CPH:DOX er slut. Sådan er det en gang imellem, at noget stort og smukt får en afslutning. Det vidste man jo selvfølgelig på forhånd, men alligevel føles det mærkeligt, som det jo gør, når noget man holder af slutter. Så kan man igen vente et år, før de mange dokumentarfilm samler tusindevis af biografgængere.

Måske det er noget med den stemning CPH:DOX skaber, der gør at så mange københavnere glemmer deres almindelige biograflige adfærdsmønstre, og pludselig får lyst til film der bringer den stærke historie i fokus, hvor der ikke er plads til CGI og andet makværk. Hvad har vi lært af årets DOX? Jeg ved ikke om det er noget vi har lært (i form af ny viden), men vi har fået bekræftet at den politiske dokumentar skaber begejstring, med sine historier der fortsætter lang tid efter skærmen sortner og lyset tænder. I forrige indlæg skrev jeg om ’The Look of Silence’ og ’Citizenfour’ som årets bejlere til den eftertragtede DOX:AWARD. Som bekendt vandt førstnævnte. Fortjent, mener de der kommenterer på den slags nyheder. Fortjent, mener jeg. Alligevel var det ’Citizenfour’ jeg i går aftes valgte af gense. I en fyldt første sal i Empire, så jeg én af de syv ekstravisninger filmens popularitet har affødt. Og så endda klokken 22.15 på en mandag.

Nu hvor hysteriet og favoritræset har lagt sig, bliver der som ofte tid til tilbageblik på de mindre film, der hver især skabte glæde i løbet af ugen. I ’The 50 year argument’ følger man det legendariske litterære magasin ’New York Review of Books’. Som ’Citizenfour’ handler filmen om idealister. Det er et indblik i en verden hvor litterater og såkaldte intellektuelle deler deres tanker om litteraturens fremtid. Om vigtigheden af skelsættende artikler. Om (skrift!!)bogens værdi og hvorfor det er af betydning at beskæftige sig med. De mange faste skribenter, der i halvtreds år har givet bladet sin status, fortæller om deres vigtige og skelsættende artikler. Om Vietnam og Irak. Filmens måske største styrke er, at det aldrig bliver hverken sentimentalt eller selvsmagende. Netop som bladet aldrig gør. Samtalerne er interessante, men desværre formår ’The 50 year argument’ aldrig at blive til mere end en interviewfilm. Det er ærgerligt når man gennem hele filmen føler, at materialet har potentiale til en stor og vigtig film. Det er ikke mindst ærgerligt når manden bag filmen bærer navnet Martin Scorssese.

I Peter Anthonys danskproducerede film ’The Man Who Saved the World’, følger vi Stanislov Petrov der i ’83 bremsede tredje verdenskrig. Den velvalgte dramaturgi skaber en neglebidende film, der i programmet slog sig op som en ægte koldkrigsthriller. Endda en episk og storslået én af slagsen.

Det virker passende, at man igen hylder Joshua Oppenheimer. Fordi hans film er vigtige, og fordi de bare er så fandens gode, at grænserne for dokumentarens rækkevidde med et synes udvidede. Læg dertil at billederne i ’The Look of Silence’ er imponerende smukke og velvalgte. Filmen om optikeren der får folk til at se. Ak ja, det er da lidt stort og smukt det hele. Nu vil jeg som resten af København begrave mig i fiktion, men jeg vil glæde mig til at DOX igen insisterer på indholdet over formen. Ja, lad det snart igen blive november!