De første dage på CPH PIX bød på spændende og alsidige filmoplevelser: en mockumentary der konspirerer om den første månelanding, en sort italiensk komedie, om en mand med tinnitus og senest, en obskur sci-fi om et lejlighedskompleks i forfald.

Kaotisk og selvbevidst mockumentary
’Operation Avalanche,’ er én af de film jeg har set mest frem til og er som håbet, en anbefalelsesværdig film, til trods for enkelte kiksede skuffelser.

Scenen er sat i 1967, NASA er ikke i stand til at sende en mand til månen, og få ham hjem igen. Undercover CIA-agent Johnson vil fabrikere selve månelandingen, så USA kan ’vinde’ rumkapløbet mod russerne. Dette er udgangspunktet for en morsom komedie og selvsagt, roder Johnson sig ud i et væld af kaos og tillidsproblemer med systemet.

Den spirende filmskaber ’Matt Johnson’ er både instruktør og indehaver af hovedrollen i ’Operation Avalanche’ og det kan ses. Hans karakter er én ting, og det er begejstret. Det understreges af de utallige close-ups af hans opstemte ansigt og ensidige skuespil. Samt at motivationen for hans ambitiøse mål om at fabrikere månelandingen (få regeringen til at lyve for sin befolkning) er uklar og som tilskuer falder man nemt fra, med et manglende engagement. Derfor bliver Johnson som protagonist en smule udmattende at følge i de små 90 minutter, som filmen varer.

Dette overskygges dog af det gennemførte æstetiske udtryk, hvilket stjal min opmærksomhed. Gennem det 16mm håndholdte kamera, bliver man ført ind i begivenhederne og situationerne, der foregår på den anden side af linsen. De skæve billedkompositioner, fraværende lyssætning, rystede billede, skabte en selvbevidst fortælling med en særlig autenticitet, hvor mockumentary-genren for alvor kommer til sin ret.

Filmen vises d. 2/11, kl. 19.00 i Palads.

Tinnitus og Truffaut
Traditionen tro, blev der afholdt ’italiensk dag’ i Grand med visninger af 3 italienske film. Jeg var med til den første, efterfulgt af en lille snak med instruktøren, Alessandro Aronadio. I serien af film kaldet: New Crowned Hopes, har PIX ’’samlet høsten og bortsorteret skuffelserne.’’ Den italienske ’Ears,’ men den bedre klingende italienske titel ’Orecchie,’ var bestemt heller ikke en skuffelse.

En ung filosofiprofessor vågner op med en ringen for ørene. Pludselig ringer to nonner på døren, der prøver at overbevise ham om Guds eksistens. Samme morgen læser han en note på køleskabet, om at hans ven Luigi er død, og at begravelsen er kl 19. Problemet er bare, at han ikke kan huske hvem Luigi er. Dette er blot begyndelsen på en meget mærkværdig dag, fyldt med absurde begivenheder, der bliver altafgørende for hans syn på livet.

Filmen er drønende morsom, og den halvfyldte biograf blev fyldt med latter, når hovedkarakteren endnu engang stod nyttesløs i en frustrerende situation. Fortællingen er struktureret af en kæde af begivenheder, en masse satiriske indslag bundet af dagens gang. Som da han rent tilfældigt, opdager sin mor intenst kysse sin elsker på åben gade. Dette er en tydelig intertekstuel reference til Truffauts ’Ung Flugt’ og i det hele taget er filmen inspireret af 50, 60ernes franske nybølge-film. På trods af dette, forbliver den original, grundet sin mindre seriøse tone og humoristiske sans.

I løbet af filmen bliver billedformatet bredere og bredere, og ifølge instruktøren, har han taget valget i en brandert, men med den idé om, at hovedkarakteren i starten af filmen lukker sig fra omverdenen, men i løbet af filmen giver mere og mere plads til den. Ifølge instruktøren selv, er det en neorealistisk film der handler om menneskers syn og egoistiske tilgang til omverdenen.

Filmen vises d. 6/11 kl. 19.00 i Edison, og d. 9/11 kl. 21.00 i Cinemateket

Dystopi mellem betonvægge
Instruktøren Ben Wheatley har filmatiseret J.G. Ballards roman ’High-Rise’ fra 1975 og har eftersigende formået at fuldføre en ellers umulig opgave. Filmen er et storstilet, obskurt drama, om en klassekamp i et lejlighedskompleks.

Den anselige Dr. Laing (Tom Hiddleston) er netop flyttet til den store betonskulptur. Jo højere oppe man bor, jo dyrere er lejen, hvilket deler beboerne i socioøkonomiske lag. I lejligheden er alt hvad beboerne behøver: et supermarked, svømmehal og fitnesscenter. De er isoleret for omverden og opsøger den heller ikke. Efter et selvmord sættes problematikker i gang, og hurtigt smuldrer denne hierarkistruktur, en krig opstår mellem de forskellige klasser, så vel mellem Dr. Laings og hans egen moral.

Plottet er uforudsigeligt, ingen karakterer handler rationelt og alt kan ske mellem de klaustrofobiske betonvægge. Den sorte humor, blandet med ubehagelige billeder, som da Dr. Laing piller huden af et ansigt, gør at man som tilskuer ikke kan sidde trygt i biografsædet. Det gør det til en foruroligende, men fængslende filmoplevelse.

Det filmiske udtryk er bemærkelsesværdigt og gennemført. En hver indstilling er smukt komponeret og samtidig har filmen et enestående æstetisk udtryk, i sin blanding af 70er-retro-stilistik med futuristiske overtoner. Det er altså ikke tilfældigt at Tom Hiddlestons ansigt, tilsnavset af lyseblå maling, er forsiden af dette års program. En anbefaling her fra.

Filmen vises d. 3/11, 21.30 i Grand.