Filmmagasinet Nosferatu er klar med anden opdatering fra årets CPH PIX. Det er første gang jeg dækker en begivenhed som PIX. Festivalen kører nu på 5. dag. Det slår mig, at en af de store og interessante forskelle på almindelige biografture, og en filmfestival som denne, er muligheden for at møde og stille spørgsmål til instruktører og andre filmfolk. Det er uhyre interessant, at høre folk fortælle om deres arbejdsmetoder og tanker om udtryksformer osv.

Etiopisk poesi i fodhøjde

Idet Røde Kors blev etableret for 150 år siden, har PIX i år sammensat en speciel filmkategori som kaldes ’Krigens ansigter’. Der er her tale om fiktionsfilm, og dermed kan der ikke trækkes på dokumentarfilmens tolkning af virkeligheden. Disse film benytter sig derfor af helt andre og meget forskellige kunstneriske greb i deres skildringen af krigen og de konsekvenser den har.

Den første film jeg vil fremhæve, hører netop til denne kategori. I Dagmar Biografen præsenterede instruktørerne Patrick Dechesne og Alain-Pascal Housiaux deres skildring af konflikten i Etiopien I 1970’erne med filmen  ‘Shattering Shadow’. Som nævnt, bliver nogle af filmvisninger fulgt op af en debat og spørgsmålsrunde med instruktørerne. D’herrer fremhævede, at krigens rædsler er blevet skildret meget grafisk og brutalt igennem tiderne. Så med deres film, har de villet vise noget andet. De ville vise krigens konsekvenser på en anderledes facon.

’Shattering Shadow’ er en poetisk lille fortælling, som foregår i tre tidsperioder. Den første periode, hvor man følger en gammel taxachauffør i Bruxelles, som dvæler ved fortiden, og ser tilbage på sit liv i flashbacks. Disse flashbacks gengiver de to andre perioder. En periode hvor han er dreng før konflikten bryder ud, og en hvor han en ung mand, som oplever krigens rædsler og må flygte igennem ørkenen. Filmens mange billeder fra det etiopiske landskab er guf for øjet, og billederne er nærmest poesi. Derudover udmærker filmen sig ved en noget særpræget lydside. Uden at afsløre for meget af handlingen, kan jeg afsløre, at der ikke er den store dialog i filmen. Men det gør intet for billederne taler for sig selv.

Korrupte betjente dealer stoffer og producerer hård techno i absurd komedie

En helt og aldeles anderledes film, er ’Wrong Cops’ som er instrueret af Quentin Dupieux. Hvis navnet ikke vækker genklag i hukommelsen, er han altså Mr. Oizo og manden bag dette hit fra 1999.

’Wrong Cops’ er en absurd komedie som egentlig ikke har nogen handling, ud over at fortælle om hverdagen for en lille håndfuld korrupte politibetjente. På rollelisten finder vi blandt andet Ray Wise (som mange sikkert kender som Laura Palmers far), Marilyn Manson, Eric Roberts samt et par navne (Mark Burnham og Eric Judor) fra Dupieux’s film ’Wrong’, som i øvrigt var på CPH PIX sidste år.

Filmens handling er svær at opsummere, men lad mig beskrive det således: Mr. Oizo møder Jackass møder The Office møder Weekend med Bernie. Lad mig med det samme slå fast, at ’Wrong Cops’ er meget underholdende og har KÆMPE kultpotentiale. Ud over den absurde historie suppleres billederne desuden af et vanvittigt soundtrack af Dupieux’ aka Mr. Oizo.

Betændt fransk krimithriller

Den sidste film jeg vil fremhæve, kommer fra den franske instruktør Claire Denis. Hun har skabt en ondskabsfuld hævnthriller, som viser menneskets drifter fra den værste side. ’Les saluads’ eller ’Svinene’ som den hedder på dansk, er en krimi-thriller om en kaptajn (Vincent Lindon) som kommer tilbage på land, da han får besked om sin svogers død. Det viser sig hurtigt, at der er noget muggent ved svogerens død, og samtidig er hans niece også blevet indlagt med bizarre psykologiske problemer og blødninger fra underlivet.

’Svinene’ byder på både smukt filmede elskovsscener, samt de mere rå af slagsen. Og det æstetiske udtryk fra billederne generelt, understøttes af den intense musik fra Tindersticks, som underbygger filmens på en gang flotte og intense stemning. Om man kan lide filmen eller ej, forlader man biografen med noget at tænke over.