(Opdateret d. 19. april kl. 11.00)

På denne side vil Martin Wolsgaard dække Danmarks største filmfestival, CPH PIX, der løber af stablen fra d. 11. april til d. 24. april. Indholdet af denne blog bliver løbende opdateret med anmeldelser, omtaler og bedømmelser af det bedste fra dette års festival. 

Selvom forår og varmere temperaturer så småt er på vej, er vi mange københavnere, der i stedet for at bevæge os ud og nyde varmen, søger mod mørket i de københavnske biografer for at lade os bombardere af nye, anderledes, overraskende og vidt forskelligartede indtryk, der tilsammen udgør programmet til dette års CPH PIX. Nedenfor bliver de nyeste filmomtaler løbende sat ind.

Blog #4

Spring Breakers – 5 af 6 stjerner
Gå ind og se den for Disney-pigernes flotte og (halv)nøgne kurver, men jeg garanterer, at James Franco’s awesome gangsterness i cornrows er det egentlig tilløbsstykke i denne indie-fortolkning af en teen party movie.

Spring Breakers er en amerikansk independent film om fire collegepigers forsøg på at finansiere deres notorisk vilde spring break festtur ved at røve en cafe. Alt lader til at gå godt, men inden længe står pigerne i gæld til gangsteren Alien (James Franco) og rodes ind i en gangstermagtkamp. Indie-koryfæet Harmony Korine har instrueret, Disney-pigerne Vanessa Hudgens og Selena Gomez har to af hovedrollerne og James Franco er gangster med stort G og cornrows. Spring Breakers var bestemt en af mine forhåndsfavoritter til festivalens store oplevelse.

Megen positiv omtale har nemlig fulgt Spring Breakers, siden den debuterede Venedig og Toronto filmfestivalerne sidste år. Omtalen blussede op igen, da filmen i sidste måned debuterede i en såkaldt begrænset udgivelse (udgivelse i relativt få biografer) med propfyldte sale. Også kritikerne har rost filmen langt over forventning og kaldt den en redefinering af genren. Jeg forventede derfor at se mere end blot bikinier, flotte blondiner og sex. Noget bag facaden af nøgenhed. Og jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet. Harmony Korine har på elegant vis portrætteret noget, der i sig selv er ganske åbenlyst over-the-top ikke-elegant. At fest og sex-orgiet til tider føles langt og lidt kedeligt, hænger jeg mig ikke i. For hvis man – som jeg gjorde – køber præmissen om, at al den overdrevne nøgenhed er et nødvendigt onde for at fremvise en i sig selv overdrevet kultur, bliver nøgenheden en del af scenografien – et element i filmen der styrker dens samlede udtryk.

Jeg ønsker også at gøre opmærksom på en ting ved James Franco, som jeg ofte føler er overset ved hans evner. Det er muligvis ikke så meget tilfældet i dag, men jeg nyder alligevel pointen, og den gør sig i den grad gældende i forbindelse med hans præstation som gangsteren Alien. Pointen er, at Franco er et stort komisk talent. Han kommer fra komediegenren, hvor han fik sit gennembrud i Judd Apatow’s kult komedieserie Freaks and Geeks. I de seneste år har vi set det i Pineapple Express, en cameo i The Green Hornet, og snart i This Is the End, en film af Seth Rogen og Evan Goldberg (manuskriptforfatter på Superbad og Pineapple Express), der samler hele det gamle og nye Apatow-slæng og laver en apokalypsekomedie. I Spring Breakers formår han med humor at menneskeliggøre og få os til at holde med den ellers umiddelbart overfladiske og hårde gangster-karakter.

Hvis jeg skal skrive lidt om pigerne, gætter jeg på, at Vanessa Hudgens, Selena Gomez og de andre pigers vimsen omkring i bikini (eller mindre) stort set hele filmen vil gøre, at filmen deler vandene. For nogle vil bestemt mene, formoder jeg, at filmen for overdrevet og bliver uinteressant af den grund. Dog synes jeg, det her er mere end en festfilm med smukke, unge og letpåklædte piger. Det er en film om at finde sig til rette i verden, når man bare vil have det sjovt, være ung og fri. Det er en interessant skildring, der formår at gøre brug af den kontinuerlige undertone og til tider overtone af sex og nøgenhed. Alle vil dog ikke være enige og mange vil formentlig udbryde, som kvinden bag mig i biografsalen, “too much“.

Hvis du ikke har set Spring Breakers endnu, har du stadig mulighed for det. Den vises igen på mandag d. 22. april, kl. 17.30 i Empire og onsdag d. 24. april, kl. 17.00 i Gloria.

Blog #3

To the Wonder – 6 af 6 stjerner
Terrence Mallick er i en kategori for sig. To the Wonder er et kærlighedsdigt, en sang, et maleri – der svævende og tranceagtigt tager én med på en rejse gennem et kærlighedsforhold. I med og modgang. Dialog er stort set fraværende på samme måde som plot og forklaring af fremdrift i filmen er overladt til seeren selv. Vi betragter og præsenteres for smukke montager, fotografen Emmanuel Lubezki er en sand mester i at lave, akkompagneret af tilsvarende smuk musik. På samme måde som The Tree of Life arbejder Mallick efter et dogme, der tilsidesætter de fleste gængse regler om filmfortælling. I ordets reneste forstand – en kunstfilm. Magasinet Little White Lies opsummerer meget rammende følgende om filmen, der giver anbefalingen bedre end jeg ville kunne finde på:

“Its utter earnestness leaves it wide open to criticism, but to bemoan the superficial quality of the performances, the script or the story would be to miss the point of the film entirely. Malick doesn’t make films anymore. He builds cathedrals.”

To the Wonder kan opleves i danske biografer igen, fra den får premiere d. 7. juli.

Nordvest – 4 af 6 stjerner
Jeg vil ikke gå i dybden med mine tanker om Michael Noers debutfilm som soloinstruktør (han lavede R sammen med Tobias Lindholm), der er med i festivalens hovedkonkurrence. Der en nemlig netop i dag (torsdag d. 18. april) lagt en anmeldelse op på siden her af netop Nordvest. Kort sagt er filmen helt bestemt anbefalelsesværdig og rigtig velfungerende.

Nordvest har “almindelig” biografpremiere i dag, d. 18. april.

Blog #2

War Witch – 5 af 6 stjerner
Canadas Oscar-bud, der ligesom den danske En Kongelig Affære tabte til Michael Hanekes Amour i bedste fremmedsprogede film-kategorien, forener surrealistisk poesi med virkelighedsnær tragik i sin skilding af afrikanske børnesoldater. War Witch er en virkelig spændende og ‘vigtig’ fortælling, der i tråd med sensationen Hushpuppy (Beasts of the Southern Wild) henrykker og imponerer inden for magisk realisme-genren.

Med en hudløs ærlig og filterløs portrættering af børnesoldater i det krigshærgede Congo, er War Witch en meget barsk film, der ikke er for the faint of heart. Eksempelvis ser vi i filmens begyndelse hovedkarakteren, den 12-årige Komona, der tvinges til at skyde sine egne forældre med advarslen om, at hvis hun ikke gør det, vil de blive hakket ihjel med macheter. Der bliver ikke holdt tilbage.

War Witch er udvalgt som månedens film i Cinemateket i april, så der er rig mulighed til at få set den på det store lærred. Det kan roligt anbefales.

Pearblossom Hwy – 3 af 6 stjerner
Den amerikanske indie-instruktør Mike Ott, der tidligere har været på PIX og vise film, tager med Pearblossom Hwy på roadtrip i Californien i sin tredje spillefilm. Pearblossom er et mørkt, deprimerende og tragikomisk drama om tre vidt forskellige personligheder, der besidder en dyster atmosfære, der viser sig at være dens største plus. Meget af filmen fortælles via et håndholdt kamera, der i filmen filmer den ene hovedpersons videodagbog. Denne karakter er kort sagt dum, grænsende til det retarderede. Vi har alle set youtube-videoerne om “dumme amerikanere” – ham her er af dette folk. Hans store aspiration i livet er et heavy metal band og en mulig deltagelse i et reality show.

Pearblossom Hwy er langt henad vejen uinteressant, da den i et forsøg på at opnå en Nouvelle Vague-stemning forbliver mørk og dyster i tonen, hvilket i sidste ende kvæler den sædvanlige charme, der præger indie roadmovie genren. Filmen har ikke flere visninger på festivalen.

The Paperboy – 4 af 6 stjerner
The Paperboy er Lee Daniels nyeste film efter independent hittet Precious fra 2009 og lykkes endnu engang med at skrue et drama sammen, der er både råt og melodramatisk. Filmen er på næsten alle måder ‘over the top’, men den fastholder langt henad vejen spændingen og seerens interesse på grund af stærke skuespillerpræstationer. Særligt skal Nicole Kidman, der var Golden Globe-nomineret for sin rolle, og en genfødt Matthew McConaughey fremhæves for sublime præstationer.

Paperboy bruger desværre enormt meget tid på mere eller mindre ligegyldige plotlines, der først og fremmest gør filmen til en coming-of-age-story om Zac Efron, der nyder at svanse omkring i meget let påklædning. Dette ærgrede mig, da det øvrige i filmen – der egentlig var ret spændende – blev reduceret til baggrundsstøj til fordel for Efron’s tonede muskler.

På grund af flot skuespil og en gritty tone, der sætter sig knugende i maven på én, er Paperboy anbefalelsesværdig. Den kan opleves en enkelt gang mere under CPH PIX – på søndag d. 21. april kl. 21.30 i Grand.

BLOG #1

Første dag på festivalen, torsdag d. 11. april, blev for mit vedkommende skudt i gang med den – for en ung filmanmelder – nærmest ceremonielle oplevelse med at hente festivalens pressekort. Et pressekort er en golden ticket, der giver adgang til alle Københavns biografsale og alle festivalens film. Tilhørende pressekortet var festivalens tykke programbog, som jeg kunne studere som et menukort af kunstneriske retter, der venter på, jeg oplever dem.

Der er mange måder at opleve en filmfestival på, og der er rig mulighed for at se et ekstremt højt antal nye film på relativt meget kort tid. Sidst jeg dækkede festivalen i 2011, mødte jeg en tidligere filmanmelder og nu passioneret cineast, der i løbet af festivalens næsten 2 uger så 72 film. Så mange agter jeg ikke at udsætte mig selv for, hvorfor min tilgang til festivalen er derfor, at jeg udvælger lige netop de film, jeg tror vil være interessante. Under udvælgelsen har jeg en række kriterier: hvem har instrueret eller skrevet manus til filmen, er der interessante skuespillere med – kendte såvel som talentfulde og lovende, har filmen vundet priser ved prisuddelinger eller tidligere filmfestivaler og hvordan har modtagelsen af dem været her? Efter nøje gennemgang af festivalprogrammet er jeg kommet frem til en række film, hvoraf jeg i denne blog vil berette om og bedømme de mest interessante.

A Liar’s Autobiography (3D) – Graham Chapman – 2 af 6 stjerner
Den første film jeg så fandt sted på festivalens premieredag i Empire Bio. A Liar’s Autobiography er på en og samme tid homage og animeret filmatisering af en falsk selvbiografi, skrevet og læst op af Monty Python koryfæet Graham Chapman, der døde af kræft i 1989. I programmet beskrives han som komiker, skuespiller, læge, bjergbestiger, ruby-fan, piberyger, alkoholiker, homoseksuel og englænder ind til benet. Og mens jeg på ingen måde betvivler, at alle disse er rigtige, var filmen et rod, der aldrig kom i nærheden af de komiske genistreger, man sædvanligvis forkæles med, når man ser Monty Python.

A Liar’s Autobiography var en delvist falsk selvbiografi, Graham Chapman skrev i 1980 og tilsyneladende læste højt, hvorfor filmens animationer var akkompagneret af Chapmans fortællende stemme. 15 forskellige animationsstudier har bidraget med sekvenser til filmen. Resultatet er meget forskelligartede udtryk, der for mit vedkommende fik det hele til at rode sammen og egentlig være ret uinteressant. John Cleese, Michael Palin, Terry Gilliam og Terry Jones lægger stemme til bi-karaktererne i filmen, men selv ikke deres anstrengelser er nok til at hive den ud af kedsomheden. A Liar’s Autobiography var kort sagt ikke sjov.

Hvis man dog er stor Monty Python fan og ikke har noget imod rodede animationer og penisvittigheder, kan A Liar’s Autobiography ses i Empire Bio, onsdag d. 17. april kl. 17.30.

Hyde Park on Hudson – 4 af 6 stjerner
En nydelse af en historisk komedie om første gang, en britisk konge besøgte den amerkanske præsident – The King’s Speech-kongen George VI (populært også kaldet Bertie) og præsidenten Franklin D. Roosevelt. Hyde Park on Hudson byder på Bill Murray og Laura Linney i topform som præsidenten og hans yngre og fjerne kusine, som han havde en affære med i sommeren 1939, hvor kongen og dronningen af England kom til USA for at bede om hjælp i den på det tidspunkt nært forestående Anden Verdenskrig.

Filmen er simpelt håndværk, der i den grad bæres frem af gode skuespillerpræstationer. Scenerne mellem Bill Murray og Samuel West, der spiller King George, er fyldt med komiske finurligheder, der rammer tidens ånd godt og på interessant vis portrætterer et afgørende tidspunkt i det tyvende århundrede.

Hyde Park on Hudson bliver desværre ikke vist flere gange på årets festival, men kan varmt anbefales, når den får almindelig biografpremiere d. 20. juli 2013.