CPH:DOX er slut. Den sidste dokumentar er kørt over det hvide lærred i Københavns biografer for denne gang, og det påliggende spørgsmål er så: var det en god festival? Og svaret er for mig ja. Jeg er blevet positivt overrasket over det høje niveau på festivalen. Der har ofte været udsolgt til de visninger, jeg har været til, og generelt har hele festivalen haft et højt og professionelt niveau.

Jeg kan ikke påstå at have set en decideret dårlig dokumentar, de har alle sammen haft et eller andet interessant element, men selvfølgelig var nogle af filmene bedre end andre, og jeg har besluttet mig for at give en række anbefalinger i denne blog, både anbefalinger til, hvad man skal glæde sig til at se på dvd, blu-ray eller stream, og hvad man vil gøre klogest i at styre uden om.

Den største skuffelse: ‘Dark Star: The World of H.R. Giger’
Denne dokumentar får prædikatet ”Største skuffelse” på årets festival. Jeg havde høje forventninger til en film, hvor jeg skulle ind i en forskruet tysk hjerne, men jeg blev skuffet. Filmen om manden bag Alien-monstret mangler fokus og retning. Giger er et interessant individ, men der fokuseres vidt og bredt omkring hele hans liv, og det eneste øjeblik, hvor jeg kommer ind under huden på ham, er når han fortæller om sin forrige kones alt for tidlige død. Havde der blot været flere momenter som disse, havde filmen været en hel del bedre.

Giger skrænter en del i filmen og døde som bekendt i 2014, men han bliver ikke konfronteret med sin nært forestående død. Der svælges i de æstetiske billeder, han har lavet, men efter jeg har set ti af dem, synes jeg, de alle begynder at ligne hinanden, og det mest spændende for mig under filmen blev at finde ud af, hvilken alkoholisk drik mine larmende sidemakkere drak; Det viste sig at være Cult Shaker. 

Den dårligste film: ‘The Visit: An Alien Encounter’
Den dårligste dokumentar på CPH:DOX er desværre dansk. Filmen omhandler et fiktivt scenario, hvor et rumvæsen er landet på jordkloden for første gang i historien. Dokumentaren prøver så at undersøge, hvordan magtlederne i verden vil reagere på dette scenarie. Det er egentligt et udmærket udgangspunkt for filmen, men efter cirka tyve minutter begynder præmissen at kede mig.

Der er en gimmick, hvor lederne i filmen tiltaler kameraet som om, det var rumvæsener og dermed tiltaler den tilskueren som rumvæsener. Det fungerer godt, de første tre gange det sker, men de næste tyve gange begynder det at virke forceret. Publikum kunne af gode grunde ikke svare personerne i filmen, og filmen led derved af en envejskommunikation, som forårsagede en mangel på fremdrift i filmen. Cirka halvvejs igennem begyndte denne mangel at få mine øjenlåg til at blive tunge, og selvom jeg ikke faldt i søvn, så var ‘The Visit: An Alien Encounter’ klart den svageste og mest ligegyldige film på DOX i år for mit vedkommende.

De tre bedste:
Nr. 3: ‘A Syrian Love Story’
Denne dokumentar strækker sig fra 2009 og til 2015. Den omhandler to syriske borgere, en mand og en kvinde, som er gift. De mødte hinanden i et syrisk fængsel tyve år tidligere og har nu tre børn. Filmen følger to elskende over seks år, hvor Syrien forandrer sig ekstremt. Det har uden tvivl været en utrolig udvikling for dokumentaren, at krigen brød ud i Syrien, og det er nok ikke endt med at være den film, som dokumentarist Sean McAllister forestillede sig, det skulle blive. Men det er kun en fordel. Filmen er et helt unikt billede på den syriske borgerkrig og den indflydelse, den har på den almindelige syriske familie. Det er en rørende og dyb film, som sætter et ansigt på den befolkning, som vi ofte hører om i medierne, men sjældent for et nærmere forhold til.

Nr. 2: ‘A Good American’
Et godt budskab og en spændende historie har ’A Good American’ også. Filmen, som omhandler en tidligere NSA-agents oplevelser i overvågningstjenesten, sætter lys på de korrupte sider af NSA, og hvordan personlige ambitioner og begæret efter mønt forhindrede en effektivisering af et overvågningssystem. Dette overvågningssystem kunne efter sigende have forhindret 9/11, og det er mit eneste problem med filmen, vi behøver ikke fokus på angrebet på World Trade Center, for at blive emotionelt involveret i filmen. Det er i sig selv en god historie om menneskelig ambitions destruktive natur, og den ekstra mængde unødvendig pathos der gives i form af 9/11-vinklen, trækker filmen ned på en andenplads på denne liste.

Nr. 1: ‘The Fear of 13’
Årets bedste film på DOX er for mit vedkommende uden tvivl ’The Fear of 13’. Filmen, som vandt Politikens Publikumspris, omhandler fangen Nick Yarris, som lever på dødsgangen i USA, og har været der i tyve år. Yarris er ikke blevet henrettet endnu, fordi han appellerer sagen til højesteret, og beviserne imod ham er tvivlsomme. En dag sender han imidlertid et brev til fængselsdommeren, hvor han beder om at blive henrettet. Det synes dokumentarist David Sington var interessant, så han rejste til USA, hvor han lavede et langt interview med Yarris, og det kom der denne film ud af.

Umiddelbart lyder halvanden times monolog ikke særligt sindsoprivende, men Yarris er en fænomenal fortæller, og jeg er fra første minut fanget af hans historie. Sington komplementerer samtidig fortællingen med nogle velvalgte rekonstruktioner, og jeg sad nærmest som hypnotiseret under de flotte billeder, og den utrolige historie, som er blevet valideret af flere kilder, som Yarris fortæller. Der er twist og rørende momenter, og ’The Fear of 13’ ender med at blive mit filmiske højdepunkt på CPH:DOX. Den film du skal glæde dig mest til at se.