Vores afhængighed af teknologi vokser og vokser, samme gør skællet mellem os selv og andre, i den fysiske verden. Vores virkelighedsforståelse forringes og samme gør de sociale relationer. Det er hørt før og tematiseret tonsvis af gange, af vellykkede eksempler kan film som ’Ex Machina’ og ’Her’ nævnes. Under PIX har jeg set to film, der begge tematiserer denne problematik, dog pakket ind i hver sin form for håbløse kærlighedsfortælling, om en mand der udvikler et fiktivt forhold ved hjælp af teknologiens muligheder.
Hipstere og hologrammer
‘Creative Control’ foregår i nær-fremtidens New York, reklamemanden David (Benjamin Dickinson, også instruktør og medforfatter) er godt i gang med karrieren, og skal markedsføre ’Augmenta’, et par briller der af ordets betydning, udvider virkeligheden. Teknologien bag, tillader brugeren at gøre det man kan på sin smartphone, og meget mere til, direkte foran ansigtet, ved hjælp af hologrammer. For at følge med i den stressede hverdag, tager David diverse piller og drikker mere end gennemsnittet. Hjemme er hans yoga-lærer-kæreste, og deres forhold er heller ikke lige frem ideelt. David forelsker sig i sin bedste vens kæreste og gennem brillerne, skaber han en avatar af hende, og indleder en hemmelig og hed affære. Selvsagt, udviskes skellet mellem virkelighed og fiktion, og den kære mand går langsomt i selvdestruktion.
Den nære fremtid skildres autentisk og komisk, gennem de sorte og hvide billeder. Vi befinder os i et hipstermiljø, hvor mennesker er overfladiske, bærer futuristiske solbriller og har usædvanlige frisurer. Deres lidt for hippe brug af slang gør dem prætentiøse, og det sjove af det hele er, at det i virkeligheden ikke er så fjernt fra i dag. Med overraskende brug af klassisk musik, velkomponerede sort/hvid-billeder, og sit minimalistiske production design, understreges fremtidselementet.
Dette er dog til trods for en ellers sædvanlig fortælling om kærlighed og utroskab, hvor teknologien og dets muligheder sætter dagsorden. Uden det teknologiske element, ville fortællingen være basal, det interessante er netop, at David lever i en virkelighed der realiseres gennem teknologi. Men teknologien fremstår ikke som en trussel, det er nemlig David der i forvejen er en skidt person, der bruger brillerne til at udleve sin fantasi. Da man eksempelvis betragter David humpe avataren, hvis udseende ligner en karakter fra et computerspil, fremstår det meget komisk og man tager en distance. Vi betvivler ikke hvad der er virkelighed og fiktion, som David gør, og fængsles ikke af denne forelskelse. Brillerne og den nære fremtids teknologi er blot et fascinerende element, i den elementære fortælling om utroskab.
Forvirrende telefonsamtaler
Modsat ’Creative Control,’ trækker Tobias Nölles ’Aloys’ det teknologiske element tilbage i tiden, men tematiserer ligeledes konsekvenserne ved at være blind for den virkelige verden, gennem teknologi. I dette ekstreme tilfælde, er det telefonsamtaler og ikke computergenerede avatars, der konstruerer den farlige fantasi.
Aloys Adorn er en ensom og alkoholiseret privatdetektiv, der insisterer på hans fars tilstedeværelse i deres firma, selvom at han er død. I forbindelse med sit detektivarbejde filmer han for at afsløre utroskab, men har samtidig som en mystisk mani, da han også filmer sin nabo og nogle får. En aften, helt fordrukken, får han stjålet sit kamera og tilhørende båndoptagelser. Efterfølgende modtager han opkald fra en mystisk kvinde, der med sensuel stemme, truer med at aflevere optagelserne til dem, han i al hemmelighed har udspioneret. Med sine imponerende detektivevner, kommer han hurtigt på sporet af hvem den mystiske unge kvinde er.
Her fra er der lagt op til en spændende og gådefuld thriller, med en gennemført visuel karakter præget af en retro 00’er-æstetik, der holder fast i fastnettelefonen og kasse-tv’et. Men overraskende, drejer stemningen sig i en anden retning: et drama om en mand der forelsker sig i en stemme (set før?) Aloys skaber et fantasiforhold, der vender op og ned på hans virkelighed. Gennem beskrivelser af steder og situationer, bliver Aloys mentalt forført af den unge kvinde. Styrket af hans forestillingsevne, skabes fantastiske drømmescener, som understreges af lyddesignet, der beskriver Aloys fokus og skærpede sanser, ved at man f.eks. hører lyden hans håndflade der rør et træ.
Det er ærgerligt at der aldrig bliver fulgt op på det spændende udgangspunkt og Aloys intelligente evner. Længe følger vi hans falske telefon-virkelighed, uden at der sker nogen som helst udvikling. Hele fantasien overgeares, og fortællingen bygger ikke rigtigt op til noget, og det er ikke særligt fængslende. Fortællingen forbliver forvirrende i sin blanding af thriller og romantik, uden nogen sammenhæng. Samtidig fremstår filmen som et håbløst forsøg på, at referere til det moderne menneskes blindhed for omverden, selvom det er telefonsamtaler der skaber den falske forelskelse, er det en klar allegori på datidens digitale medier.