Bag om scenerne til Kubricks arv.
Man ser ofte film, der starter med ”Baseret på sande hændelser”, men hvis der nogensinde skulle være en film med præ-titlen ”Realiteten bag de fiktive historier” så ville det være ’Filmworker’.
I am a Filmworker
Hvad giver du efter du har givet alt? Hvad bliver du, når dit liv er kun dedikeret til et singulært mål, en enkelt person?
Det var ikke de spørgsmål, jeg tænkte ville komme op da jeg tog ind for at se Tony Zierras ’Filmworker’, men efter at jeg træder ud i Københavns kolde aftenluft er det dét som sværmer i mit hoved.
Filmen lød fascinerende nok i sig selv: et portræt om en person som har arbejdet i næsten 30 år med en af de mest anerkendte og ikoniske instruktører, nemlig Stanley Kubrick. Wow, tænkte jeg, det må være interessant at komme så tæt på sådan en excentrisk person. Og det var nok det Leon Vitali sagde til sig selv, da han så sin første film af Kubrick.
Leon Vitali er en filmworker, siger han, en selvangivet titel fordi der er vitterligt ikke andre ting som beskriver ham bedre. Han er et individ, som har dedikeret sit liv til at lave film. Punktum. Den person som var bedst til at lave film, mente han, var Kubrick, ergo måtte Leon arbejde for ham. Mere simpelt bliver det ikke.
En refleksion om ambition
For hvilken som helst person, der nogensinde har arbejdet på en film, kan jeg forestille mig, at der er en knugende følelse som bliver hængende efter dokumentaren. Det er et helt konkret pres, som er et dilemma for alle der har tilsat sig de kreative produktioner. Hvis du ikke giver alt… hvad nytter det så at prøve overhovedet? Hvis du ikke bruger alt din tid, lærer alt hvad du kan og forbedre hvert øjeblik af hver produktion, hvorfor så overhovedet overveje at stå på et filmset?
Leon Vitali lagde alt væk- personlig ambition, familie og søvn blot for at kunne udføre Kubricks ordre til den mindste detalje. Graden hvortil han nærmest blev en refleksion, et spejlbillede af Kubrick er fascinerende, men skræmmende.
Jeg må indrømme, at det er et element som har ramt mig selv, og det er nok også derfor at filmen hænger ved hos mig. Jeg kan se mig selv i Leon Vitali, i hans trætte, indsunkne øjne, i hans optimistiske attitude og hans brændende kærlighed for film. Han minder mig om alle de mennesker som vi glemmer. Alle dem, som er limen imellem filmene, som bruger deres egne fysiske væsen til at holde tingene sammen, men ikke er dem, som bliver hyldet, fordi det var jo teknisk set ikke dem som fandt på idéen til at starte med. De udførte det bare. Efter at havde set ’Filmworker’ kunne jeg bare ikke lade være med at tænke på den dybt ironiske fortælling, at et individ som har givet alt for at nogen kunne blive husket, for at Kubrick kunne blive husket, han bliver glemt.
Det er på grund af mennesker som Leon Vitali at store ting kan udføres, men det er vel værd at overveje om der stadig er noget galt med den kunstneriske industri hvis man skal lægge en mand på bålet for at varme sig ved Kubricks kreativitet.
Filmen kan ihvertfald varmt anbefales, og man behøver ikke være Kubrick fanatiker for at værtsætte historien. Imorgen kan i se frem til Freds mandags rapport, når vi fortsætter med CPH:DOX.