Den første uge af CPH PIX er ved at gå på hæld, og de filmiske indtryk er efterhånden så mange, at de er svære at holde styr på. Dagene flyver forbi når man bruger størstedelen af sin tid i biografsale, og alt i alt synes jeg bundniveauet på festivalen er ganske fornuftigt. Jeg blev dog allerede for et par dage siden træt af sponsorernes reklamer, som kører før hver visning. Ligesom så mange andre glæder jeg mig til ‘Game of Thrones’, men HBOs trailer er efter 20+ visninger, begyndt at give mig en lidt underlig mavefornemmelse. Samtidig har jeg endnu ikke prøvet, at der ikke var mindst én person der fnøs eller grinte hånligt, af UPS’ ”We love logistics” reklame (hvem gør i virkeligheden også det?). Bacardis reklame giver mig stadig lyst til at drikke.

Heja Norge!

Nogle film forsvinder i mængden, mens andre skiller sig ud. ‘Blind’ hører til den sidste grupper. Det er førstegangsinstruktør Eskil Vogt, som ellers har gjort sig bemærket for sine manuskripter til Joachim Triers ‘Reprise’ og ‘Oslo, 31. august’, der står bag, og han tager os med på opdagelse i en blind kvindes sind. Virkelighed og fantasi bliver konstant blandet sammen, og gør det til tider svært at holde overblikket. Det gør dog bestemt ikke noget, da historien er fortalt i en så overlegen stil, at forvirringen bliver en stor del af den charme, som filmen har så meget af. Den er komisk og alvorlig på samme tid, hvilket får den til at virke meget naturlig, samtidig med at det bringer en lethed til nogle ellers meget tunge emner. Filmen er nomineret til PIXs New Talent pris, som bliver uddelt i dag (d. 11/4), og det virker næsten paradoksalt, da den udviser så meget overskud, at man skulle tro at Vogt var en meget rutineret herre. Bestemt en anbefalingsværdig film.

Fut fut

En helt anden type film er den længe ventede/hypede ‘Snowpiercer’, som blev vist landet over om onsdagen (d. 9/4). Der har været megen snak om denne dystopiske sci-fi/action/thriller, som er instrueret af sydkoreanske Joon-ho Bong (‘The Host’), med amerikanske Chris Evans (‘Captain America’) i hovedrollen. Jorden er frosset til, og den sidste del af menneskeheden er ombord på et tog, der kører jorden rundt non-stop (og har gjort det i 17 år). Menneskerne i bagenden af toget bliver undertrykt af frontens overklasse, og en god gammeldags revolution er under optræk ledt an af Captain America himself, Chris Evans. Det er på nogle måder svært at se, hvordan filmen skal skille sig ud fra de polerede mainstream actionfilm, der ofte kommer ud af Hollywood, og som en skuespiller som Chris Evans er blevet synonym med. Heldigvis er ‘Snowpiercer’ ikke bare det. I takt med at filmen udvikler sig, blottes der en historie, der grundlæggende er brutal og barsk. Samtidig byder den på et meget stiliseret univers, som fungerer rigtig godt og er med til at give filmen kant og et distinkt udsende (samtidig med at det også er ganske morsomt). At ‘Snowpiercer’ ikke følger fuldstændig igennem på det meget rå aspekt, er medvirkende til at den desværre virker til at tabe tråden til sidst. Samtidig kan det bestemt også diskuteres, hvorvidt Chris Evans er det rigtige valg til rollen som oprørslederen Curtis. Den er dog uden tvivl underholdende størstedelen af vejen, og viser nogle af de spændende resultater, der kommer ud af et samarbejde mellem Hollywood og Asien.

Hvis du ikke var inde og se ‘Snowpiercer’ i onsdags, har du stadig muligheden, da PIX har arrangeret en ekstravisning i Grand d. 15/4 (Ps. bliv ikke frustreret over de manglende tekster, når der bliver talt koreansk, det er meningen)

Art-film i Danmark

Torsdag var jeg i Cinemateket sammen med to af mine ”mednosferater”, hvor der var arrangeret en paneldebat, der tog udgangspunkt i kunst i dansk film, og om der overhovedet er nogen. Gæsterne inkluderede bl.a. Neil Young (nej, ikke den Neil Young) fra The Hollywood Reporter, Thure Munkholm som er programansvarlig på CPH PIX og Vinca Wiedemann rektor på Den Danske Filmskole. Der lod til at være en bred enighed om, at der er en mangel på vovede og nyskabende værker i nutidig dansk film. Håndværkkvaliteten og professionalismen er høj, men den kant og provokation som fandt sted i 90erne, er ikke længere til stede i samme grad. Buddene på hvorfor det er sådan var mange, men især støttesystemet med Dansk Filminstitut blev kritiseret, for manglende satsninger på nye talenter og smalle produktioner. Til sidst blev der åbnet op for spørgsmål fra publikum, hvilket hurtigt blev en rodet, og til tider personlig, affære. Der lader til at være mange passionerede stemmer inde for dette felt, hvilket utvivlsomt er positivt. Det var alt i alt et meget spændende arrangement, og også en vigtig diskussion at have i en tid hvor Oscars og billetsalg lader til at overskygge kunsten for meget.

Denne debat samt ‘Blind’ og andre film på PIX, blev diskuteret i Nosferatus aftenprogram, som du kan høre på podcast her .