Vi lever i en hyperaktiv æra af seksuel frigørelse. Samtidig lever vi i internettets vidunderland, hvor man kan finde alt, og intet koster penge. I dokumentaren ‘Pornocracy’ kortlægger den tidligere pornoskuespillerinde Ovidie efter bedste journalistiske evne den pornoindustri, hun, efter netværkssamfundet tog over, ikke længere kan kende eller forstå.

I bedste dokumentaristisk stil typologiserer Ovidie pornobranchens konflikt i den nye medievirkelighed. Blandt byttet er fattige østeuropæiske kvinder, der nu må stå model til femdobbelt penetration og 20 timers arbejdsdage. En ung pige viser, hvordan hun må nøjes med at spise bolsjer til morgenmad, fordi hun snart skal røvpules på alle leder og kanter i et umenneskeligt timeantal. For andre indgår fødselsbedøvelse i jobbetegnelsen. Rummeligheden kender ingen grænser. Jeg tør ikke tænke på at skulle gennemleve feltets New Normal.

“Jægerne” var før i tiden pornoinstruktører og producenter. Selvom de stadig laver pornografien, er det ikke længere profitabelt. De nye konger af verdensherredømmet er onanerende IT-nørder. Fabian Thylmann blev med YouPorn poster boy på 00’ernes såkaldte tube-sider, hvor piratkopierede pornovideoer bliver lagt ud til fri afbenyttelse. En større, og for at gøre ondt værre, gigantisk skatteundragerisk korporation ved navn Manwin tjente enorme summer på at generere webtrafik. Thylmann var toppen af et isbjerg af udspekulerede strukturskurke. Du kan ikke sælge sand i sahara, men du kan godt sælge gratis bryster til uvidende teenagedrenge og slippe overraskende godt fra det. Dem, der tjener pengene har aldrig været i nærheden af en pornooptagelse og er derfor også følelsesmæssigt distancerede fra den undergravelse af branchen, de har været med til at grave.

Alskens udfoldelser ligger frit fremme for alle, der har laptops med internetadgang og fingre. Omvendt er internettet også det sted, hvor det er lettest at være anonym. Millenials er vokset op online, og gratismekulturen dominerer vores forhold til indhold. Hvis man ikke vil betale penge for at se en almindelig spillefilm, hvorfor skulle man så betale penge for porno. Alene at skulle tilmelde sin e-mail-adresse og kortoplysninger til sider med navne som “Mofo-network” er et skridt nærmere mod en identitetsmæssig nedfældelse af liderlighed, som de færreste drømmer om. Jeg forstår det godt, ligesom jeg kan forestille mig, at de færreste før dvd-krakket vandrede stolte ind på Q8-tanken og med perfekt artikulation bad om at få langet et eksemplar af “Assablanca” over disken.

Pornoindustrien har formentlig aldrig været det rareste sted i verden at begå sig. Men det, som det er vigtigt at tage med sig fra ‘Pornocracy’, er et simpelt budskab. Hvis man bruger tube-sider til at se gratis porno, tager man del i en implicit bukake-session udover fattige desperate østeuropæiske kvinder.

Det er selvfølgelig langt fra så sort-hvidt. Men at trække sig ud har aldrig været nemmere.

Se ‘Pornocracy’ på lørdag d.24. marts kl. 9.30.