Plakaten af den gamle hvidhårede mand i pink turtleneck og shorts har præget Københavns gadebillede, og det er ikke forbavsende at netop denne film er reklame for Danmarks største filmfestival. I al sin absurditet, fedt-snask og rynkede kønsdele har ’The Greasy Strangler’ et ry for at være 2016’s mest ulækre film. Men det er nemt at skabe noget der blot er ækelt og underligt, men endnu sværere at skabe noget der er sjovt.

Den fedtdryppende horror-komedie drejer sig om et dysfunktionelt forhold mellem far og søn, hvor kommunikationen mest består af at råbe ’bullshit artist’ til hinanden. Big Ronnie (Michael St. Michaels) er Braydens (Sky Elobar) dominerende far, der aldrig synes at kunne få stillet sin trang til fedt. Hvilket understreges af, at han hver nat svøber sit legeme ind i fedt og kvæler uskyldige mennesker. En dag forelsker Brayden sig i Janet, en ’hootie-tootie-disco-cutie,’ hvilket Big Ronnie slet ikke bryder sig om, da han frygter Brayden vil forlade ham, og samtidig har et lidt for godt øje til den sexede Janet.

Her fra bliver der serveret uappetitligt fedtholdige måltider, tegneserieagtig vold, uldne turtlenecks, svedige disco-moves, rynkede og utrænede nøgne kroppe og dertilhørende sexscener.

Dårlig timing og disco
I sit fineste lilla velour-outfit (med frit udblik til et utroligt langt lem) kommer Big Ronnie – en silver fox i spotlight – dansende ned ad gaden a la Michael Jackson. Scenen giver ingen som helst mening, og forekommer helt ude af kontekst. På trods af at være meningsløs og sexfikseret har humoren en helt særlig kvalitet. Der bliver skubbet til grænserne for hvor dårligt man kan time en dialog og scene. Der bliver sagt de mest absurde ting, der fremføres som var de amatørskuespillere i en soap opera: ’’If I could write your name on the moon, I would do it with my own blood. And also I wanna marry you.’’ Timingen er helt galt, som da man eksempelvis alt for længe betragter Big Ronnies smilende ansigt, da han får sin morgenmad serveret med den perfekte mængde fedt. Det er som om, at man flere gange har glemt at klippe, og dermed stoppe mens legen er god. Filmen virker som et stræbsomt forsøg på at være kult. Og det fungerer. Det er akavet og drønende morsomt det meste af spilletiden.

Gentagelser og elektroniske toner
Musikken spillede en helt særegen rolle med sine alternative elektroniske toner, skabt af musikeren Andrew Hung. Synthesizerlydende og smølfestemmerne, satte en passende stemning, der komplimenterede og den ellers lidt for repetitive fortælling. Med gentagende ’rutiner,’ og dertilhørende gentagende jokes, mister filmen sin humoristiske puls et stykke inde i filmen. Vittighederne bliver forudsigelige, og mister sin slagkraft. Man stopper med at grine af joken, og det er drønærgerligt.

Jim Hosking har med sin første spillefilm skabt en horror-komedie med kultpotentiale. Man skal væmmes, underholdes og vigtigst af alt, grine. Hvis man fænges at det obskure, den meningsløse humor og er parat til en masse prut og dårlig timing, er den værd at se. ’The Greasy Strangler’ skal du ikke se med din mor.