Som beskrevet i forrige blog viser CPH:DOX en del film, der beskriver virkeligheden på alternative, undersøgende måder. Men de viser selvfølgelig også de mere klassiske dokumentarer, der afspejler aktuelle problemstillinger, åbner vinduer ind til oversete dele af verden og som viser det sensationelle og utrolige. Jeg tog ind og så nogle af de film, der helt overfladisk lød spændende og som tog nogle konkrette, aktuelle emner op, klar til at blive underholdt, forarget og revet med.

Den uskyldige seriemorder
Jeg hørte først for nyligt om Thomas Quick i en podcast af Hjernekassen, hvilket egentlig er utroligt, da historien i ‘The Confessions of Thomas Quick’ er en af dem, der skriger på at blive emne for en dokumentarfilm. Sveriges værste seriemorder, der op gennem 90’erne og 00’erne tilstod over 30 mord, blev dømt for 6 af dem, og som ikke havde begået et eneste, er en historie, der kræver en del forklaring, der ingenlunde kan gøres fyldestgørende her. Meget kort: en lettere (og i langt mindre grad end man skulle tro) psykisk ustabil mand havner på en institution, og her, langt væk på medicin og i et forvredent psykoanalytisk eksperiment, graver psykiaterne ned i Thomas Quicks undertrykte/ikke virkelige minder, og det hele stikker af. Fuldstændigt!

Filmen er meget traditionel med talking-heads, arkivmateriale og rekonstruktioner, og Thomas Quick, som egentlig hedder Sture Bergwall, når han ikke går under sit seriemorderalias, fortæller åbent til kameraet om alt fra sine problemer med sin homoseksualitet, til hvordan han følte, han hjalp verden ved at tilstå mord, som han ikke havde begået. Filmen er en sønderlemmende kritik af systemet, der har været styret af gruppetænkning og udelukket al kritisk sans. Filmen placerer sig midt i den igangværende ‘true crime’-bølge, som ‘The Jinx’ og podcasten ‘Serial’ også er en del af, men dette er klart en af de mest opsigtsvækkende af slagsen.

Overvågning er det nye sort!
Sidste år havde ‘Citizenfour’ om Edward Snowden danmarkspremiere på DOX. Den blev den hurtigst sælgende film på DOX nogensinde og fik syv ekstraforestillinger. Den succes følges i år op med verdenspremieren på den østrigsk producerede ‘A Good American’ om whistleblower og tidligere NSA-ansat William Binney, der har udviklet det system, NSA i dag bruger til overvågning. Emnet må siges at være bandvarmt, hvilket DOX udnyttede ved efter premieren at holde en såkaldt ‘Blow My Whistle-Party’, med danske whistleblowere som gæstebartendere og mulighed for at tage en ”Selfie med Snowden”(-papfigur, vel at bemærke).

Filmen lægger hårdt ud med en telefonsvarerbesked fra en passager ombord på et af flyene, der fløj ind i World Trade Center, der siger farvel til sine kære, efterfulgt af Binney, der siger, at det værste var billederne af folk, der sprang ud fra tårnene, når han vidste, at angrebet kunne været forudset. Bum. Så er stilen ligesom lagt.

Der er en frygtelig masse vigtig baggrund, men helt overordnet har Binney udviklet Thinthread, et program, der viste, hvordan nærmest alle individer i verden er forbundet med andre. Dette program blev dog vraget til fordel for et dårligere, på grund af korruption og vennetjenester i NSA. Kort efter skete 11. september, som Thinthread, set i bagspejlet, kunne have varslet. Binney og hans kollega trak sig kort efter tilbage, men NSA bruger i dag Thinthreads software uden de algoritmer, der oprindeligt var installeret for at beskytte privatlivet.

Efter filmen var der en Q&A med både filmens instruktør og Binney selv, og stemningen i salen var næsten ekstatisk. Binney kom på scenen til bragende bifald (kun gjort stærkere af, at han går dårligt, og derfor lignede en krigshelt, som han haltede ind med støtte fra en DOX-medarbejder). Næsten alt, hvad han sagde, blev fulgt op af flere bifald, og hans budskab var klart: NSA er bundkorrupt, og det samme er Kongressen, og vi kan godt gå ud fra, at den danske efterretning også er indblandet. Hvorvidt alt i filmen er sandt er meget svært at vurdere, for den har travlt med at etablere Binney som en ærkepatriot, samtidig med at den trækker på meget voldsomme virkemidler, fx i introen. Men pointen er måske også mere, at vi skal blive ved med at stille det spørgsmål – hvad er sandt, hvad foregår der bag lukkede døren, og er det de rigtige, der sidder på magten?

Mud – nu som dokumentar?
En af de flotteste film, som undertegnede har set på denne festival, er ‘Uncertain’ om den lille by Uncertain (ja, det hedder den faktisk) i Texas på grænsen til Louisiana. Byen ligger omkring en sø, der er ved at blive kvalt af en plante, der tilsyneladende kun kan bekæmpes af snudebiler. Oppe på overfladen følger vi nogle af de lokale mennesker, der på den ene side virker som skæbner, man kun kan finde der, og på den anden side som ærketyper, man finder alle steder i verden. Bl.a. Henry, en 74-årig sort herre, der sejler rundt på søen og fisker hver dag, og Wayne, en tidligere dømt eksnarkoman, der har indledt en personlig vendetta mod et lokalt vildsvin, han kalder for Mr. Ed, som han må skyde med en gammel riffel fra 1899 (tidligere dømte må kun have “antique firearms” i Texas…).

‘Uncertain’ er et lille tidsbillede ind til en lille verden, der får sagt mest i de billeder, den ikke forklarer, og i den klipning, hvor den lader tilskuerne drage deres egne konklusioner. Den behandler sine medvirkende med en utrolig varme og respekt, samtidig med at det aldrig bliver forherligende eller skjuler sine medvirkendes ofte alvorlige fejl. Derfor og i kraft af det miljø filmen foregår i, minder den meget om fiktionsfilmen ‘Mud’, og man følger ‘Uncertains’ karakterer med samme spænding og interesse, som de mest fængende dramaer. Samtidig har filmen også nogle fine pointer omkring, hvordan det er at bo i små byer, der slås med store reelle miljøproblemer. Filmens vanvittige flotte billeder gør det svært at forstå, at miljøpolitik ikke ligger højere på alles prioriteringsliste, for tanken om, at dette sted er ved at forgå, er uforståelig.

Den helt korte opsummering
Årets bedste: ‘Uncertain’ – en varm, smuk krammer af en film, der minder os om, at dem, vi nemt ser ned på, ofte har været igennem langt mere end de fleste.

Årets værste: ‘Hitchcock/Truffaut’ – Filmnørderisk masturbation, der på grænsen til det umagelige glorificerer Hitchcock og Truffaut og skal give Film- og Mediestuderende noget at namedroppe.

Årets vigtigste: ‘A Good American’ – Hvad enten det hele er sandt eller ej, må vi ikke holde op med at spørge og sætte krav til vores magthavere, og ikke slå os til tåls med indlærte og undvigende svar.