Hovedpersonen jagtens af kæmpefrø gennem Tokoys gader, og så er det ikke engang en gyserfilm!?

Alle elsker Haruki Murakami. Eller, i det mindste alle der ynder at læse romaner. Sådan kan det i hvert fald virke på en ubelæst filmnørd som mig selv. Bøgerne af den elskede japanske forfatter har prominente pladser på landets biblioteker og boghandler. Jeg har spottet eksemplarer stående i flere af mine venners bogreoler, ja endog i mine bofællers værelser. Jeg har aldrig selv læst en Murakamiroman, og jeg var følgelig lidt ængstelig, da jeg satte mig til rette til ’Dreaming Murakami’. Heldigvis handler denne dokumentar mere om oversættelsen kunst med afsæt Murakamis danske oversætter, Mette Holm, snarer end at gennemtrævle Murakamis tekstunivers på en måde hvor kun indforståede kan være med.

Mette & Murakami
For snart 20 år siden forelskede danske Mette Holm sig i den da internationalt ukendte japanske forfatter. I dag har den tidligere antropologi- og japanskstuderende oversat 15 af Murakamis værker. Siden har mesterforfatterens sælsomme univers af magi og melankoli tryllebundet læsere verden over. Hvad den gennemsnitlige danske Murakami-connaisseur måske ikke tænker over er dog, at det man læser herhjemme jo ikke er forfatterens ord, men oversætterens!

Det er nemlig kutyme, at en given forfatter oversættes af én oversætter. At oversætte litterær prosa, navnlig fra et sprog så fremmed som japansk, er nemlig lidt af en hovedpine. Det kræver ikke bare en sprogekspert men derimod også en dedikerede fan. For at kunne gøre originalværket ære må oversætteren nemlig kende og tilbede forfatteren, kunne sætte sig i forfatterens hoved, kunne forstå forfatterens baggrund og opvækst, drømme og frygte, kunne navigere med lethed i forfatterens samlede værker. Den største danske Murakami-fan er altså hans oversætter.

Total kawaii frø alligevel dér
For alle os uindviede er der måske en vis magi omkring the man, som vi ikke fanger. Men Mette indfører os ligeså meget i selve det at oversætte; de filosofiske overvejelser om rejsen gennem litteratur, det at gøre det muligt for andre kulturer, at folde sig ud i den pæredanske dagligstue. Taget i betragtning af hvor mange udenlandske romaner, en halvstuderet abe som mig selv trods alt har fået konsumeret igennem årene, så er filmen en kærkommen lejlighed til endelig at sende en kærlig tanke til de oversættere, der har gjort det muligt. Og at filmen hurtigt slår fast, at japansk er et ”max nøjeren” sprog gør da også, at Mettes sproglige prøvelser aldrig formår at virke kedsommelige.

Visuelt kan jeg ikke klage over de smukke billeder af det natlige Tokyo samt flotte montager og grafik. Navnlig den to meter høje frø der langsomt fylder mere og mere i Mettes univers, efterhånden som det fortrylles og fordrejes af oversættelsesarbejdet, er et effektivt og veludført visuelt redskab til at ”krydre” det ellers potentielt langhårede emne.

I sidste ende er Mette en hamrende dygtig fagperson, der ser sin dont som et livskald og askese. Den slags bliver jeg aldrig træt af at se på. Fan eller ej, alle kan finde nydelse i ’Dreaming Murakami’.

Foto: CPH:DOX