Jeg er blevet snydt af selveste filmmediet til at finde jurister fra Bayern mere interessante end heksejagt og malaria.
Den mest ærgerlige (og desværre almene) misforståelse blandt dokumentarister er, at et godt emne/en fed location/en god karakter kan være så fremragende, at udførelsen af historien bliver ligegyldig. Det er ikke sandheden. En tilpas dygtig filmmager kan få historien om noget grus, der en dag blev vådt, til at vække tårer og latter blandt publikum, ligesom en tilpas skidt filmmager kan få optagelser af en ufo, der lander i Esbjerg, til at virke svært kedelige. Det er nogenlunde, hvad jeg oplevede i dag.
Selv hårvækst er bedre timet i Tyskland
I ’The art of Argument’ følger vi fire jurastuderende fra München, som forsøger at kvalificere sig til det internationale mesterskab i Jura. Hold kæft det lyder kedeligt. Ikke alene handler det om noget så tørt som jura, men oveni købet drejer det sig om FALSK jura, hvor sagen, der diskuteres omhandler to fiktive nationers uenighed om forgiftning af honning. Jeg var klar til at give op efter fem minutter, men filmmagerne har tydeligvis været ligeså bevidste om deres problematisk søvnfremkaldende materiale, og har således lagt sig overordentligt stramt i selen, for at kompensere herfor. DET VIRKER!
For helvede hvor er jeg medrevet, og det er underligt vigtigt for mig, at de tre overraskende sympatiske (egne fordomme taget i betragtning) jurister kommer langt med deres fiktive sag. Deres arbejde er skildret med små og få, men ganske effektive virkningsmidler, og der forekommer oveni købet små lækre One liners, som løfter stemningen over det mondæne. Fx da vore helte kommer op imod et hold kinesiske jurister, og linjen ”Great firewall of China” bliver ytret. Her når stemningen i salen spøjst vilde højder. En lille leg, jeg vil anbefale under filmen, er at holde øje med den subtile udvikling i hårvæksten på en af holdets mentorer. Han starter med en fræk lille hanekam, dernæst en kæk skaldet isse og når lige inden stævnet at gro en perfekt kedelig advokatfrisure. Hår til tiden og en overraskende anbefaling herfra.
”Heksemutter lod en tudse…”
Sådan skulle det desværre ikke gå med ’Star Houses’ og ’Gushegu Exile’, som jeg ellers havde set meget frem til. To danskproducerede film om henholdsvis et projekt om bedre husbygning i Tanzanias malariaplagede landsbyer og hekseanklagede kvinder i Ghana. Emnerne er både spicy, sympatiske og relevante, men det lader til, at man har glemt filmen midt i det hele. ’Star Houses’ virker mere som en kort redegørelse for projektet, som jo ellers er godt nok, men det føles på intet tidspunkt, som en reel kortfilm. Der er aldrig noget på spil og jeg føler mig hensat til en pitch-film, som ville fungere glimrende til søgning af fonde, men ikke til underholdning af et publikum.
’Gushegu Exile’ lider om end ikke i same omfang af lignende problemer. Den starter smukt og fængende. De lange interviews med ”hekse”, som er forvist fra deres respektive landsbyer og ægteskaber er hjertegribende og veludført, men jeg oplever filmen sørgeligt skuffende i enden. Det lykkes at få en del af de ældre hekse tilbage til deres landsbyer, men her efterlader vi dem. Den store konflikt forbliver uberørt, for hvad sker når kameraet forlader byen? Får de bare lov at leve i fred med deres familier til deres dages ende? Der er masser af materiale til en historie her, men i stedet har man valgt at suge al konflikt helt ud af filmen, og det er kampærgerligt, for heksejagt er en alt for overset problematik.
Så fik jeg også lige kloget mig på dokumentargenren som medie. I morgen bliver det mindre prætentiøst, når Sarah tager stafetten og rapporterer fra denne herlige festival. Det bliver næsten virkeligt!