Hvordan kan to gamle mænd fra hvert sit ydre hjørne af verden være så åndssvagt fascinerende? Fordi man filmer dem.
Jeg forkæler mig selv i dag. Man skal vist helst ikke møde sine helte, men når det nu foregår med en del kunstneriske barrierer imellem, og der tilfældigvis er mulighed for det to gange på en dag, så skulle man være et særligt dumt skarn for ikke at prøve lykken. Anden dag af CPH:DOX gik med et dyk ned i idolkrukken, hvor jeg fik lov at komme upassende tæt på Ryuichi Sakamoto og David Lynch i hver deres skræddersyede dokumentarer af henholdsvis Stephen Nomura Schible og Peter Braatz.
Jeg vil have et bækken og en violinbue!
En af de største præstationer, en dokumentar om kunstnere kan opnå, er at motivere mere kunst, og guderne skal vide, at både ’Ryuichi Sakamoto: Coda’ og ’Blue Velvet Revisited’ får det til at se skægt ud at ”kunste”. I førstnævnte får mesterkomponisten Sakamoto samtlige magiske facetter ved musikken frem i lyset. Han optager klokker på nordpolen, spiller på tsunami-ramte flygler og på bækkener med violinbuer og et smil på størrelse med Tokyo. I Braatzs ”behind-the scenes”- optagelser fra 1986-filmen ’Blue Velvet’ kommer alt det smukkeste ved en filmproduktion frem, og Lynchs uimodståelige tilgang til mediet kan umuligt undgå at fremprovokere kløe i kamerafingeren. Man bliver stille og roligt kunst-liderlig af begge film, og det er en uvurderlig følelse.
1000 ord fra Lynch siger 2000 billeder, og hans billeder sig dobbelt så meget
Der kan ikke sættes en pris på, hvor rart det er, når en dokumentarist for alvor forstår sit materiale. Det havde været så nemt at gøre historien om produktionen af Lynchs mesterværk til endnu en interviewfilm med skægge anekdoter fra Laura Dern og en faderlig overforklarende voice-over. I stedet er der blevet nøje sorteret i over 100 timers film fra 1985, som præsenteres med minimal tale og masser af fremragende stemningsskabende musik fra bla. Tuxedodoom og Cult with No Name. At prioritere den visuelle dimension i så høj grad er en dristig lille genistreg, som formidler den Lynchiske stemning på filmsettet bedre, end jeg nogensinde havde turde håbe på.
Det peaker ALT for tidligt!
Vi er kun på anden dag af min DOX-dækning og jeg er allerede stødt på en af de bedste dokumentarer, jeg nogensinde har set. For hvor ’Blue Velvet Revisitet’ er en stærk film til en begrænset gruppe af hardcore Lynch-fanatikere (undertegnede inklusiv), er ’Ryuichi Sakamoto: Coda’ en film, som alle i verden skal se. Selvom den gode Ryuichi har stået bag musik til en lang række store film, som blandt andet rummer ’The Revenant’ og ’The Last Emperor’, er han relativt ukendt i mainstreamkredse, og det er en mesterlig skam, for manden er en af jordens mest inspirerende karakterer.
Når han ikke kæmper imod genopførelser af atomkraftværker i Japan, kæmper han imod sin egen Cancer, og når han ikke finder magiske lyde i katastroferamte områder, tager han en spand på hovedet og går ud i regnen for at høre dråberne ordentligt. Oven i købet laver han så også uden brug af tsunamier noget af det mest emotionelle og rørende musik i verden. En forpulet helt. Alt dette havde været lige meget, hvis ikke filmen havde haft præcist samme temperament og beherskelse som mesteren selv. Den sætter aldrig en fod forkert, og bevæger sig mere elegant end en radioaktiv sangfugl i takt med Sakamotos egne lydlandskaber.
Wow
En dag i vanvittig godt selskab er overstået, og dette års DOX må siges at været kommet uretfærdigt heldigt fra start med to pragtfulde sæt film. I morgen er det Sarahs tur til at rapportere fra festivalen. Det bliver næsten virkeligt!