De klart anbefalelsesværdige dokumentarer ’Et år for evigt’ af Pauline Merrildgaard og Sine Skibsholts ’Lever elsker savner’ er begge vellykkede studier af mikrokosmos, hvor teenagegennemsyrede hjerner gransker over livet og de relationer, det fører med sig.

Det spirer i København. Som nye skud på stammen er en gruppe unge mennesker på vej til at springe ud og blomstre ind i det tidlige voksenliv. Men der er så meget nyt, så mange muligheder, så meget at forholde sig til. Og det avler et væld af spørgsmål.

Et studie af venskabet
I en seng ligger en bunke drenge viklede ind i hinanden. Deres samtale går fra aperol-drinks til tro, fra tro til hvad der mon sker, når man dør, og fra dødsfilosofi til hvordan de misunder hinandens hår. Et frirum med plads til både små og store tanker der tydeligt emmer af kærlighed, rummelighed og omsorg.

’Et år for evigt’ skildrer tre drenges, Oskar, Isaac og Sylvesters, ophold på Kastanjevej Efterskole i indre by, og altså første gang de er væk hjemmefra og (delvist) står på egne ben. Den nye situation giver en udvidet frihed til i højere grad at kunne bestemme over sit eget liv og sin fremtid, men med det følger også en stor usikkerhed og frustration. Drengene læner sig op ad og spejler sig i hinanden, og står åbne og nysgerrige klar til at yde deres støtte, hvad end det gælder vejledning i håndtering af forelskelse, eller mere ufølsomme projekter, som at skubbe hinanden ned af en skaterrampe i en container.

Her sættes spørgsmålstegn ved stort set alt: Menneskets basale behov for søvn og mad, hvad mandighed vil sige, om man kunne være mere kunstnerisk anlagt, hvis man var højre-venstre-blind. Mod filmens slutning ligger Oskar og Isaac under et træ og diskuterer, hvornår det nu er, at man er voksen. I forlængelse heraf spørger Isaac, om Oskar vil have børn. ”Ikke rigtig, men det siger jeg lige nu.” svarer Oskar. ”Hvorfor ikke?” spørger Isaac. ”Fordi så bliver alting about børnene.”

Et studie af mor-datter-forholdet
Sådan blev det for Rosemaries mor i ”Lever elsker savner”, efter Rosemarie fik konstateret kræft. Det er sket to gange. Første gang da hun var fire og så igen som teenager. Begge gange var hendes mor indlagt med hende.

Men efter Rosemarie igen er erklæret rask og er frisk på at genoptage sit teenageliv med alt, hvad det indebærer af fester, rygning og kærlighed, er hendes mor gået i stå hjemme på sofaen. Hun siger, at hun er udkørt efter sygdomsforløbet og har brug for at lade op. ”Hvorfor tager du dig ikke sammen, som alle andre mennesker gør?” spørger den dybt frustrerede Rosemarie sin trætte mor.

Rosemarie er teenager med kæmpe T, og oveni det kommer bearbejdningen af to kræftforløb, der både har sat spor i mor og datter, så bølgerne går ofte højt. Hun føler et stort svigt fra sin mor og irriteres voldsomt af, at hun bliver hængende i fortiden. Rosemarie føler sig ikke forstået og savner sin mors nærvær, men skubber hende samtidig væk, når hun prøver at favne hende. Deres forhold er kompliceret, siger Rosemarie. Men der er ingen tvivl om, at mor og datter elsker hinanden, og måske endda er for tætte til at kunne se hinandens gode intentioner.

Helt tæt på
En ting, de to film har tilfælles, er måden de kommer helt tæt på. Man bliver som tilskuer lukket ind i det helt private og får lov at se ægte følelser tage form og folde sig ud. Det er virkelig imponerende, hvordan begge instruktører har formået at vinde deres hovedkarakterers tillid og er blevet fuldt integreret som fluen på væggen. Og det er også modige portrætterede, der har sagt ja til at lukke os alle sammen ind i deres intimsfære og blotte deres indre.

Der er tale om to stærke coming-of-age dokumentarer, der skildrer, hvordan det er at være ung i nutidens København. Det er virkelig fine fortællinger, der skildrer vivaret af sorg, frustration, vrede, glæde og kærlighed, som man oplever som ung. Et kaos der ikke altid er sjovt at være i, men som er fantastisk rørende at betragte. To perler du helt klart skal se.

Begge film kan ses på CPH:DOX’ digitale dokumentarfilmsfestival indtil d. 5. april 2020.