CPH:DOX leverede en turbulent uge med et hav af virkeligheder. Et EU-mysterium fortalt med sort komik (The John Dalli Mystery), en medrivende kunstdokumentar, som dog var en smule lang i spyttet (1996 Lucy and the Corpses in the Pool – spoiler: der er ingen lig med i filmen), samt en virkelig bizar film om amerikanere der glemmer deres børn på bagsædet med fatale konsekvenser (Death of a Child). Dog endte ugen med den perfekte saltindsprøjtning, med to dokumentarer om henholdsvis barndom og ungdom.

Fredag aften priste jeg mig lykkelig over aldrig mere at skulle være en hvalpefedtet teenager i livets venteværelse. Lørdag svævede jeg hjem fra Palads, med mindet om dengang, min yndlingspædagog Poul hjalp mig med at bygge en båd af træ i børnehaven genoplivet til udødelighed.

All This Panic – The Real Middle Class Teenagers of Clinton Hill
Hvis man ligesom mig er som en mandagsdranker i antabuskøen, når der kommer nyt afsnit af Girls, eller har indtaget Gossip Girl i doser der burde være funktionsnedsættende i de formative år, så er ‘All this Panic’ en sikker vinder.

Dokumentaren følger en håndfuld high school-piger fra kvarteret Clinton Hill i Brooklyn (hvor Girls forresten også er optaget). Man er med fra fjortensårsalderens kalveknæethed, tykkindethed og togskinner, men også når fedtet og modenheden ommøblerer sig som pigerne bliver ældre.

Filmen er fyldt med one-liners smækfyldte med desillusioneret selvreflektion, og det gør filmen hylende morsom. Og de flakkende øjne der fortæller kameraet, at de for alt i verden bare gerne vil have en kæreste snart, rammer lige i hjertekuglen.

Barndom – Speltyngel på Rudolf Steiners kæphest
Hvem vidste at virkelighedens Captain Fantastic tuller rundt i Norge og bygger hjemmelavede kæpheste med seksårs-klubben i børnehaven ‘Aurora’? I en idyllisk hytte midt i en norsk skov ligger verdens bedste børnehave. Børnene får lov til at bygge ting og spise myrer såvel som hvedepasta i fred. Det er herligt næsten alle 89 minutter af filmen.

Filmen er først og fremmest en længe tiltrængt hyldest til pædagoggerningen. Om det så er de pædagoger, der kan få børnenes kæpheste så flotte, at de kunne koste 1500 kr på Østerbrogade, eller dem der får det bedste ud af en æske piberensere i en helt almindelig kommunal institution. Filmens mantra klinger aldrig hult: “Lek er arbeid i barndommens rike”.

At det så var en Steiner-børnehave opdagede jeg ikke, før rulleteksterne løb, og jeg pludselig blev meget bevidst omkring mængden af træsløjd i filmen. For selvom dokumentaren kunne lyde som et økoprædikat, bliver ‘Barndom’ ikke frelst, selvom den fra start erklærer sig som politisk.