkt og råt, et ’Lek and the Dogs’ et glimrende eksempel på hvordan realitet inspirer kunst, og hvordan man kan finde frem til ”sande” oplevelser gennem nye perspektiver. Og at hunde i sandheden er mandens bedste ven.

Imorgen fortsætter jeg perspektivet om glemte historier med et blik på ‘Filmworker’, en dokumentar om Leon Vitali, som var Stanley Kubricks assistent gennem 30 år.

Du kan bestille billetter til ‘Lek and the Dogs’ her