Jeg kender Odense som en by, der næsten er uretfærdigt tryg og stille, taget dens størrelse i betragtning, men når jeg tænker mig om, så ved jeg også udmærket godt, at en særlig udkant af øens hovedstad har et noget mere blakket ry end resten. Et sted, hvorfra historier om vold og anden kriminalitet af og til nåede hele vejen til forstaden Dyrup, da jeg gik rundt og voksede op der. Historier, der sad fast.

Vollsmose – eller ”Volleren”, som primært fynboer, der bor andetsteds, ynder at kalde det – kendes i den brede befolkning som landets største Ghetto. 9.200 mennesker bestående af primært første-, anden-, eller tredjegenerationsindvandrere bor her ret tæt, og arbejdsløsheden er høj. I skrivende stund får området mest opmærksomhed, når en meget forvirret tegnefilmsfigur ved navn Rasmus Paludan forvilder sig derud og kommer i uføre.

Selvom jeg har boet i Odense det meste af mit liv, har besøgt stedet ved forskellige lejligheder og således også efterhånden skaffet mig af med mine fordomme om bydelen i flere omgange, så er der af en eller anden grund stadig noget, der afskrækker mig. Historier fra den ikke så fjerne ungdom, hvor en ven har fået en næve af en ”Vollsmose-gangster” på et værtshus og lignende ting, der gør, at jeg har underligt nemt ved at finde på undskyldninger for at tage til Volleren, når chancen byder sig. Men så er det godt, at der findes dokumentarer.

”Afro: Gentleman, Dreadlocks: Gangster”
Via ’Q’s Barbershop’ stikker jeg hovedet direkte ind i Vollsmoses eneste barbershop, hvor den evigt smilende og aggressivt charmerende frisør Qasim aka ”Q” holder til. Her friserer han en overordentligt stor mængde kunder, som tilsyneladende alle kender og holder ham.

Allerede meget tidligt i mit besøg føler jeg den forudsigeligt pinlige skam og lettelse, der er typisk for et møde med Vollsmose, for det er ikke første gang, at jeg genopdager den mangel på fare, der oser ud af bydelens indbyggere. Q’s kunder er glade, stressede, grinende, forelskede, sørgmodige, rasende og frem for alt forskellige, men via det kighul, der er filmen, er det mest slående, at de alle sammen er 100% menneskelige.

Mennesker med forskellige liv og forskellige frisurer. Mange af hvilke, jeg aldrig før har kendt navnene på. ”curly skin fade”, ”brush cut”, ”house party”, men selvfølgelig også den fuldstændig åndssvagt store afro. Sidstnævnte bruges af en særligt pragmatisk gæst ved navn Abdulqadir til at sikre sig at blive lagt mærke til af potentielle arbejdsgivere. ”Så kan han huske mig”. Det er dog ikke ligegyldigt, hvilken opmærksomhed man skaffer sig med garnet, for som Q siger; ”Afro: Gentleman. Dreadlocks: Gangster”.

Q fungerer altså nærmest som en slags krigssmed, der udruster kammeraterne til kampen på det hårde arbejdsmarked. En ung kunde ved navn Fuad fortæller i et rørende og underspillet øjeblik den kære barber, at han er en rollemodel for ham og andre unge i området.

Og Qasim er en rollemodel. Han formår at kæmpe sig til succes under langt fra nemme forhold, og han inspirerer sine medmennesker til at gøre det samme med betydelige mængder tålmodighed. Blandt andet hans umiddelbart nedtrykte og opgivende ven Elias, som både har knas med kærligheden og en dårlig jobsituation.

Den stolte Elias
Elias står som en klar kontrast til Q og den afrobærende Abdulqadir. For med hans beundringsværdige stolthed og idealisme er han dømt til at tage en hver uretfærdighed direkte til hjertet. Til Abdulqadirs forklaring af sit åbenbart snedige afrohår siger han med foragt i stemmen ”skal han så bedømme mig på, hvordan jeg har klippet mit hår?”, og selvfølgelig skal han ikke det. Men en ubehagelig fornemmelse i mig siger, at Abdulqadir nok alligevel har fat i den lange ende.

Hvis jeg skal være enormt ærlig, så finder jeg i hvert fald selv afrohår væsentligt mindre intimiderende end dreadlocks. Med mindre de sidder på en dansk efterskoledreng. Så ser det bare dumt ud.

På trods af denne type indgroet og uundgåelig ignorance formår ’Q’s Barbershop’ alligevel at nå ind til mig. For da jeg hører en somalisk indvandrer, der på klingende fynsk siger ”det’ en by for sig selv, jooo”, så tror jeg på, at Vollsmose er en ganske almindelig lille fynsk by. Og DET er god propaganda. Om ikke andet så i hvert fald for en lille barbershop i Vollsmose.