Sikke en verden, sikke den ser ud, sikke jeg skal tisse efterhånden. Tak for i år.  

DOX er ved at slutte. Festivalens egne priser er uddelt, og jeg vil naturligvis også komme med mit bud på de allerbedste virkelighedsflirtende film på CPH:DOX 2018. På listen er film, jeg allerede har smedet et ord eller to for meget om, men også et par overraskelser. Niveauet er åndssvagt højt over hele linjen, og der er mindst 50 glimrende film, som ikke har fundet vej til min meget eftertragtede liste, men her er den absolutte crème de la crème:

“Jeg kan ikke huske nogensinde at have gabt så meget”
Dette var dommen fra min sidemand efter en film om en søvnig svensk by, men det er bestemt ikke negativt, for jeg havde det på præcis samme måde og fandt ’Giants and the Morning after’ aldeles fremragende. Det er hygge og subtil melankoli med ekstremt overskud, der er at finde i skildringen af den umiddelbart pinligt udramatiske by Ydre, og jeg keder mig kun, når jeg har lyst. Det er en underligt deadpan-sjov film, men også en man kan lade sig synke ned i og sågar blive distraheret af via bizarre ko-nærbilleder og lignende. Desuden er der mulighed for at få illustreret verdens smarteste juletræsfældningsmetode.

Hvem er bange for kunst?
Det kan være svært at hidse sig op over forskellige nuancer af rød, hvis man prøver, men hvis man prøver at lade være, bliver det pludselig umuligt at styre sig. Barbara Vissers film om vandaliseringen, restaureringen og skandaliseringen af maleriet ’Who’s Afraid og Red Yellow and Blue III?” er frembrusende prætentiøs, ulækkert selvbevidst, frustrerende indspist, på næsten alle måder ligegyldig og naturligvis lige efter mit hjerte. ’The End of Fear’ er en af de mest unikke stilistiske og højkonceptuelle filmoplevelser, jeg har haft fornøjelsen af at blive sur på.

Hvor kan man finde mere japansk discomusik?
Siden min uovertrufne oplevelse med ’Ryuichi Sakamoto: Coda’ for lidt over en uge siden har jeg dykket dybt og længe for at finde de mest skinnende perler fra hans alsidige diskografi. Især hans tidlige succes med det futuristiske disco-band Yellow Magic Orchestra har været en varm følgesvend på mine vindblæste rejser imellem Københavns biografer. Stephen Nomura Schibles dokumentar giver nemlig lyst til at udforske den magiske komponists bagkatalog så grundigt som overhovedet muligt. Alle med den mindste smule musikinteresse er nødt til at give hr. Sakamoto en chance, og denne film er en perfekt anledning hertil.

Antisemitiske heltekvad lyder frustrerende godt
Åh hvor er det ubehageligt at blive mindet om, at terrorister også er menneskelige, har relaterbare forhold til deres børn og besidder acceptabel musiksmag (om end tit med skumle tekster). I ’Of Fathers and Sons’ har dokumentaristen Talal Derki charmeret sig tæt ind på en professionel Al-Nusra kæmpers familie. Manden hedder Abu Osama, hans koner forlader aldrig huset, og hans sønner er alle sammen opkaldt efter populære terrorister. På trods af faderen, er det iøjnefaldende, hvor almindelige børnene er, når man ser bort fra, at de i en alder af tolv kan lave en perfekt bombe, men ikke kan dividere med fire. Det bliver uhørt ubehageligt, når børnene starter på terroristskole, og nogle absurd hjemsøgende billeder forefinder sig. En kæmpe oplevelse.

Gæoudjiparl
Men den største oplevelse på dette års festival var og blev ’The Goodiepal Equation’. En kærlig og særlig hyldest til en kærlig særling sker fyldest, og jeg er nu både i besiddelse af et glimrende rugbrød og flere timers frelsende technorock. Sami Sänpäkkiläs superdokumentar er kompleks, komprimeret og aldrig kompromitteret. Et fremragende eksempel på alt, hvad der var smukt på dette års festival.

Det har været en fornem fornøjelse at fabulere om de fremragende værker, der har prydet programmet på CPH:DOX 2018. Lavpunkterne var få, mangfoldigheden var stor, og jeg glæder mig allerede til næste år. Det har været næsten virkeligt.